Hele Cuba mistede strømmen fredag formiddag, da deres største kraftværk pludselig gik ud.

Så fortalte myndighederne, at strømmen var på vej tilbage.

Men nu er kraftværket brudt sammen igen – for anden gang på et døgn. Det skriver Reuters.

Det betyder, at de ti millioner cubanere, som kraftværket forsyner med el og varme, kan gå endnu en mørk nat i møde uden rindende vand og mad, der mugner i et stadig varmere køleskab.

Torsdag aften havde Cubas premierminister, Manuel Marrero, allerede erklæret energikrise i Cuba. 

Det gjorde han, fordi der allerede var problemer med at levere stabil elektricitet. Regeringen valgte at lukke skoler, statslige kontorer og natklubber for at spare på elektriciteten.

»Vi har været nødt til at lamme økonomien for at garantere et minimum af elektrisk service,« sagde premierminister Manuel Marrero i en meddelelse torsdag aften til cubanerne ifølge The Washington Post.

Lige lidt hjalp det.

Fredag formiddag og natten til lørdag blev krisen endnu værre, da Cubas største kraftværk satte ud to gange i træk. 

Enkelte lommer i byen samt hospitaler fik dog lys, skriver Reuters.

Årsagen til kraftværkets sammenbrud er ukendt, og udsigterne til, hvornår alle cubanere får strøm igen, er uklare.

Cuba har oplevet flere store strømafbrydelser siden 1990erne. Dette sammenbrud er dog det største øen har oplevet, som ikke var forårsaget af en naturkatastrofe.

Orkanen »Milton« kan være medskyldig i sammenbruddet. Stærke vinde har gjort det svært for både at krydse havet med brændstof til de oliefyrede kraftværker, skriver Reuters. 

Den cubanske regering retter også pilen mod Venezuela, Mexico og Rusland, der ikke eksporterer brændstof til Cubas kraftværker i samme grad. Og samtidig gør handelsembargoer fra USA det også sværere at skaffe brændstof, siger den cubanske regering ifølge Reuters.