I 1989 balancerede Europa mellem mareridt og mirakel. Mød nogle af de ukendte helte

For 30 år siden væltede Berlinmuren, og én efter én sagde de central- og østeuropæiske lande farvel til kommunismen. I dag tager mange begivenhederne for givet, men det europæiske mirakelår kunne også have udviklet sig til et mareridt. At det ikke gik sådan, skyldtes i høj grad en række ukendte helte. Det skriver Lykke Friis i en ny bog om 1989 – »Håbets Europa i 89 billeder«. Berlingske bringer her et uddrag.

Der var ikke nogen plan for, hvordan Berlinmuren og jerntæppet i 1989 kunne afmonteres. I dag er det svært at forestille sig, at 1989 kunne være gået på en anden måde. Men i jubelåret var det flere gange ved at gå galt. Hvad var der f.eks. sket, hvis grænsevagten ved Bornholmer Strasse havde skudt på demonstranterne, og Sovjetunionen dermed var blevet tvunget til at gribe ind? Berlingskes Tysklandskorrespondent Lykke Friis har i 30 året for Murens fald skrevet en ny bog om det store europæiske revolutionsår. Fold sammen
Læs mere
Foto: GERARD MALIE / AFP / scanpix

»Alle, der fortæller dig, at de vidste, hvad der ville ske, forsøger at lægge røgslør ud.« Sådan sagde USAs daværende udenrigsminister James Baker i starten af 90erne.

Murens fald og Den Kolde Krigs afslutning ændrede fundamentalt Europa, men der lå ingen drejebog eller klar strategi bag begivenhederne. Ofte var det tilfældigheder, fejl og personligt mod hos f.eks. en grænsevagt, der var afgørende. Rejs med tilbage til 1989.

9.10.1989: Kampen om ringen – Den »kinesiske løsning« undgås i Leipzig

9. oktober 1989 går 70.000 østtyskere på gaden i Leipzig på byens ringvej for at vise deres utilfredshed med kommunismen. Demonstrationen transmitteres live til kommunistpartiets hovedkvarter i Østberlin, hvor det forventes, at demonstrationen vil blive holdt tilbage med vold. Men den fungerende SED-chef Helmut Hackenberg handler anderledes end aftalt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters / Scanpix.

Dagbogen fra én af de aktive i det kirkelige miljø i Leipzig taler sit tydelige sprog: »Angst. Hvad vil der ske? Kinesisk løsning.« Den 9. oktober skal der endnu en gang holdes mandagsdemonstration i Leipzig.

DDRs efterretningstjeneste, Stas,i har allerede ophøjet dagen til afgørelsens dag. Siden september har demonstrationerne hver mandag taget til i størrelse. Den 2. oktober var ca. 10.000 på gaden, og udenlandske iagttagere er begyndt at spøge med, at forkortelsen GDR ikke står for »German Democratic Republic« men »German Demonstrating Republic«.

Stasi-chef, Erich Mielke, har selv været med til at lægge slagplanen, og ordren fra DDR-lederen Erich Honecker lyder mistænkeligt som en kinesisk løsning, altså massakren på Himmelske Freds Plads i juni. Demonstrationen skal stoppes, inden den kommer forbi banegården på den store ringvej, der løber rundt om den gamle bykerne.

På byens tage har Stasi installeret kameraer, så ledelsen i Østberlin kan følge begivenhedernes gang. Hæren er også ankommet til byen. Det samme er paramilitære enheder. Rygter om, at byens sygehuse er sat i alarmberedskab, svirrer igennem luften, og Mielke har sørget for, at vestlige journalister på forhånd er nægtet adgang til byen.

Ingen er i tvivl om, at myndighederne har kræfterne til at iværksætte en kinesisk løsning. Men vil de være villige til det?

Kl. 17 strømmer tusindvis af østtyskere ned til Nikolaikirken. Kampråbene er: »Vi er folket«, »Gorbi, Gorbi« og »ikke et nyt Kina«. Langt flere deltager end de forrige mandage. Da de nærmer sig det første sving på ringvejen, tæt ved banegården, vælger den fungerende SED-chef Helmut Hackenberg at tage telefonisk kontakt til Honeckers nr. 2, Egon Krenz, i Østberlin. Det sker på trods af, at han har ordre om at stoppe dem ved magt. Da dette nu kun kan ske med et stort tab af menneskeliv til følge, foreslår Hackenberg, at han lader dem passere.

Krenz meddeler, at han bliver nødt til at »konsultere andre«, og at han derefter vil ringe tilbage. Over en halv time senere har han endnu ikke givet lyd fra sig, og Hackenberg må derfor selv træffe beslutningen. Kl. 18.30 giver han ordre om, at alle tropper kun må ty til våben i tilfælde af selvforsvar, hvilket er i direkte modstrid med de oprindelige ordrer fra Mielke og Honecker.

Kl. 19.30 lykkes det demonstranterne at gå hele ringen rundt. De passerer også bygningen »Das runde Eck«, hvor Stasi-tjenesten har hovedkvarter. Først her ringer Krenz tilbage og sanktionerer den manglende »kinesiske løsning« med tilbagevirkende kraft. Kl. 20.30 er demonstrationerne forbi.

9.11.1989: Grænsevagt uden ordrer – Harald Jäger åbner Berlinmuren

Oberstløjtnant Harald Jäger besluttede egenhændigt at åbne grænseovergangen, da han var på vagt 9. november 1989. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen.

Da politbureauets førstesekretær Günter Schabowski siger, at Muren vil åbne »ab sofort«, er den 46-årige grænsevagt Harald Jäger ved at få kyllingen galt i halsen i kantinen ved den store grænseovergang ved Bornholmer Strasse. Han har nemlig ikke modtaget nye ordrer, da han mødte ind på arbejde. Det har hans overordnede, Oberst Ziegenhorn, som han straks ringer til i Stasi-hovedkvarteret i Normannenstrasse, heller ikke.

Kl. 19.45, efter at den første vesttyske nyhedsudsendelse har erklæret Muren for åben, er der allerede en større flok uden for grænseovergangen. En time efter er der flere tusinde, der taktfast synger »vi vil over, vi vil over«.

Mens menneskemængden støt tager til, foretager Jäger 30 opkald til Normannenstrasse. Én mener, at Jäger bare skal holde lav profil, hvilket grænsevagten mener er lidt svært med flere tusinde utålmodige østtyskere foran sig. En anden foreslår, at han skal lade de mest provokerende typer slippe ud.

Ved 21-tiden slår Jäger alarm. Ziegenhorn fremstammer bare: »Jeg har ikke andre instruktioner. Du må selv træffe beslutningen.« Og det gør Jäger.

Ganske vist er der ikke længere nogen ordre om at skyde »republikflygtninge«, men grænsevagterne må gerne skyde i nødværge. Stillet over for mængden af mennesker, ser Jäger imidlertid ingen anden udvej end at beordre sine folk til at åbne grænseovergangen.

Tidligt om morgenen kommer Jäger hjem og møder sin kone og datter i gangen, der tilsyneladende har sovet fra det hele. »Hvorfor ser du så træt ud?« spørger de. »Nuvel, jeg har såmænd åbnet Muren i nat,« svarer Jäger og bliver blot mødt med ét: »Åh, far, hold da op med det pjat.«

17.11.1989: Den sorte fredag – Studenterdemonstration slås ned i Prag

Studerende i Prag forsøger 17. november 1989 at overbevise politiet om, at de ikke skal slå demonstranterne ned med vold. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUBOMIR KOTEK.

»Vi vil ikke være de sidste,« råber ca. 20.000 studerende i det indre Prag. Polen, Ungarn og senest DDR og Bulgarien har fremprovokeret store forandringer, men hvad med Tjekkoslovakiet? Den 23-årige studenterleder Martin Mejstrik, der læser teatervidenskab ved Karls-universitetet, har anmeldt en demonstration.

Den formelle anledning er, at de studerende vil markere 50-året for en demonstration, hvor nazisterne dræbte en studerende, og hvor 1.200 studerende efterfølgende kom i KZ-lejr.

Men reelt er det kun et påskud for også at gå på gaden mod de kommunistiske magthavere. Det fremgår med al tydelighed af et flyveblad, som de studerende har fået trykt. Her står der: »Vi ønsker os frihed og en ny regering til jul.« De studerendes kampråb »ned med kommunisterne«, »husk 1968« og »perestrojka nu« fjerner enhver tvivl om motivet.

Demonstrationen bevæger sig igennem Prags gader. Ved Nationalteateret drejer de studerende ned ad Narodni-gaden. Da de kommer rundt om hjørnet, bliver de mødt af et stort politiopbud med hjelme og knipler.

De studerende bevæger sig fremad, men pludselig går det op for dem, at politiet er ved at lukke alle flugtvejene, så de hverken kan komme frem eller tilbage. Flere studerende forsøger at give blomster til politiet eller tænde lys for deres fødder, mens de synger »We shall overcome«.

Med tankerne på Den Himmelske Freds Plads forlader Martin Mejstrik kortvarigt demonstrationen for at ringe til politiet, som har godkendt demonstrationen. Den politiansvarlige forsikrer om, at der ikke vil ske noget. Men kl. 21, efter at de studerende har været fanget i gaden i flere timer, sættes angrebet ind med knipler.

Politiet udtaler efterfølgende, at det var nødvendigt at reetablere den offentlige orden, og at 38 er lettere såret. Forlydenderne om, at en student har mistet livet, viser sig ikke at holde stik.

I juni 1989 havde dramatikeren Václav Havel, der er én af ophavsmændene til menneskerettighedsbevægelsen Charta 77, udtalt til Newsweeks Michael Meyer, at Tjekkoslovakiets regering med Jakes i spidsen »før eller siden vil begå en fejl, måske ved at gå til angreb på folk. Så vil 40.000 strømme ned til Wenzelspladsen i Prag«.

I dagene efter studenterdemonstrationen viser det sig, at Havels forudsigelse fra juni holder stik. »Den sorte fredag«, som politiets angreb på demonstrationen hurtigt bliver kaldt, bliver den begivenhed, der får det folkelige oprør til at tage fart i Tjekkoslovakiet.

Allerede dagen efter opfordrer Mejstrik og en anden studerende til nationalstrejke. Og den ældre generation med Havel i spidsen, der ellers har dårlige minder fra det fejlslagne 1968, slutter sig til: »Vi skulle overtale vores forældre, som i 1968 havde brændt fingrene. Tidligere sagde de, ’drop det. Det nytter ikke noget’,« sagde Mejstrik.

Den 19. november danner gruppen omkring Havel paraplyorganisationen »Borgerforum«. Da Havel to dage efter taler på Wenzelspladsen, dukker hele 300.000 op, der demonstrativt rasler med deres nøgler. En sangerinde, hvis sange har været forbudt siden 1968, optræder. Og forinden er der blevet trykt plakater, hvor tallet 68 er blevet vendt på hovedet, så der pludselig står 89.

Lykke Friis, Håbets Europa i 89 billeder, Gads Forlag, 273 sider, udkommer 6. september 2019 i forbindelse med »Golden Days«.