Hylekor i Europaparlamentet

Kommunister og fascister forsøgte onsdag aften at forhindre José Socrates i at holde sit indlæg i parlamentssalen i Strasbourg.

Ikke alle var lige interesserede i at høre José Socrates' indlæg i Europaparlamentet. Fold sammen
Læs mere
Foto: VINCENT KESSLER/Scanpix

BRUXELLES: En skønsom blanding af kommunister og national-chauvenister forsøgte onsdag aften at standse en ceremoni i Europa-Parlamentet med underskrivelsen af EUs charter for borgernes rettigheder.

Med buh-råb og hylekor forsøgte de i et kvarters tid at forhindre den portugisiske EU-formand og premierminister José Socrates i at holde sit indlæg, indtil de kraftigt af parlamentsformanden blev opfordret til at fjerne sig fra parlamentssalen i Strasbourg.

Forrest i protesten mod det parlamentariske demokrati i Europa gik de nålestribede medlemmer af det EU-skeptiske United Kingdom Independance Party, UKIP, med opbakning fra enkelte medlemmer af den yderste venstrefløj i Parlamentet og den højreradikale franske politiker Jean-Marie Le Pen flok.

Lederen af venstrefløjsgruppen, Francis Wurtz, undskyldte senere på vegne af de hans medlemmer, der havde deltaget i protesten. Der var tale om uhæderligt angreb på det europæiske demokrati, mente han. Lederen af den liberale gruppe i EU-Parlamentet Graham Watson kommenterede tørt til demonstranterne, at ”jeres optræden viser, hvorfor det var så vigtigt at få vedtaget dette charter.”

Det europæiske borgerrettighedscharter giver EU's borgere garantier for overholdelse af en række menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder; herunder ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene.
I aftes havde ingen af de danske EU-parlamentarikere offentligt vedkendt sig, at de deltog i protesten.