BERLIN: Egentlig skulle den terrormistænkte Anis Amri for længst være blevet hjemsendt til sit hjemland Tunesien. På grund af manglende gyldig ID undgik den eftersøgte tuneser der fortsat er på fri fod, imidlertid hjemsendelse fra Tyskland.
Efter mandagens angreb i Berlin, der indtil videre har kostet 12 mennesker livet, kræver en række konservative politikere derfor nu, at udlændingemyndighederne fremover klædes bedre på til at hjemsende afviste asylansøgere, der ikke ønsker at identificere sig.
»De seneste par måneders veltempererede asylpolitik, som er blevet os påtvunget af Forbundsrådet og den socialdemokratiske regeringspartner, kan efter min mening ikke fortsætte«, sagde CDU-politikeren Armin Schuster ifølge tyske medier efter et møde onsdag i forbundsdagens indenrigspolitiske udvalg.
Også CDU-veteranen Wolfgang Bosbach retter efter angrebet i Berlin en anklagende finger mod Tysklands Grønne parti, der i Forbundsrådet har blokeret for regeringens ønsker om at føje Tunesien til listen over sikre tredjelande. Bosbach opfordrer nu de Grønne til at genoverveje deres standpunkt.
»Ikke kun på grund af den dramatiske sag i Berlin«, sagde CDU-politikeren ifølge Süddeutsche Zeitung med henvisning til, at kun omtrent 1 pct. af asylansøgere fra Magrheb-landene anerkendes som asylberettigede i Tyskland. Alligevel har myndighederne ofte særdeles vanskeligt ved at hjemsende afviste asylansøgere. Derfor ønsker Bosbach også transitzoner ved den tyske grænse, hvor asylansøgere kan få deres sag hastebehandlet.
Transitzoner
Siden sidste nytår, hvor tunesiske, algeriske og marokkanske migranter forgreb sig seksuelt på flere end hundrede kvinder, har den tyske regering presset på for at forbedre myndighedernes muligheder for at hjemsende uberettigede nordafrikanske migranter.
Alligevel udstiller Amris manglende hjemsendelse ifølge flere konservative politikere myndighedernes magtesløshed i sager, hvor udvisningsdømte ikke er i besiddelse af pålidelige ID-papirer.
»Han kunne ikke udvises. Han var endda i et udrejsecenter, men blev løsladt efter en dag. Derfor må vi også forlænge varigheden af ophold i udrejsecentrene«, siger CDU-politikeren Stephan Mayer.
Hos den socialdemokratiske regeringspartner vækker de konservative krav stærk irritation. »Vi har brug for en aftale med de pågældende stater, og det er indenrigsminister Thomas de Maizières opgave at sørge for det«, siger den socialdemokratiske viceformand Ralf Stegner i tv-stationen ZDF’s ’Morgenmagazin’.
Manglende beviser
Efter mandagens angreb er myndigheder i færd med at kortlægge den terrormistænktes ophold i Tyskland.
Anis Amri ankom – formodentlig fra Østrig - til Tyskland i juli 2015 og opholdt sig siden i forskellige dele af landet, herunder delstaterne Baden-Württemberg og Nordrhein-Westfalen. Siden februar har Amri med få undtagelser opholdt sig i Berlin, hvor han opererede under flere navne. Ifølge Spiegel Online har Anis Amri ved forskellige lejligheder angivet over for tyske myndigheder, at han stammer fra Ægypten og Libanon.
I april i år ansøgte Amri om asyl i delstaten Nordrhein-Westfalen Ansøgningen blev afvist i juni, og i slutningen af juli besluttede en domstol i Ravensburg ifølge Spiegel Online at placere Anis Amri i et udrejsecenter med henblik på hjemsendelse. På grund af manglende ID kunne hjemsendelsen imidlertid ikke gennemføres.
Amri dukkede op på de tyske myndigheders radar som en potentiel sikkerhedsrisiko allerede i begyndelsen af 2016. På det tidspunkt plejede den 24-årige tuneser kontakt til den islamistiske prædikant Boban S. i Dortmund. Kriminalpolitiet i Nordrhein-Westfalen blev på det tidspunkt opmærksomme på Amri, fordi han som indrejst flygtning benyttede sig af flere forskellige identitetspapirer.
I begyndelsen af september indstillede myndighederne overvågningen af Amri, selvom han i længere tid var under mistanke for at forberede et terrorangreb. »Tilsyneladende var der ikke tilstrækkeligt med beviser til at arrestere ham«, siger en anonym kilde i tysk politi til avisen BILD.