Hvordan skal de tyske højrepopulister tackles?

Højrefløjspartiet Alternative für Deutschland stormer frem og har kurs mod forbundsdagen. De etablerede partier er splittede i spørgsmålet om, hvordan den nye konkurrent bedst skal bekæmpes

I løbet af flygtningekrisen er Alternative für Deutschland vokset til en størrelse, der gør partiet til en seriøs trussel mod de etablerede partiers mangeårige uforstyrrede magtmonopol. Fold sammen
Læs mere
Foto: JAN-PHILIPP STROBEL

Til at begynde med blev de ignoreret og latterliggjort. I dag er smilet stivnet hos de tyske politikere, der for blot et år siden affejede højrefløjspartiet Alternative für Deutschland som en døgnflue, en samling landsbytosser uden udsigt til politisk indflydelse.

I løbet af flygtningekrisen er Alternative für Deutschland vokset til en størrelse, der gør partiet til en seriøs trussel mod de etablerede partiers mangeårige uforstyrrede magtmonopol.Tyskland er med andre ord blevet ’normaliseret’ eller sågar ’europæiseret’, som det hedder i avisen Die Zeit, med henvisning til den politiske udvikling i nabolande som Holland, Danmark, Frankrig og Polen.

For få uger siden efterlod valgsejre til Alternative für Deutschland i Sachsen-Anhalt (24 pct), Baden-Württemberg (15,1) og Rheinland-Pfalz (12,6) Tysklands etablerede partier og førende medier i en tilstand af granatchok. Siden partistiftelsen i 2013 er AfD stormet ind i ikke færre end otte tyske delstatsparlamenter.

Efter tirsdagens terrorangreb i Bruxelles viser nye målinger i Tyskland, at 13 pct. af de tyske vælgere ville stemme på Alternative für Deutschland, hvis der var valg til den tyske forbundsdag i morgen. En fremgang på 2 pct. i forhold til den seneste måling og en imponerende opbakning i et land, hvor partier til højre for de konservative kristendemokrater siden efterkrigstiden har været effektivt afspærret fra indflydelse.

Derfor stiller tyske politikere og kommentatorer sig nu de samme spørgsmål, som i en årrække har været stillet i andre europæiske lande og har plaget europæiske mainstream-politikere, der tilsyneladende ikke er i stand til at finde effektive svar på det påtrængende spørgsmål. Hvordan bekæmper man bedst og udfordringen fra højre?

Med ’den svenske model’ hvor højrepopulistiske og ikke-stuerene partier skal isoleres? Eller med ’den danske eller østrigske model’, hvor tilbud om dialog og politisk ansvar med mere eller mindre svigtende held har været anvendt som det politiske vidundermiddel, der skal neutralisere respektløse opkomlinge fra højre?

Det er dette dilemma, der i øjeblikket polariserer det politiske Tyskland, hvor forestillingen om et højreparti med sæde i forbundsdagen får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange rutinerede politikere. Spørgsmålet deler endda partiledelsen. For nylig bedyrede partiets næstformand, den tidligere CDU-politiker Alexander Gauland, at Alternative für Deutschland vil hellige sig rollen som konsekvent og kompromisløs oppositionsparti.

»Vi vil ikke være koalitionspartner med nogen som helst, fordi vi vil bekæmpe den [etablerede] politik til det yderste«, siger Gauland til radiostationen hr-Info.

Eksistentielle problemer

Set fra Bayern, hvor CDU’s konservative søsterparti CSU fortsat stiller krav om et øjeblikkeligt flygtningepolitisk kursskifte udgør Alternative für Deutschland et »eksistentielt problem«. Sådan lyder diagnosen fra CSU-chefen Horst Seehofer, der ser en øjeblikkelig korrektur af Merkels flygtningepolitik som en nødvendigt skridt for at pacificere AfD. »Vi får kun AFD ud af parlamenterne igen, hvis vi leverer svar på det, som berører befolkningen«, siger Seehofer.

Kansleren, der fæster sin lid til den netop indgåede aftale med Tyrkiet som det første trin i en senere europæisk fordeling af flygtninge, betegner ganske vist Alternative für Deutschland som et ’problem’, men afviser Seehofers vurdering, af at der skulle være tale om et eksistentielt et af slagsen. Angela Merkel holder dermed fast i sin flygtningepolitisk kurs, men internt i partiet anser ledende medlemmer Alternative für Deutschland for en seriøs trussel.

Partiets opblomstring afspejler, at CDU har forsømt »emner som national identitet og bekymringen for politisk islam«, har den unge CDU-politiker Jens Spahn for nylig sagt til Spiegel. Indtil videre ser det med andre od ud til, at Alternative für Deutschland har gode muligheder for at spalte det borgerlige Tyskland og forstærke presset på Merkel ved at sætte strøm til de eksisterende konflikter mellem CDU og søsterpartiet CSU.

Ingen efterjustering

Heller ikke hos de tyske socialdemokrater, der kun takket være en valgsejr til ministerpræsident Malu Dreyer i Rheinland-Pfalz undgik den totale ydmygelse ved de nylige delstatsvalg, er der grund til tilfredshed. Bag den selvsikre socialdemokratiske facade, er der voksende angst at spore.

Alternative für Deutschland har særligt i øst haft held med at stjæle socialdemokratiske vælgere, men SPD-formand, vice-kansler og økonomiminister Sigmar Gabriel afviser officielt, at resultaterne kalder på en »efterjustering« af den socialdemokratiske indvandringspolitik. Stort set alle andre i tysk politik har udlagt valgene som en alvorlig trussel mod de tyske socialdemokraters status som folkeparti.

Den tidligere kansler Gerhard Schröder holder først fremmest Angela Merkel og de tyske kristendemokrater ansvarlig for Alternative für Deutschland. Merkels kurs i flygtningekrisen har gjort de borgerlige vælgere dybt usikre, vurderer  Schröder i et nyligt interview med avisen Die Zeit.  »De troede, at CDU stod fast som en klippe mod indvandring. Det gør de bare ikke«, siger den tidligere kansler, der også mener, at de gamle partier er nødt til at gå i dialog med det fremstormende parti.

»Demokrater må gå konfrontere de politisk ekstreme indholdsmæssigt, men vores land kan også klare det.«

Ballade på venstrefløjen

Spørgsmålet er imidlertid om den yderste venstrefløj kan klare at gå i dialog med konkurrenterne fra højre. Hos arvtageren til de østtyske statssocialistiske parti SED, Die Linke, har Alternative für Deutschlands opbakning i de østtyske delstater, hvor socialt indignerede protestvælgere er vandret fra venstre mod højre, vakt stærk bekymring og har allerede nu ført til interne slagsmål.

Allerede inden delstatsvalgene udløste gruppeformand Sahra Wagenknecht panderynker internt i partiet med en hård kritik af overgrebsmændene i Köln, som efter Wagenknechts opfattelse havde annulereret deres rettigheder som gæster. Nu retter den venstrepopulistiske en hård kritik mod partiets egen kurs i flygtningekrisen.

»Vi vil heller ikke i fremtiden spille mennesker ud mod hinanden, men vi må tænke efter over, hvorfor vi har mistet tilgangen til en betragtelig del af vores tidligere vælgere«, siger Wagenknecht til avisen Welt am Sonntag og understreger samtidig, at det er »forkert« at betegne AfD-vælgere som racistiske. Den slags udmeldinger skaber stor intern uro i det venstrepopulistiske parti, der må indse, at en stor del af deres vælgere har et meget fleksibelt forhold til venstreorienterende grundprincipper.

Racistiske understrømme

Det er dog ikke kun de etablerede partier, der står over for alvorlige udfordringer. Efter succesen ved landdagsvalgene er presset taget til på ledelsen i Alternative für Deutschland, hvis partiet skal vinde frem ved forbundsdagsvalget i 2017.

Som rent protestparti har Alternative für Deutschland sandsynligvis ingen politisk fremtid i det pragmatisk orienterede tyske politiske landskab.I et udkast til et kommende partiprogram, der skal vedtages på en partikongres i Stuttgart i slutningen af april kræver Alternative für Deutschland et opgør med den »generøse tildeling af asyl« i Tyskland, såvel som en »fuldstændig lukning« af EU’s ydre grænser. Først og fremmest skal der derfor udvikles konkret politik, der rækker ud over den rene modstand mod abort, homoægteskaber og Merkels flygtningepolitik.

Derudover skal partiet strømlines på samme måde som Pia Kjærsgaard gjorde det med Dansk Folkeparti i løbet af halvfemserne. Aktuelt er AfD groft sagt delt i to strømninger. Partiets vesttyske kadrer arbejder på at gøre partiet til et regeringsdueligt og mere autentisk konservativt alternativ for skuffede kristendemokrater, der føler sig fremmedgjort af Merkels midtersøgende kurs.

I de østtyske delstater kombinerer AfD-politikere som André Poggenburg og Björn Höcke udlændingefjendsk og stærkt nationalistiske udsagn med sociale krav med henblik på at appellere til protestvælgere, der tidligere har sat kryds ved Die Linke og det mere rendyrkede naziparti NPD.

Med andre ord døjer Alternative für Deutschland stadig med et særdeles broget og til tider åbent racistisk felt, der kan hindre partiets drømme om et indtog i den tyske forbundsdag ved valget i 2017. I Thüringen har AfD-spidskandidaten Björn Höcke har med skæbnesvangre undertoner talt henført om Tysklands tusindårige historie og har endda diagnosticeret afrikanere som særligt ’livsbekræftende’ typer med særlige ’forplantningsmønstre’, der gør dem til et problem for Europa. I et interview med Die Zeit peger historiker Norbert Frei  på, at der » i AfD findes en del ’brunt tankegods, men det er ikke lige stærkt i alle delstatsforbund.«

Selv i den øverste partiledelse er der akut behov for professionalisering. Tidligere på året havnede partileder Frauke Petry i fedtefadet, da hun opfordrede til, at tyske grænsebetjente skulle have lov at anvende skydevåben mod flygtninge. I dele af partitoppen vakte formandens udtalelser stærk irritation.

Før partiet får styr på den slags udskejelser, som skræmmer borgerlige vælgere bort, risikerer AfD at afskære sig selv fra bredere opbakning. Lykkes processen, kan partiet meget vel ende med at vende op og ned på flere årtiers vedtagne sandheder i tysk politik. Og udsigterne er gode, mener politologen Wolfgang Schröder.

»AfD er et meget lærenemt parti. De har uddannet toppolitikere, som man ikke bare kan placere i en højreekstrem kontekst. De er et parti, der på det seneste har lært at bruge internettet og har en meget professionel tilgang til offentlig kommunikation«, siger Schröder til Frankfurter allgemeine Zeitung.