Hvordan drabet på Mr. Big førte til et hanbavian-opgør mellem Putin og Erdogan

Jihad Olie A/S er et speget spil. Et spil om Islamisk Stat, der tjener styrtende på olie. Om en hæler og en stjæler, der begge griner - men ikke af det samme. Og om Erdogans hvidvaskning og Putins bagvaskelse.

Erdogan og Putins forhold er ikke blevet bedre af, at Tyrkiet d. 24. november skød et russisk kampfly ned. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: ADEM ALTAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Du sponsorerer Islamisk Stat,« siger præsident Putin.

»Vel gør jeg ej,« svarer præsident Erdogan.

»Jo, Islamisk Stat sælger tonsvis af olie til Tyrkiet.«

»Bevis det.«

»Jeg har billeder af lange lastbilkøer med olie.«

»Lad mig se dem.«

Eminence

Operationen begyndte et par dage, før end den begyndte.

Det amerikanske V-22 Osprey-fly fløj i de tidligere morgentimer fra basen i Erbil i det nordlige Irak, krydsede grænsen til det selvudnævnte kalifat og fortsatte dybt ind i fjendeland.

Ved Deir ez-Zor drejede flyets to propelmotorer til en vertikal helikopterposition – og maskinen gik ned i skjul af et højdedrag. Amerikanske og britiske kommandosoldater firede sig de sidste meter ned på jorden og gik i stilling på højdedraget.

Detaljerne om operationen er rapporteret af bl.a. Pentagon, det amerikanske finansministerium, Washington Post og det britiske Mail on Sunday.

Soldaterne skulle ikke angribe, men rekognoscere. De skulle holde øje med et kompleks, som angiveligt husede kalifatets grå eminence, Abu Sayyaf. De skulle bekræfte, at han var der, de skulle tage taktiske billeder af kompleksets forsvar og finde ud af, hvor mange fjender der var, og fjendernes udrustning og rutiner.

Efterretninger blev transmitteret til den amerikanske centralkommandos hovedkvarter i Qatar: Målet var der, mulighederne var der, og 16. maj i år skete det. Amerikanske helikoptere og fly fløj ved to-tiden om natten lavt hen over komplekset og skød med maskingeværer og missiler, og derefter firede 50 soldater fra Delta Force sig ned. En gruppe af dem havde til opgave at nedkæmpe jihadisterne, mens de øvrige stormede den bygning, som de vidste, Abu Sayyaf befandt sig i. Detaljerne om, hvad der foregik inde i bygningen er kun oplyst af Mail on Sunday og skal derfor tages med et gran salt, men ifølge avisen løb soldaterne døren ind, dræbte to livvagter og stormede op ad trappen til første sal; her havde Abu Sayyaf og hans kone, Umm Sayyaf, taget en ung pige som gidsel. Soldaterne brasede ind i soveværelset, og inden Abu Sayyaf kunne nå at gøre noget, fik han to kugler i brystet. Den korpulente mand faldt om og var død på stedet. Pigen identificerede sig som yazidisk slave, og Umm Sayyaf forsøgte at gøre det samme, men slavepigen afslørede hende. Umm Sayyaf fik bind for øjne og mund og blev lagt i håndjern og ført med fra komplekset.

Delta Force-soldaterne mødtes ved det nærliggende højdedrag, og fly og helikoptere hentede dem og fløj dem de to timer hjem til basen i Erbil. Den hidtil dristigste operation i krigen mod kalifatet var veloverstået. 50 mand fløj ud, 50 mand fløj hjem, og med sig havde de en fange, en befriet slave og syv terrabyte dokumenter, og bag dem lå en død eminence.

Jihad Olie

Deir ez-Zor ligger langt fra Moskva og Ankara, men stedet ligger lige midt i skænderiet mellem de to hovedstæder.

For vi har hele tiden vidst, at olien var vigtig for Islamisk Stat, men vi har ikke kendt til detaljerne og hvor sofistikeret Jihad Oil A/S er – ikke før operationen mod den mystiske Abu Sayyaf. Kun få kendte på forhånd hans navn, men det var en del af hans styrke. Han var kalifatets finansminister og olieimpresario, under radaren havde han skabt pengemaskinen, og kaliffen, Abu Bakr al-Baghdadi, foretog sig ikke noget uden først at spørge »Mr. Big«.

En insiderkilde i Islamisk Stat udpegede Abu Sayyafs betydning for amerikanerne og også hans hemmelige opholdssted. Og oplysningerne skuffede ikke. Som præsident Obamas særlige terrorrådgiver, Brett McGurk, sagde i sidste uge: »Vi fik flere informationer fra det sted, end vi har fået fra nogen anden kommandooperation i historien« – inklusive operationen mod Osama bin Laden.

Abu Sayyaf-dokumenterne har afsløret oliens nøglerolle for Islamisk Stat. Olie er selve kilden til Islamisk Stat, olie holder jihadisterne kørende, den holder biler, lastbiler og generatorer i gang, og hver måned tjener organisationen mellem 40 og 75 mio. dollar på salg af olie, anslår det amerikanske finansministerium. Olien betaler for jihad, uden olie ville Islamisk Stat være i krise. Generatorer kan ikke køre på bønner, velsignelser mætter ikke, og tomme rifler kan ikke skyde.

Abu Sayyaf-afsløringerne blev en øjenåbner for de allierede strateger. For hvis olien var så vigtig, og hvis Islamisk Stat styrede den på alle niveauer – så skulle bombestrategien lægges om. Indtil da havde de allierede bombet med en skrædders nænsomhed. De bombede ikke selve oliekilderne af økologiske grunde; de bombede ikke tankbilerne, fordi de betragtede chaufførerne som civile; de bombede ikke raffinaderierne, fordi det ville ramme uskyldige, og de bombede ikke lokale distributionsanlæg, fordi oliemangel kunne føre til humanitære katastrofer, f.eks. hvis et sygehus ikke kunne få olie til generatorerne.

Så restriktive var reglerne, at det næsten var umuligt at ramme olien. Indtil slutningen af oktober var kun 196 af 10.600 bombeangreb mod Islamisk Stat rettet mod olieinfrastrukturen.

Det er slut nu. De allierede har iværksat »Operation Tidal Wave II« – den første »Tidal Wave« var imod Hitlers oliepumper i Rumænien i 1943 – og siden slutningen af oktober er bomberne regnet ned over alle dele af Jihad Oil. I sidste uge bombede de allierede 116 olietankbiler, og i denne uge 283 – inden angrebene smed de løbesedler, som advarede chaufførerne – og de har angrebet oliedistributionscentre, raffinaderier og pumpeanlæg. Den russiske strategi er den samme, og russerne hævder at have sprængt 478 olietankbiler i luften. Tallet er overdrevet, siger amerikanerne, men det er den russiske ivrighed ikke.

Det er næsten-totalkrig mod olie.

Anatomien

Men hvor kommer Tyrkiet og præsident Erdogan ind i krigen mod jihad-olie?

Kort sagt: På den forkerte side.

Financial Times bragte i sidste måned en opsigtsvækkende artikel og grafik om anatomien i Jihad Oil, formentlig baseret på Abu Sayyaf-oplysningerne, og forretningsgangen ser ifølge artiklen således ud:

Islamisk Stat producerer mellem 40.000 og 50.000 tønder olie om dagen og sælger dem for i gennemsnit 25 dollar per tønde eller omkring halvdelen af verdensmarkedsprisen.

Salget er sat i system på den måde, at tankbilerne holder i kø foran jihad-oliepumperne – ved al-Omar-anlægget ved Deir ez-Zor holder der f.eks. typisk en seks kilometer lang kø af olietankbiler – og bilerne bliver tanket efter tur. Efter tankning kører chaufføren til et lokalt raffinaderi og kan regne med en profit på ti dollar per tønde. En chauffør kan dermed tjene 2.000 dollar per tur. De fleste af raffinaderierne er ejede af Islamisk Stat, som sælger olien videre på lokale markeder, som Islamisk Stat også styrer, og hvor der bliver opkræver afgift af de handlende.

Omkring halvdelen af olien går fra markederne og ud af kalifatet, bl.a. til den syriske regering og til syriske oprørsgrupper, som således både kæmper mod Islamisk Stat og køber olie af gruppen, og olien går også til de kurdiske områder – og til Tyrkiet. Seks af de mest lukrative smuglerruter går ifølge Financial Times fra Syrien og ind i Tyrkiet; smuglerne opkøber olien på de lokale jihad-markeder og sender dem ind i Tyrkiet i tankbiler, ladvogne, på hesteryg eller via olierør, som er gravet under grænsen. Tyrkiet er så sultent et marked, fordi tyrkerne målt i forhold til købekraft har den højeste benzinpris i Europa, og i stedet for at betale 10 kr. for en liter lovlig benzin, kan de købe jihad-benzin til en tredjedel.

Dermed finder den sorteste del af markedet opportunt den dyreste del af markedet – og det er en handel, hvor både hæler og stjæler griner, men ikke af det samme.

Løgn og latin

Siden artiklen i Financial Times – og siden »Tidal Wave II« og den russiske bombeoffensiv – er anatomien i Jihad Oil blevet forstyrret. Hvis de allierede og russerne har sat over 750 olietankbiler og en snes raffinaderier ud af spillet og angriber oliefelterne igen og igen, vil mindre olie per logik nå frem til de lokale markeder og derfra videre til smuglermarkederne.

Hvis man spørger i Kreml – så er det, hvad der har gjort præsident Erdogan godt gal i skralden. Det statsautoriserede Russia Today citerer præsident Putin for at have luftfoto, som viser »olielastbiler i en kø, som rækker langt ud i horisonten, en levende olieledning. Dag og nat kører de til Tyrkiet; lastbilerne er tungt læssede på vej ind og kommer tomme ud. Det foregår på et industrielt niveau,« siger Putin, som antyder, at præsident Erdogan og hans regering må vide, hvad der foregår.

Andre russiske medier kæder præsident Erdogans søn sammen med smuglingen, og russiske kommentatorer siger til Russia Today, at Tyrkiet køber billig olie og gensælger den på verdensmarkedet. »Dermed har Ankara mulighed for at tjene lidt ekstra, som de kan bruge til at bombe kurderne,« siger en af dem.

Det er den trafik og den sub-økonomi, som især de russiske bombardementer har forstyrret, og nedskydningen af det russiske fly i sidste uge var derfor både en hævn og en advarsel om mere, siger Kreml.

Hvis Rusland har ret, overtræder Tyrkiet både folkeretten og op til flere FN-vedtagelser, og det er dermed en alvorlig sag. Men selvfølgelig har Rusland ikke ret, siger præsident Erdogan til sin russiske kollega. »Du skulle skamme dig. Hvis I hævder, at vi køber olie fra Islamisk Stat, så må I bevise det. Ellers er I bare bagvaskere.«

Det er, hvor sagen står:

Putin siger, at han har luftfotografier, som dokumenterer den organiserede indsmugling af olie til Tyrkiet, og han er nu nødt til at vise sin hånd: Hvis russerne har billederne, er Erdogan en hvidvasker af beskidt olie, og hvis ikke, er Putin en bagvasker af den beskidte slags, og under alle omstændigheder fortjener de hinanden.