Hvordan blev Bruxelles forvandlet til Europas hovedstad for jihadister?

Intet andet sted i Europa kan militante islamister planlægge deres gerninger så uforstyrret som i de belgiske ghettoer. Hvordan blev Bruxelles forvandlet til Europas hovedstad for jihadister?

Arkivfoto: Bruxelles d. 23 marts 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Når Europa rammes af terror, fører gerningsmændenes blodspor særdeles ofte tilbage til en belgisk ghetto.

Senest siden attentatet i Paris i november sidste år, der blev planlagt og udført af jihadister med base i Bruxelles, har internationale terrorismeforskere og vestlige efterretningstjenester forsøgt at indkredse, hvorfor Belgien og i særlig grad Bruxelles har udviklet sig til en højeksplosiv udklækningsanstalt for militante ekstremister. Mellem 350 og 550 af Belgiens halve million muslimer er ifølge Guardian rejst til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat, hvilket gør Belgien til det EU-land med flest Syrien-jihadister pr. indbygger.

Som EUs hovedsæde er Bruxelles et oplagt symbol, men den egentlige årsag til, at El Bakraoui-brødrene valgte at detonere deres selvmordsbomber i den belgiske hovedstad, er snarere, at det kunne lade sig gøre. »De angreb Bruxelles, fordi det i intet andet sted i Europa er så nemt at planlægge og udføre et angreb«, skriver nyhedsmagasinet Der Spiegel.

»Bruxelles, de facto hovedstad i EU, er også Europas hovedstad for jihadister«. Sådan lød den urovækkende konklusion fra Telegraph-journalisten Allison Pearson på twitter efter tirsdagens blodige terrorangreb i Bruxelles. Og den britiske journalist er ikke alene om at pege på de alvorlige problemer med islamisk ekstremisme, der præger det ellers så undselige land.

Den belgiske stats svaghed

En del af forklaringen på den blomstrende belgiske jihadisme skal findes i opbygningen af den belgiske stat, der af både politiske og bureaukratiske årsager vanskeliggør samarbejdet mellem ofte stærkt underbemandede politimyndigheder. Med otte parlamenter fordelt på et føderalt, regionalt – der tillige ofte er opdelt i fransk- og flamsktalende afdelinger – samt ikke mindst det overordnede EU-niveau, er belgisk lovgivning og forvaltning et veritabelt kludetæppe af manglende kommunikation og koordination mellem de forskellige politimyndigheder.

Nogle peger på Belgiens attraktive geografiske position som transitland med grænser til Frankrig, Holland, Storbritannien og Tyskland.

Nogle peger på den store andel af ungdomsarbejdsløshed blandt Belgiens muslimer, der primært er af marokkansk og tyrkisk afstamning og udgør omtrent seks procent af den samlede befolkning på elleve millioner.

Andre eksperter peger på en vidtrækkende saudiarabiske indflydelse, der siden tresserne har påvirket karakteren af belgisk islam i en fundamentalistisk retning. I 1967 blev Belgien ramt af en forfærdelig brand i et stormagasin, der kostede 323 mennesker livet. Efterfølgende tilbød den saudiarabiske konge, der på daværende tidspunkt var på officiel visit i Belgien, finansiel hjælp til ofrene til gengæld for indretningen af en moské og et islamisk kulturcenter. Siden halvfjerdserne har belgiske moskeer derfor importeret saudiarabiske imamer, hvis salafistiske udlægning af islam har medvirket til at styrke rekrutteringsgrundlaget for tilrejsende jihadister i Syrien.

Efter tirsdagens terrorangreb opfordres belgiske politikere til at overvinde eventuelle politiske uenigheder og i stedet indlede akut tiltrængte reformer af både belgisk lovgivning, sikkerhedsarkitektur og integration. »Belgiens politiske etablissement fremstår ofte som en dysfunktionel familie, der flyver i struben på hinanden ved den mindste provokation, men hvis familien finder sammen, kan den reagere hurtigt«, skriver den amerikanske journalist Tim King for Politico.

»Det er muligt, at chokket efter tirsdagens uhyrligheder – og der er tale om et chok, selv om de måske var ventet på et ubevidst niveau – kan blive startskuddet til nogle af de juridiske reformer, som den belgiske stat har desperat brug for.«