Hvor madrevolutionen åd Jamie Oliver

Jamie Oliver mener, at beboerne i det mest usunde stykke af Amerika har brug for ham og hans mad. Men beboerne vil helst være fri. De vil have deres fastfood i fred.

Foto: AXEL SCHMIDT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

HUNTINGTON, West Virginia: Jamie Oliver er en stor mand i salonerne i London, han er en stor mand på TV, og han er i den grad en stor mand hos boghandlerne.

Men hvad med her i Huntington, West Virginia? Lad os sige, at de stadig tænker over det.

I 2009 kom Jamie Oliver hertil med et TV-hold, og han forsøgte at få beboerne til at skippe pommes frites og morgenmadspizza, den lyserøde mælk og friturestegte hotdogs, og umiddelbart skulle man tro, at de havde behov for en smule hjælp.

Huntington og omegn er ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder det usundeste stykke af Amerika. En tredjedel af beboerne er overvægtige, en tredjedel motionerer aldrig, en femtedel lider af hjertesygdomme, og en syvendel har diabetes. Næsten halvdelen af alle pensionister har tabt tænderne, og hver femte beboer lever under fattigdomsgrænsen.

»Vi taler aldrig om sundhed,« sagde byens borgmester i 2008 i et interview med nyhedsbureauet AP. Han havde netop på det tidspunkt gennemgået en fedmeoperation for at komme af med 40 kilo.

»Vi har så mange økonomiske problemer, at sundhed ikke er på dagsordenen,« sagde han.

Skeptiske beboere

Det ville Jamie Oliver lave om på. Han havde haft en vis succes med at ændre den britiske forestilling om mad, bl.a. havde han fået beboerne i industribyen Rotherham til at spise andet end bagte bønner på hvidt brød, og hvis man kan lære briterne om mad, så må det sværeste være overstået, tænkte han.

Derfor landede han i Huntington med hvad han beskedent kaldte sin »madrevolution.«

Hvis man vil vide noget om madrevolutionen og dens skæbne, så er det en god ide at besøge Huntingtons Kitchen, en ejendom i centrum af byen og Jamie Olivers opfindelse. Et stålfrit køkken med blotlagte sten, et bibliotek og gode lænestole, og alt sammen holdt i en stil, som man bedst kan kalde urban chic.

»Somme tider tager det folk lidt tid at vænne sig til omgivelserne,« erkender køkkenlederen, Jill Moore.

Lidt det samme kan man sige om reaktionen på Jamie Oliver. Huntington ligger i Appalachian Mountains, og vittigheder og fordomme har i generationer skildret beboerne som tykke og tandløse, indavlede og lovløse, fattige og farlige, og ikke uden grund betragter mange lokale udefrakommende med en vis skepsis.

»Det tog os lidt tid at vænne os til Jamie og til TV,« siger Jill Moore, som selv var skeptisk, men overgav sig, og hun og hendes kæreste blev en del af Olivers »madrevolution «.

»Vi spiste usundt. Vi spiste fastfood. Vi spiste mad fra supermarkedets fryser, og vi kunne mærke det og se det. Jamie lærte mig og hundredevis af andre at spise mad, som vi selv lavede.«

To familier er i dag på besøg i Huntington's Kitchen, og en uformel samtale hen over gryderne afslører, at begge familier er relativt veluddannede og i forvejen har relativt gode madvaner, og at de først og fremmest er her som en familieudflugt. De tilhører ikke fritureenden af skalaen, og det er netop, hvad der er gået galt. Fritureenden af skalaen har ikke været modtagelig over for Jamie Oliver, og modstanden blev også en del af TV-serien, som blev sendt på ABC i foråret.

God konflikt

De lokale gik til ham, de fortalte ham, at han bare skulle smutte hjem til England, og konflikten var godt TV, for den stillede Jamie Oliver over for det forbenede flertal, David over for Goliat, den gode mad over for den dårlige - og tilsyneladende vandt Jamie. Seerne fulgte, hvordan han f.eks. konfronterede en overvægtig mor, der lavede mad til sin 120 kilo tunge datter, og sagde til hende, at hun var ved at slå sit barn ihjel. Moderen brød grædende sammen, andre græd, og Jamie græd, men han fortsatte kampen, rodfrugt for rodfrugt, og skolesystemet endte med at smide den lyserøde mælk og de friturestegte kyllingestykker ud og indførte Jamies madplan.

5,5 mio. seere fulgte hvert afsnit af hans kamp, i september vandt han en Grammy, serien var »informativ og altruistisk,« lød begrundelsen, og TV-selskabet ABC forlængede kontrakten og bestilte endnu en omgang madrevolution, denne gang fra Los Angeles, og det lyder alt sammen som en lykkelig slutning.

Politisk mad

Men virkeligheden - efter seriens afslutning og efter Grammy-hurlumhejet - er mere Huntington end Hollywood. Tag skolerne. Jamies køkken er lige så stille blevet droppet, for hvad nytter det at servere broccoli sauteret i olivenolie, hvis børnene ikke vil spise det, eller servere kylling med pesto, hvis hele kantinen skriger på pizza? Og hvad nytter det at droppe jordbærmælk, hvis børnene holder op med at drikke mælk?

Lærerne klagede over, at børnene var sultne og uopmærksomme, forældrene pakkede madpakker med fedt og slik, Jamies køkken røg ud, og lyserød mælk og pasta i ostesovs kom tilbage, og i selve Huntington er der heller ikke siden blevet færre fastfoodrestauranter. Tværtimod. Det var det ene problem for Jamie Olivers køkken - at de lokale ikke kunne lide hans sunde mad.

Det andet problem var politisk, som redaktør Brent Cunningham har beskrevet i en kronik. Cunningham har bosat sig i Huntington for at skrive en bog om madrevolutionen, og som han påpeger - Oliver forstod ikke, at mad er blevet en del af den amerikanske kulturkrig. Den mest populære konservative kommentator, Rush Limbaugh, udtalte f.eks. i sidste måned, at man skal spise alt det, som venstrefløjen siger, at man ikke må spise. Hvis venstrefløjen siger, at fastfood er usundt, så skal man spise fastfood.

Dermed er mad blevet en letforståelig substitut for komplicerede politiske emner, siger Cunningham, og man kan manifestere sig politisk ved at spise Big Macs og sige nej til elitære sundhedsapostle som Jamie Oliver.

Jill Moore er ingen trænet spindoktor, men hun forsøger at give udviklingen det mest tapre spin.

»Det tager tid at ændre folks madvaner,« siger hun.

Det tager tid, og den tid er endnu ikke gået eller kommet, og Jamie Oliver har nok underlagt sig caféer og boghandler, Hampstead og Østerbro, men det usundeste stykke af Amerika lader sig ikke underlægge.

I Huntington æder madrevolutionen sine egne.