Hvor hårde er bananerne i Chiquita?

Banan-giganten Chiquita betalte 1,7 millioner dollar til den mest morderiske terrorgruppe i den vestlige hemisfære – AUC – og bliver også beskyldt for at have forsynet den med 13.000 AK-47 rifler. Er Chiquita ansvarlig for de 3.900, som gruppen dræbte?

Kan banankoncernen Chiquita være medansvarlig for 3.900 dræbte i Colombia eller har virksomheden været udsat for afpresning af den berygtede terrororganisationen AUC? Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hvis advokaterne kunne rejse tilbage i tiden, ville de formentlig rejse tilbage til møderne og fortælle deltagerne, at de saftsuseme skulle holde op med at skrive den slags. For det er penge, som bare venter på at blive tabt.

Tag det håndskrevne notat fra et møde, hvor Chiquita diskuterede sine bananplantager i Colombia. En deltager noterede:

»Har brugt omkring 575.000 dollar over de seneste fire år på betaling for sikkerhed = betaling til guerillaer.« Nogle af pengene blev betalt til en dækorganisation, »resten direkte til guerillaen,« hedder det. Notatet fortsætter med at forklare, hvorfor Chiquita betalte til en berygtet paramilitær guerilla. »Det er prisen for at gøre forretninger i Colombia,« men »vi er nødt til at holde det meget hemmeligt. Folk kan blive dræbt,« står der dramatisk med en udramatisk håndskrift.

Eller tag et andet notat fra et andet møde, skrevet af Chiquitas egen chefadvokat, som forklarede om en nylig mediesag om en colombiansk general, som var blevet fyret fra militæret, fordi han havde forbindelse til de berygtede »dødsgrupper.« Den pågældende general har tidligere »personligt hjulpet os med sikkerhed og informationer«, og hele området »blev meget mere sikkert, da han var her«, skriver chefadvokaten i notatet.

Og sådan fortsætter det i Chiquita-dokumenterne, side efter side med håndskrevne og maskinskrevne notater om, hvordan et af verdens bedst kendte brands støttede en af de værste terrororganisationer i den vestlige hemisfære.

Her er historien om de hårde bananer.

Tortur og to skud

At læse sagsdokumenterne er mere deprimerende end en sjæleangst dansk film.

Dokumenterne opregner skæbne efter skæbne, offer efter offer, for den colombianske dødsgruppe AUC, som i 00erne var den mest morderiske i Colombia.

Her er en midaldrende mand, som ikke havde gjort andet forkert end at være medlem af en fagforening. Han arbejdede på en bananplantage ved landsbyen Guacamyal, og i de tidlige morgentimer 1. november 1997 braste en gruppe militssoldater ind i familiens hus. Ofrenes navne er i dokumenterne anonymserede, og manden omtales blot som Pablo Perez 50. Soldaterne trak Perez 50 ud af sengen, bagbandt ham, tævede ham og førte ham bort. Hans lig blev fundet den følgende morgen. Han var torteret og dræbt med to skud, ét i hovedet og ét i hjertet.

17. juni 1999 klokken ét om natten ankom to lastbiler med soldater til landsbyen Apartado, og soldaterne løb døren til et hus ind og trak Pablo Perez 60 ud af sengen. Han arbejdede på en bananplantage, og de mistænkte ham for at være venstreorienteret. De bandt ham, tævede ham og krævede at få at vide, hvor han gemte sine våben. Han havde ingen, og de fandt ingen, men de bortførte ham alligevel – og i byen Nuevo Colinias dræbte de ham med to skud.

Paula Perez 13 arbejdede på en bananplantage i Magdalena-området. 18. oktober 2005 trængte militssoldater ind på plantagen, fangede hende, holdt hende og voldtog hende. Derefter torterede de hende, bl.a. brandmærkede de hendes bryster, og til sidst skar de hendes hals over. To år senere lød dødsattesten, at hun blev dræbt af »ideologiske grunde.«

De tre mennesker er tre mennesker ud af de mindst 3.900, som AUC dræbte, og de er – som en amerikansk dommer skriver i en sagsredegørelse fra 2011 – repræsentative for de øvrige ofre. For det var AUCs fremgangsmåde; kun ganske sjældent var militssoldaterne i kamp mod andre militser, i stedet opererede de ved at bortføre og dræbe især fagforeningsmedlemmer, borgerretsledere, journalister og advokater, og de regerede gennem frygt, ikke kamp, og til sidst regerede de det meste af landet. Ifølge sagfremstillingen havde AUC 4.000 soldater i 1997, i 2001 11.000 soldater, og »i 2002 var de over hele Colombia.«

Bush og bananer

Men de tre ofre er også repræsentative på en anden måde, fremgår det – for de arbejdede alle på bananplantager, som var ejet af Chiquita eller forsynede Chiquita, og det er ikke tilfældigt, hedder det i sagsanlæggene.

For Chiquitas egne interne dokumenter afslører, at den amerikanske banankoncern i måned efter måned afregnede med AUC og AUCs dækorganisation. I alt foretog Chiquita over 100 betalinger til militserne – sammenlagt for 1,7 mio. dollar.

Og Chiquita betalte også, selv om koncernen vidste eller burde have vidst bedre.

10. september 2001 erklærede det amerikanske justitsministerieum officielt AUC for en terrororganisation, nyheden blev bragt i alle landsdækkende amerikanske medier og også i de to lokalaviser i Chiquitas amerikanske hjemby. Men koncernen fortsatte med at betale, om end den gjorde sig umage for at skjule, hvad der foregik. Blandt Chiquita-dokumenterne er en 17 sider lang og meget hemmelig PowerPoint-præsentation, som forklarer, hvordan man skal skjule betalingerne. Chiquita siger selv, at virksomheden først i 2003 – og ved en tilfældighed – blev opmærksom på AUCs officielle terrorprædikat og straks henvendte sig til en advokatgruppe i Washington.

Den pågældende advokatgruppe fastslog – endda med versaler – at Chiquita straks skulle stoppe med at sponsorere AUC. »Skal stoppe betalingerne,« står der i advokatgruppens svar. »I kan ikke gøre indirekte, hvad I ikke kan gøre direkte. Selskabet skal holde op med at foretage betalingerne, når AUC er prædikeret som en udenlandsk terrororganisation. Bundlinje: SKAL IKKE BETALE.« 3. april 2003 gik Chiquita til de amerikanske myndigheder og lagde kortene på bordet, men Chiquita fortsatte med at betale, virksomheden foretog yderligere 19 betalinger, og betalingerne stod på frem til »mindst februar 2004,« som det fremgår af et af sagsanlæggene.

Det amerikanske justitsministerium – under præsident George W. Bush – undersøgte sagen og accepterede i 2007 Chiquitas egen forklaring: At selskabet ikke frivilligt havde betalt pengene, men var udsat for pengeafpresning. Hvis ikke det betalte, ville AUC dræbe Chiquitas medarbejdere – og derfor gav cheferne efter. Kritikere har siden hævdet, at Bush-regeringens beslutning var en tydelig politisk beslutning, og det samme var den beskedne bøde på 25 mio. dollar.

13.000 stk. AK-47

Der kunne sagen være endt, hvis ikke en fond i Washington ville det anderledes.

National Security Archive er en organisation, som arbejder for at få afklassificeret dokumenter – den er en del af det estimerede George Washington University – og arkivet søgte om aktindsigt og fik det. I 2011 blev 5.500 Chiquita-dokumenter udleveret.

Dokumenterne var eksplosive, fordi de underminerede både Chiquitas forsvar og Bushs-regeringens beslutning. Hvis der vitterligt var tale om pengeafpresning – hvis Chiquita vitterligt var et offer – så fordrede det, at koncernen ikke fik noget igen for pengene. At der ikke på nogen måde var tale om quid pro quo (noget for noget, red.). Chiquitas advokater har da også i dokumenterne forsøgt at skjule ethvert tilløb til quid pro quo, men det lykkes ikke. Igen og igen fremgår det, at Chiquita købte sikkerhed og information for sine penge

I 2000 skrev Chiquitas egen chefadvokat, Robert Thomas, f.eks. i et memo, at militserne oprettede et skuffeselskab, der havde som formål at »producere, høste og eksportere frugt«, men selskabet »skjulte den reele grund (til betalingerne, red.), nemlig at købe sikkerhed.« I byen Turbo udskrev Chiquitas folk en check til skuffeselskabet, og checken »blev overdraget til forskellige mellemænd,« som derefter leverede den til skuffe- selskabet.

Sagsdokumenterne og de advokater og organisationer, der arbejder med AUC-ofrene i Colombia, dokumenterer også en sag, der kaster et endnu mørkere lys over Chiquita, nemlig handel med våben. I november 2001 sejlede et skib lastet med 3.000 AK-47 halvautomatiske rifler og fem mio. stykker ammunition fra Nicaragua; ifølge fragtpapirerne skulle det til Panama, men i stedet sejlede det ifølge sagsanlægget og dommerfremstillingen til Chiquitas bananfaciliteter i Turbo i Colombia. Her lossede Chiquitas medarbejdere riflerne og opbevarede dem i to dage i varehusene, indtil AUC hentede dem. Lederen af AUC, den koldblodige Carlos Castaños, pralede senere i den colombianske avis El Tiempo med våbenhandlen.

»Det var vores største bedrift,« sagde han, og han hævdede, at AUC i alt modtog fire våbensendinger gennem Chiquitas faciliteter. »I alt 13.000 AK-47 rifler,« sagde han.

Chiquita nægter våbenhandlen, og de amerikanske myndigheder tiltalte heller ikke koncernen for den i 2007. Den colombianske regering undersøger hele komplekset og overvejer at kræve Chiquita-cheferne udleveret til retsforfølgelse, oplyser nyhedsbureauet AP.

Regning: 110 milliarder kroner?

Men hvor ender det?
Chiquita har i flere omgange forsøgt at få sagen afvist, fordi, siger koncernen, amerikanske domstole ikke har jurisdiktion over noget, som er foregået i Colombia, og den kæmper også for at holde endnu ikke afklassificerede dokumenter hemmelige.

Amerikanske domstole har indtil nu afvist at lade sagen falde, bl.a. fordi den er så veldokumenteret, og i 2011 fastslog dommer Kenneth Marra – en forbundsdommer udnævnt af præsident George W. Bush – at søgsmålet kunne fortsætte. Han lugede i nogle af anklagepunkterne, men han fandt det godtgjort, at Chiquita havde betalt til AUC, og at AUC var en terrororganisation, som gjorde i »tortur, udenretslige henrettelser, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden,« og at amerikanske domstole har jurisdiktion i den slags sager.

Chiquita kæmper fortsat imod med næb og kløer, og hvis man ser på nogle af beregningerne er det ikke så overraskende. Som en akademisk artikel har beregnet: Hvis en domstol blot tilkender en erstatning på fem mio. dollar per offer, vil Chiquita stå over for en regning på 20 mia. dollar – svarende til over 110 mia. kroner.

Det er nok til at gøre selv en hård banan blød i kødet.