Hvor Flintstone er en dokumentarfilm

Jorden er rund. Eller er den? Kendsgerninger er ikke, hvad de har været i det todelte USA.

Kødædende dinosaurer og tillidsfulde børn side om side i Creation Museum, Petersburg, Kentucky. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stuart Conway

PETERSBURG, Kentucky: Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver overrasket. Jeg havde læst om museet på forhånd, og jeg havde læst om udstillingerne og illustrationerne, men alligevel.

Foran mig står en voksdinosaur, som bevæger hovedet livagtigt. Den er lidt højere end mandshøj, den står på to ben, og dens underdimensionerede forben hænger ud som to hatteknager. Ved dens side leger en fortidspige, vegetationen omkring dem er urgrøn, fuglene kvidrer, et vandfald risler, og det hele virker som et ordbogsopslag af ordet »idyl«.

Indvendingerne begynder som mavesyre og ender med en dunkende følelse i baghovedet.

For det første:

Hvis ikke min børneværelsesviden svigter mig, så er dinosauren en raptor, der er berygtet for sin dræberklo og sit ditto instinkt, og sådan én ville ikke hygge rundt om pigen, men flænse og spise hende. Her virker den ikke truende, men smilende og helt igennem kødforsagende.

For det andet:

Dinosaurerne uddøde i kridttiden, som sluttede for omkring 65 mio. år siden, og mennesket - eller noget, der mindede om mennesket - dukkede først op for to mio. år siden. Det er en forskel på 63 mio. år, og selv for den langmodige er det en manko, som er svær at forlige sig med. Mennesker og dinosaurer har aldrig sameksisteret.

Så der er noget galt med dette tableau - men hvad? Forestiller det en disneyverden, hvor dyrene taler med hinanden, og Store Stygge Ulv aldrig får fat i grisene? Eller er det en sød børnehavefantasi?

Ingen af delene, tableauet står derimod ved indgangen til verdens førende kreationisme­museum, som ligger i Petersburg, Kentucky. Her får vi ikke verdens tilblivelse, som vi kender den fra de traditionelle naturhistoriske museer, nej, tilblivelsen bliver fortalt gennem et effektivt ægteskab mellem Det Gamle Testamente og den nyeste teknologi. Museet er designet af samme mand, som designede tjuhej-attraktionerne i Universal Studios i Hollywood, det har kostet 27 mio. dollars og tiltrukket over en mio. besøgende på mindre end tre år.

Dermed er det en enestående succes, kommercielt og ikke mindst politisk, for museet er et gennembrud for viden som et valg. At vi selv vælger, hvad vi vil vide, uanset hvad videnskaben siger,, og selv om der er konsensus af eksperter, som f.eks. siger, at dinosaurerne døde for 65 mio. år siden, og at mennesket først dukkede op for to mio. år siden - hvem siger så, at de har ret.

Hvem siger, at deres metode er mere korrekt end f.eks. Biblens ord? Som en af museets ledere, Georgia Purdom, fortæller mig:

»Det er et spørgsmål om udgangspunkt. De traditionelle forskere tager udgangspunkt i deres forskning, men det gør vi ikke. Vi tager udgangspunkt i Biblen. Hvorfor skulle de have mere ret end Biblen?«

Det er enten et meget godt spørgsmål eller et meget dumt spørgsmål, og under alle omstændigheder er det et spørgsmål med konsekvenser, som rækker videre end USA gør.

MEN LAD OS først tage en rundtur.

Selv de største kritikere anerkender, at Creation Museum rummer en professionalisme og formidlingsevne, som andre kunne lære af; det hele glider så uhindret ned som en Fanta.

Og hvad er det så, der glider ned? Creation Museum postulerer med alle sine højteknologiske virkemidler, at jorden kun er 6.000 år gammel; det er, hvad Det Gamle Testamente fortæller os, og derfor er det sandt. Samme kilde fortæller os også, at Adam og Eva var de første levende væsener, efter dem kom dyr, og ergo må Adam og Eva have vandret rundt i verden sammen med raptorer og andre dinosaurer. På museet er der en fuldskalamodel af en del af Noahs ark, og dinosaurer går også ombord.

I udstillingerne er der audiovisuelt venlige svar på alle de spørgsmål, som skeptikere kan finde på. Hvordan kunne Adam og Evas børn f.eks. avle børn med hinanden uden indavlede misdannelser?

Svar: Fordi genmassen dengang ikke var så forurenet, som den er i dag.

Hvorfor viser moderne dateringer, at jorden er milliarder af år og ikke 6.000 år gammel?

Svar: Fordi Noahs store oversvømmelse gjorde moderne datering umulig. Jorden var dækket af vand og under et sådant tryk, at den virker meget ældre, end den er.

Hvorfor spiste de kødædende dinosaurer ikke de første mennesker?

Svar: Fordi de var planteædere. Først senere begyndte de at spise kød, fordi Gud ville det.

Og så videre. Og så videre.

De meget konkrete spørgsmål og de meget konkrete svar gør mig en smule utilpas, og da jeg taler med en af museets stiftere, Mark Looy, kan jeg ikke lade være med at spørge, om det ikke var intellektuelt mere ærligt at vælge den fladkirkelige løsning og sige: Biblens skabelsesberetning er måske en lignelse, og måske er de syv dage i skabelsesberetningen en metafor for syv milliarder år, vi ved det ikke.

Looy ser forskrækket ud: »Hvis vi først begynder at sortere i Biblen, hvor holder vi så op? Ved Moses? Ved Jesus? Ved korsfæstelsen? Det hele vil bryde sammen,« siger han.

Sammenbruddet illustreres i museets svar på Madame Tussauds rædselskabinet - en mørk afdeling med en apokalyptisk muzak, hvor vi netop ser en verden, der er begyndt at sortere i Biblen, og konsekvensen er en teenagedreng, der studerer porno på sin computer, og en gravid teenagepige, der ringer til en lægeklinik og forhører sig om en abort.

DET ER ÉT perspektiv, men museet rummer også et andet perspektiv, som for kritikerne er lige så alvorligt som netporno og abort.

Hele denne serie har handlet om, hvordan amerikanerne over den seneste generation har etableret to helt forskellige slags Amerika, med et helt igennem forskelligt syn på alt fra politik til børneopdragelse, fra bilmærker til sex, og Creation Museum er et eksempel på endnu et grundlæggende punkt, hvor vandene skilles, nemlig den videnskabelige viden eller - om man vil - opfattelsen af virkeligheden.

For hvorfor skal man tage forskningen for gode varer, hvis forskningen strider mod ens religion og politik? Hvorfor kan man ikke bare gøre som Creation Museum og skabe sin egen forskning - eller sin egen viden?

Og det er præcist, hvad det andet Amerika i øjeblikket gør. Tag klimadebatten. Forskere påpeger, at klimaet gennemgår en global opvarmning, og at den er menneskeskabt, men - siger det andet Amerika - hvorfor skal vi stole på forsker­konsensus? Hvad er tal og grønlandske iskerner i forhold til, at det var en kold vinter i Oklahoma? Ifølge New York Times benægter samtlige republikanske senatskandidater ved dette valg, at opvarmningen er menneskeskabt, inklusive de 20, som har en god chance for at vinde.

Eller tag fortrydelsespillen RU-486. Forskerne er enige om, at den ikke forårsager en abort, for der er ikke - få timer efter sex - skabt et foster, men hvor ved forskerne det fra, spørger det andet Amerika, og hvad bygger deres såkaldte konsensus på i forhold til, at vores instinkter siger os noget andet? Eller tag den mest hidsige del af debatten op til midtvejsvalget. Te­-aktivister hævder, at præsident Obama er muslim, og at han ikke er født i USA. Obama går i en kristen kirke, hans børn er døbt der, og hans officielle dåbsattest fra Hawaii ligger frit fremme på internettet, men hvad betyder håndfaste beviser, hvis det andet Amerika instinktivt kan føle, at der er noget galt? Ifølge én meningsmåling tror 47 pct. af alle republikanere, at præsident Obama er muslim, og 27 pct. af dem tror ikke på, at han er født i USA, skriver kommentatoren Timothy Egan på sin blog.

Dermed er viden blevet en relativ størrelse, som vi vælger efter forgodtbefindende, og videnskabelige kendsgerninger er blevet én mulighed ud af mange - og ikke nødvendigvis den, der vinder dagen.

Som Georgia Purdom kan tale med om. Hun har studeret biologi og genetik på Ohio State University, og hun har studeret det så længe og så meget, at hun har taget en ph.d.-grad i molekylær genetik, hun har været professor og levet i den verden, hvor man accepterer en viden, fordi eksperterne fortæller os, at det er viden. To plus to er fire. Jorden er rund. Pluto er ikke en planet. Holocaust fandt sted. Vi ved det, fordi det er videnskabelig viden.

Alligevel fastholder Purdom at jorden er 6.000 år ung, og at dinosaurer og mennesker levede sammen som planteædere i de tidligste tider. Burde hun ikke vide bedre?

Hendes svar skaber en nydelig selvbekræftende sløjfe rundt om sig selv - for hun accepterer forskning, hvis den er i overensstemmelse med Biblen, og hvis forskningen ikke er i overensstemmelse med Biblen, så accepterer hun den ikke, siger hun. »Jeg stoler mere på Biblen end på nogle tilfældige forskere,« siger hun.

Dermed bliver tro større end viden, instinkt vigtigere end bevis, og amerikanerne mister deres fællessprog - kendsgerninger - for tro og instinkt vil til enhver tid kunne ophæve kendsgerninger.

Og det er ganske epokegørende - og det slutter ikke med Creation Museum i Petersburg i Kentucky.

For der går en direkte linje fra Adam og Eva og dinosaurerne til en af præsident Bushs rådgivere, som i 2004 talte med journalist Ron Suskind. Rådgiveren talte om, at han skelnede mellem en empirisk virkelighed og en trosbaseret virkelighed, og han hånede Suskind og alle de andre, som troede på mål og vægt og videnskabelig metode - »sådan fungerer verden ikke længere,« sagde rådgiveren. »Vi skaber selv vores virkelighed,« fastslog han.

Det forklarer også, hvorfor toppolitikere i den nuværende midtvejsvalgkamp strør om sig med den slags udtalelser, der er ufunderet i håndfaste beviser. Den republikanske leder, Sarah Palin, tror ikke på klimaforandringerne. Den republikanske senatskandidat i Nevada, Sharron Angle, hævder, at autisme er en fupsygdom. Den republikanske senats­kandidat i Alaska, Joe Miller, siger, at folkepension er forfatningsstridigt, fordi der ikke står noget om det i forfatningen. Den republikanske senatskandidat i Delaware, Christine ODonnell, siger, at evolution er opspind: »Har du nogensinde betragtet aber? Hvorfor udvikler aber sig ikke længere til mennesker,« sagde hun på TV.

»Vi er på vej til at blive en nation af uvidenhed,« sukkede Timothy Egan for nyligt i New York Times - og det fulgte usagt, at han med »uvidenhed« mente »uvidenskabelighed«.

Han ville formentlig sukke endnu dybere, hvis han læste nylige tal i magasinet Science. En global meningsmåling viste, at et stort overtal af befolkningen i de rigeste lande accepterer Darwins evolutionslære. 78 pct. af japanerne mener, at vi nedstammer fra aberne, 70 pct. af europæerne og 69 pct. af kineserne siger det samme. Undtagelsen er USA. Her er tallet 45 pct.

I de enkelte konservative amerikanske stater er tallene endnu mere markante. I Texas benægter 60 pct. af republikanerne, at mennesker nedstammer fra aber, og 47 pct. af republikanerne mener, at vi altid har eksisteret i vores nuværende form - med andre ord, at Gud skabte os, som vi er i dag.

Det er det andet Amerika, hvor børn og dinosaurer leger sammen, og hvor den traditionelle videnskab med dens fodnoter og beviser er de virkelig kødædende dinosaurer.

»Betragter de virkelig »Flintstone« som en dokumentarfilm,« spurgte komikeren Lewis Black engang.

Enten er det et meget godt spørgsmål eller et meget dumt spørgsmål, og under alle omstændigheder er det et spørgsmål, som rækker videre, end USA gør.