Hvor er Rudys præsident-plan?

New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani, påstår, at politiske rivaler har stjålet og lækket en mappe med hans plan for at erobre præsidentposten. 2008-valgkampen er i gang - lige så beskidt som den forrige.

Hvor blev den af? Alt tyder på, at New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani stiller op til præsidentvalget i USA næste år. En avis er kommet i besiddelse af en kopi af Giulani-lejrens køreplan for primærvalgkampen. <br>Foto: Chris Kleponis Fold sammen
Læs mere

En stjålen køreplan kan blive skyld i, at Rudy Giuliani farer vild på sin vej mod Det Hvide Hus.

Amerikanske medier har fået fingre i en mappe, der indeholder en 140 sider detaljeret strategiplan for Giulianis forsøg på at vinde præsidentvalget til november næste år, og sagen er guf for hans politiske modstandere. Blandt andet indeholder mappen en fortegnelse over politiske emner og personlige sager, herunder to dramatiske skilsmisser, der kan belaste hans muligheder for at vinde. Ifølge den populære og ambitiøse eks-borgmester for New York er der derfor ingen tvivl om, at strategiplanen er blevet stjålet og lækket med det formål at skade hans chancer.

»Vælgerne er dødtrætte af disse beskidte trick. De er interesserede i emner med substans og ønsker ledere, der ligesom Rudy også har fået nok,« siger Giulianis talskvinde, Sunny Mindel.

Dukke op hos avis
Ifølge Giuliani-lejren er tyveriet sket under en rejse til Florida i slutningen af oktober og begyndelsen af november, da Giuliani hjalp sin partifælle, republikaneren Charles Christ, til at vinde guvernørposten. Undervejs forsvandt en kuffert sporløst, men blev siden leveret tilbage. I kufferten befandt sig det tilsyneladende eneste eksemplar af kampagneplanen, der ifølge avisen New York Post tilhørte Giulianis øverst ansvarlige fundraiser, Anne Dickerson.

»Vores kampagnemedarbejder havde dokumentet i sin besiddelse på alle øvrige tidspunkter med undtagelse af denne ene episode, og det er derfor klart, at dokumentet blev fjernet fra kufferten og fotokopieret og derefter lagt tilbage,« forklarer talskvinden.

Hvem, der står bag, er nu genstand for mange spekulationer. Ifølge avisen New York Daily News, der afslørede mappen, blev den afleveret af personer, der er »sympatisk indstillede over for en af Rudy Giulianis rivaler i kampen om Det Hvide Hus«.

Driver sikkerhedsfirma
Det kan altså både være personer med tilknytning til demokratiske modstandere med senator Hillary Clinton i spidsen eller republikanske rivaler som senator John McCain. Sidstnævnte var tilmed i Florida på samme tidspunkt, som mappen forsvandt. McCain-lejren afviser dog ethvert kendskab til tyveriet, men har svært ved at skjule sin begejstring for lækagen.

»Jeg troede, han drev et sikkerhedsfirma,« lød det tirsdag med et smørret grin fra McCains rådgiver, John Weaver. Rudy Giuliani har siden sit farvel til borgmesterstolen bl.a. involveret sig i sikkerheds-rådgivning - en ekspertise, han har ment sig særlig egnet til efter sin håndtering af krisen oven på terrorangrebene den 11. september 2001.

Lige nu ligger Giuliani i meningsmålingerne til at vinde Republikanernes nominering. Han har et solidt forspring til McCain. Men politiske iagttagere vurderer, at tyveriet af det følsomme materiale kan skade Giuliani, fordi det får ham til at ligne et sjuske-hoved.

Omvendt står der ikke meget i papirerne, der ikke i forvejen var kendt stof. Det meste handler om potentielle pengedonorer, og det hedder for eksempel, at hans politiske modstandere fra begge partier vil bruge hundredvis af millioner dollar på at angribe hans svage sider - det hektiske privatliv og hans efter republikanske standarder problematiske støtte til abort og våbenkontrol. Det havde rivalerne næppe behøvet at blive mindet om, men alene det, at sagerne står nævnt i mappen, viser Giulianis nervøsitet over for, om han har lig i lasten, der kan bremse hans ambitioner.

Giuliani-lejren har endnu ikke besluttet, om tyveriet skal politianmeldes.