Hvis EU var en ludobrik

Foto: Claus Fisker

Det kan siges ganske kort og alt for smart: Hvis EU var en ludobrik, blev den slået hjem igen i denne uge.

I weekenden bebudede den østrigske kansler, Werner Faymann, i et interview med Österreich.at, at Østrig fremover vil skærpe sin grænsekontrol yderligere. Alle skal fremover identificere sig. Årsagen er ingen hemmelighed: Siden Köln er Tyskland begyndt at sende asylansøgere tilbage til Østrig. Folk kommer simpelthen ikke længere ind, medmindre de kan identificere sig og har en gyldig grund. Hvis de ikke har papirerne i orden eller ikke har tænkt sig at søge asyl i Tyskland, men i Skandinavien, så er det heraus. Alt i alt betyder det henved 200 tilbagesendelser fra Tyskland dagligt. Og det er for mange, mener den østrigske kansler. Så nu gør Østrig det samme ved sin sydlige grænse mod Slovenien. Og Slovenien? Ja, den slovenske premierminister, Miro Cerar, tilkendegav i går bedrøvet i EUobserver, at Slovenien nok heller ikke har anden mulighed end at suspendere Schengen.

Holder Slovenien ord, vil det være det syvende land, som suspenderer Schengen: Tyskland, Østrig, Sverige, Danmark, Norge (ikke EU-land, men Schengen-land) og Frankrig (pga. terrortrussel).

Ganske vist vil Slovenien givetvis ligesom de øvrige få EU-Kommissionens ord for, at den midlertidige grænsekontrol holder sig inden for Schengen-reglerne. Den er jo midlertidig, nødvendig og proportional. Problemet er bare, at det bliver sværere og sværere at tro på, at der er noget som helst midlertidigt over det. I år forventer EU-Kommissionen, at der kommer endnu flere asylansøgere til EU end sidste år. Så hvis grænsekontrollen er nødvendig nu, hvorfor er den så ikke om et år? Som den slovenske premierminister også sagde i bemeldte interview: »Der er millioner, og jeg understreger millioner, af migranter fra Afghanistan, Irak, Syrien, Algeriet og Marokko, der er rede til at sætte kursen mod EU, så snart vejrforholdene tillader det.«

Så hvad skal man gøre, når man ved, at situationen er uholdbar, og tilstrømningen må bremses?

Ja, der er groft sagt tre muligheder, som diskuteres over hele EU.

1) Den ene mulighed er, at EU indgår aftale med lande som Tyrkiet og Libyen om at stoppe asylansøgerne, inden de når de græske og italienske kyster. EU har allerede lavet sådan en aftale med Tyrkiet, der er blevet lovet tre mia. euro for at afpatruljere sine kyster og vende bådene. Men foreløbig har Tyrkiet ikke set en cent. Italien blokerer for finansieringen, fordi man er utilfreds med, at to mia. euro skal komme fra EUs medlemslande og kun en mia. euro fra EUs budget. Med hensyn til borgerkrigshærgede Libyen blev der så sent som i går dannet en samlingsregering, og den skal nok lige overleve nogle uger, før EU kan indgå en aftale med den af den type, som man havde med Gaddafi.

2) Den anden mulighed er den australske model, som Socialdemokraterne i Danmark nu også tilslutter sig. Den indbefatter, at man ikke søger asyl i EU overhovedet, men henvises til lejre i tredjelande. Hvis man alligevel tager turen med gummibåd til Grækenland, bliver man ekspederet til lejren. Den model tager tid at realisere, eftersom man først skal finde lande, der vil huse lejrene, og man skal opføre dem og sikre, at de kan operere under betryggende forhold. Det kan tage flere år, og i det tidsrum vil der ifølge EU-Kommissionens beregninger være kommet adskillige flere millioner asylansøgere til EU.

3) Den tredje model er at ændre konventionerne, primært Flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den første er groft sagt den, der giver asylansøgere ret til at få asylbehandling, selv om de er kommet illegalt ind i et land, og den anden er den, der hyppigt giver dem mulighed for at blive, selv hvis deres asylansøgning bliver afvist, fordi det er forbundet med fare at vende tilbage. Problemet er her, at det ikke kun er de 28-EU lande, der har underskrevet konventionerne, men tillige en lang række andre lande, hvorfor det vil tage år at beslutte.

Der er også en fjerde mulighed. Den mulighed er i princippet slet ikke en mulighed, og dog er det måske ikke et usandsynligt scenarie. Det er, at medlemslandene et efter et lukker grænserne og presser asylansøgerne sydpå, hvor forholdene vil være så forfærdelige, at en del asylansøgere vil vælge at tage hjem igen. Men mange vil blive. Og til sidst vil situationen udvikle sig så kaotisk og forfærdeligt, at det vil destabilisere hele det europæiske kontinent. Og så vil EU formentlig i en utrolig fart realisere en af de tre første muligheder.