Hvidt er dog tilladt

Sikkerheden er på sit højeste forud for dagens markering af 20-året for massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Kinesiske myndigheder har lagt et tæppe af politi og sikkerhedsstyrker ned over pladsen, hvor der holdes skarpt øje med mulige uromagere, og udenlandsk presse er forment adgang. Aktivisterne svarer igen ved at iklæde sig hvidt tøj – hvid er sorgens farve.

Berlingske Tidendes korrespondent Kim Rathcke tog dette billede i går i området omkring Den Himmelske Freds Plads, Tiananmen. Soldaterne marcherer mod pladsen, hvor mindst et 20 kanoner samtidig ankom spændt bag på militærets firehjulstrækkere. Hvad kanonerne skal på pladsen, står hen i det uvisse, men symbolikken er til at få øje på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Rathcke

»Nej, nej, nej! Har du en tilladelse?,« spørger den kinesiske betjent. Jeg kan se mig selv og mit kamera i hans sorte solbriller.

På den anden side af gaden holder der 20 firehjulstrækkere fra militæret. Der er spændt en kanon bag hver af bilerne. De holder og venter på, at der skal fjernes en afspærring, så de kan køre ind på Tiananmen-pladsen.

Den ligger i det centrale Beijing, og det er en af den kinesiske hovedstads største turistattraktioner. Den er normalt fyldt med kinesiske og udenlandske turister. Alle andre dage ville der ikke være noget usædvanligt ved en udlænding, der står med et kamera på Tiananmen.

Men i dag er det 20 år siden militæret ryddede pladsen for demonstranter. Det begyndte om aftenen 3. juni. Næste dag var Tiananmen ryddet. Den kinesiske regering sagde i begyndelsen af 1990erne, at der var 300 omkomne. Udenlandske skøn går på flere tusinde.

Myndighederne har brugt de seneste mange måneder på at skærpe sikkerheden omkring det runde og politisk følsomme jubilæum.

For eksempel på internettet. Tusinder af hjemmesider er blevet lukket. For bare to dage siden blokerede censuren også for adgangen til sider som Twitter, Flickr og Hotmail. YouTube har været blokeret siden marts.

Aktivister er blevet arresteret, ført ud af byen eller sat i husarrest. Eller de behandles som forfatteren Yu Jie, der kun må gå uden for sin lejlighed sammen med to betjente.

Busser fyldt med politi
Der er også markant mere politi på gaden i Beijing. Især omkring Tiananmen.

Sidegaderne er fyldte med politi og politibiler. I flere af dem holder der store busser med plads til ca. 50 passagerer i hver. Der er gitre for de tonede ruder, som der også er runde skydeskår i. Busserne er mørkeblå. På siden kan man se våbenmærket for antiterrorkorpset »Beijing SWAT«.

Der er hvide politibiler, som kører langsomt og patruljerer på vejene. På fortovene langs pladsen er der utallige grupper af politi i blå skjorter. Det paramilitære politi står vagt i deres grønne uniformer. Og så er der de civilklædte betjente. Man kan kende dem på en diskret nål med det kinesiske flag, som de har sat på brystet af deres skjorter eller poloshirts.

Ved hver af indgangene til pladsen er der et kontrolpunkt. Politiet standser alle, og mens tasker og poser ruller langsomt gennem den transportable røntgenmaskine, spørger de om kinesernes ID-papirer og udlændingenes pas.

»Du er journalist?,« spørger den kvindelige betjent, ryster på hovedet og peger på mit visum.

»Så skal du have en speciel tilladelse for at komme ind,« siger den venlige betjent. Hun fortæller mig vejen til det kontor, der ligger i en sidegade, hvor jeg kan udfylde ansøgningen.

Jeg sidder i en sofa i et mødelokale, hvor en høflig embedsmand tager imod min ansøgning. Han undskylder igen for, at hans chef ikke kan tage imod den. Han »sidder desværre i møde«. Men chefen vil behandle min ansøgning, så snart han kommer tilbage, siger embedsmanden og rækker mig en flaske vand.

»Det er varmt i dag, så du skal huske at drikke vand,« siger han, og vi taler lidt om vejret og de 40 graders varme.

Efter en time kommer han tilbage og undskylder for, at chefen stadig er i møde. De vil ringe til mig, når jeg kan hente tilladelsen. Som de selvfølgelig ikke har tænkt sig at give hverken mig eller andre udenlandske journalister, der alle blev nægtet adgang til pladsen i går. De vil bare ikke sige klart »nej, det kan du ikke få«.

I alt bliver jeg standset seks gange af politiet, der vil se pas, visum og pressekort. Det er hverken farligt eller heroisk. Kina er generelt et sikkert land at arbejde i for udenlandske journalister. Det er kun for at vise, hvor langt myndighederne vil gå for at slette 4. juni 1989 fra kinesernes og omverdenens hukommelse.

Det er derimod helt anderledes vilkår, de kinesiske journalister arbejder under. Og ikke mindst er det farligt for aktivister. De har nærmest opgivet på forhånd at lave nogen form for aktioner i dag.

Derimod har de opfordret til, at man skal tage hvidt tøj på, for at mindes de dræbte fra 1989. Hvid er den farve, som kineserne bruger til at vise sorg.