Hviderusland lukker grænserne mod EU-nabolande

Stop jeres hovedløse politikere, lad dem ikke udløse en krig, siger Lukasjenko til indbyggere i nabolande.

I flere uger har oppositionen i Hviderusland været på gaden i Minsk og andre byer for at protestere mod det officielle resultat af præsidentvalget og den politivold, som demonstrationerne er blevet mødt med. (Arkivfoto) Handout./Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, har lukket grænsen mod to nabolande mod vest, Polen og Litauen.

Det er han blevet »tvunget til«, siger han torsdag aften ifølge det hviderussiske nyhedsbureau Belta.

Desuden bliver den styrke, der i forvejen er sat ind langs grænsen til Ukraine, forstærket.

Ifølge Lukasjenko er en stor del af Hvideruslands forsvar sendt ud for at bevogte grænserne.

»Vi er tvunget til at trække styrker tilbage fra gaderne«, siger præsidenten.

Lukasjenko talte torsdag aften ved et kvindeforum i hovedstaden Minsk.

Her benyttede han lejligheden til at komme med en opfordring direkte til befolkningen i de tre nabolande:

»Stop jeres hovedløse politikere, lad dem ikke udløse en krig,« sagde han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Lukasjenko hævder, at Hviderusland er truet fra vest.

Polen og Litauen er blandt de lande, der har lagt diplomatisk pres på den hviderussiske leder i de seneste uger.

Blandt andet har Estland, Letland og Litauen indført forbud mod indrejse for Lukasjenko og andre fremtrædende embedsmænd.

Alle EU-landene traf i august en beslutning om, at de vil indføre sanktioner mod de ansvarlige for udviklingen i Hviderusland. Det arbejdes der aktuelt på.

Ifølge Hvideruslands valgkommission genvandt Lukasjenko et stærkt omstridt præsidentvalg den 9. august, hvor han officielt fik 80 procent af stemmerne.

Men både oppositionen og observatører er overbevist om, at der i stor stil er blevet svindlet med stemmerne.

Siden har oppositionen demonstreret med titusindvis af mennesker i gaderne hver weekend.

Lukasjenko har sat kampklædt politi ind mod de fredelige demonstranter. Det har ført til talrige meldinger om politivold, masseanholdelser og andre brud på menneskerettighederne.

Mens Lukasjenkos regime forsøger at nedkæmpe den folkelige opstand, har Ruslands præsident, Vladimir Putin, lovet den hviderussiske leder et milliardlån og et tættere forsvarssamarbejde.

Rusland har i forvejen på Lukasjenkos opfordring lovet at sende en politistyrke til grænsen mellem de to lande. Den kan indsættes, hvis situationen kommer "ud af kontrol", sagde Putin i sidste måned.

/ritzau/