Hvide mænd kan også græde

De hvide sydafrikanere er lige så splittede, som Sydafrika er som land. En lille gruppe frygter et liv uden Mandela, men størstedelen tror på fremtiden. Racisme er ikke længere Sydafrikas største hovedpine.

Sydafrika har stadig mange sort-hvide facetter, men sorgen over Nelson Mandelas død er mangefarvet. Blandt de mange, som strømmer til den sydafrikanske lederskikkelses dødssted i Johannesburg møder man således også overraskende mange hvide . Foto: Kim Ludbrook/EPA Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JOHANNESBURG: Det nye Sydafrika er synligt i de små ting: I den hvide kvinde, der går til frokost med sin sorte kollega i downtown Johannesburg. De hvide forældre, der med deres sorte adoptivbørn i hånden lægger blomster på Mandela Square. Unge mænd af forskellig farve, der hjælper hinanden med dødvægten i fitnesscentret. En lille, hvid dreng, der siddende på skuldrene af sin far synger med på zulusprogede ANC-sange ved Mandelas hus.

Den store fortælling om Sydafrika har i omverdenens øjne altid været sort-hvid. Det var den i apartheid-tiden. Og det er den nu. Men i Johannesburg og det øvrige Sydafrika er virkeligheden og landets smertefulde historie farvet i langt flere nuancer.

Apartheidtiden havde sine utvetydigt racistiske, kridhvide bødler, men også hvide deltog i kampen mod apartheid. I dag, 20 år senere, finder man i folkemængden ved Mandelas dødssted overraskende mange hvide familier. Og mens de sorte synger og danser, begynder Andrew Christies hage at bæve allerede ved første spørgsmål om Nelson Mandela. Han er hvid, og hans øjne flyder over, hver gang man nævner Mandelas død:

»Jeg føler så mange ting. Glæde over, at han har fået fred; stolthed over, hvad han opnåede; tristhed over, at han er væk,« siger den 44-årige HR-chef. Han studerede i slut-1980erne på University of South Africa, et af landets få raceblandede universiteter.

»Tumultariske år«

»Det var nogle tumultariske år. Apartheidregimetes dødskamp. En tredjedel af mine sorte medstudenter sad i detentionen. Jeg oplevede også at blive mødt med tåregas og gummikugler, når vi, de hvide studerende, protesterede mod værnepligten, eksempelvis. Vi ville ikke være en del af systemet,« siger Andrew Christie, der var aktiv i anti-apartheid-bevægelsen – ligesom sine forældre.

Han og kæresten Alka Larkan, en jævnaldrende marketingansvarlig, tilhører en af de sidste generationer, der er gammel nok til at have levet og åndet apartheidtiden. Men de er også unge nok til at tilhøre det flertal af hvide sydafrikanere, som tænker håbefuldt:

»Jeg har aldrig haft én eneste negativ tanke om det her lands fremtid. Aldrig,« siger Alka Larkan.

Hun og Andrew Christie kalder de få hvide, der vover at udtale sig racistisk eller frygtsomt i disse Mandela-sørgedage, for »vrøvlehoveder«. En af dem er Andre Visagie, landmand og leder af Covenant People Republicans, der ønsker at løsrive en hvid nation fra resten af Sydafrika:

»Vi har forandret os fra et førsteklassesland til et tredjeverdensland. Vi er verdens voldtægtshovedstad. Korruption har nået et af verdens højeste niveauer, mens den økonomiske vækst er gået ned. Jeg anklager helt sikkert Mandela for alt det. Han er fordærvelsens fader,« siger Visagie eksempelvis til The Observer. En spydighed vendt mod dem, der kalder Mandela »nationens fader«.

Visagie og hans ligesindede er »gode historier«. Farverige og ekstreme.

Men disse mennesker, der ifølge forlydender har våbentrænet til tiden efter Mandela og har hamstret mad i sikkerhedsbunkere, udgør en forsvindende del af befolkningen. I en omfattende undersøgelse af forsoningsprocessens tilstand, det såkaldte »Reconciliation Barometer Survey« fra november 2013, siger 55 pct. af sydafrikanerne, at de ønsker et mere forenet land.

Næsten lige så mange, 53,5 pct., angiver, at de tror på, at regnbuenationen – Mandelas drøm – er mulig.

Nedtonet racespørgsmål

I et land, der verden over identificeres med sin historiske racekamp, er det værd at bemærke, at kun hver sjette ­– cirka 15 pct. – i dag identificerer »race« som den største splitter i samfundet. Kløften mellem rig og fattig, sygdomme som HIV/AIDS og politisk uenighed anses som større barrierer. For i sydafrikanernes øjne er relationerne mellem racerne under stadig forbedring, mens et flertal til gengæld synes, at de økonomiske klasseforskelle bliver stadig værre.

»Tingene er virkelig blevet bedre. Hvis man ser sig omkring, er der så meget fremskridt. Det er indkomstkløften, der er vores store problem i dag,« siger Alka Larkan.

Interessant er det, at det er de hvide sydafrikanere, der ifølge det helt nye forsoningsbarometer omgås andre racer mest og oftest. Tre fjerdele siger, at de »ofte« eller »altid« taler med folk af anden race. Kun en fjerdedel af de sorte sydafrikanere kan sige det samme.

Det skyldes naturligvis, at hvide udgør en lille del, bare ti procent, af befolkningen. At undgå sorte venner, fest- og studiekammerater er nærmest umuligt for dem, hvis de ikke vil isolere sig i et fjerntliggende hjørne af landet.

Men tallene afslører også, at det ikke nødvendigvis er racisme, der holder hvid og sort fra hinanden. Det er – igen – den økonomiske ulighed. De fattigste sorte kommer simpelthen ikke i de boligkvarterer, på de skoler og i de sociale sammenhænge, hvor de hvide lever deres komfortable middelklasseliv.

Og heri gemmer den mest vidtrækkende, ødelæggende arv fra apartheid sig, siger Andrew Christie, da han har fået kontrol over tårerne. Mange hvide orker ifølge undersøgelser ikke rigtig at bære skylden for apartheidtiden mere. De – især de ældste generationer – synes, at fattigdom, arbejdsløshed og manglende muligheder anno 2013 er de sortes eget ansvar.

»Men folk glemmer, at apartheid i mange år ødelagde folks potentiale. Man tog muligheder fra folk, og prisen for, at folk ikke fik uddannelser eller job dengang, betaler samfundet i dag,« siger Andrew Christie.

De helt unge hvide flokkes til Mandela-mindestederne og går derfra med T-shirts og Madiba-badgets. Der er længere mellem de distingverede gråhårede typer som Ruth og Barry M. Jackson, et hvidt ægtepar i 60erne. De er også, siger de med det samme, »lidt anderledes«. Deres ene søn er i dag gift med en sort kvinde. Ruth slår over i flydende xhosa, da en forbipasserende spørger om noget. Og Barry, britisk af fødsel, blev i 1970erne udvist af Sydafrika, fordi parret kom i en af de sjældne kirker, som modtog både sorte og hvide i menigheden. Derfor boede familien i eksil i Lesotho i 15 år:

»Vi tror på fremtiden, men regeringen bliver nok nødt til at adressere »forventningskrisen«. At opbygge institutionerne og adressere hele befolkningens behov vil tage årtier. Midt i euforien lovede både Mandelas regering og dem, der kom sidenhen, folk alting på én gang, så mange er skuffede,« siger Barry Jackson.

Alligevel kalder han og Ruth, begge stærkt troende, Mandelas eksistens og indsats for »sendt af Gud«.

»Mange folk på vores alder har ikke omstillet sig til alt det nye. Måske ville de gerne, men de ved simpelthen ikke hvordan. Hvordan ændrer man sin opdragelse, et helt livs forestillinger og måder at tænke på? Men vi skal være positive. Det her land er et mirakel,« siger Ruth.