Hvid mands byrde

Det sker gang på gang, at jeg suser igennem sikkerhedstjekket i lufthavnen, mens fruen bliver hevet til side og kropsvisiteres, mens hendes bagage bliver udsat for et ekstra grundigt eftersyn. Sådan har det altid været, fortæller hun, men det bliver det ikke sjovere af.

Man kan roligt sige, at Ben Gurion Lufthavn i Tel Aviv har et af verdens grundigste sikkerhedstjek. Når der på ens kvittering fra luftfartselskabet står, at man skal møde op mindst tre timer før take off, er det ikke en overdrivelse.

Både for at flyve til og fra Israel skal man tage en mental valium og indstille sig på en tilsyneladende endeløs række af sikkerhedstjek såvel som krydsforhør, der dog oftest foregår i forholdsvist behageligt tonefald.

Og bevares, det er som bekendt ikke paranoia, hvis de virkelig er efter dig, kan man sige om den langsommelige proces, der kan være betydeligt længere (og mere omstændig), hvis man har et arabisk efternavn.

Fruen og jeg har over de seneste par år besøgt Israel en række gange. Og selv om der ikke er nogen af os, der ser frem til det evindelige sikkerhedscirkus og al den tid i lufthavnen, som vi hellere ville bruge i solen, er der én ting, vi sætter stor pris på i forhold til de fleste andre lufthavne, vi har frekventeret sammen.

I Ben Gurion er sikkerheden nemlig lige for os begge.

Fruen og jeg har begge skandinaviske efternavne. Mit – Selliken – kommer fra den norske del af min familie, og fruen hedder såmænd Larsen.

Men der holder lighederne også op, når vi står i køen til security. Jeg er, som det fremgår af fotoet her på siden, en temmelig almindeligt udseende kartoffeldansker (jeg bilder mig endog ind, at jeg ikke ser specielt norsk ud), mens fruen trods sit gode danske efternavn er, hvad man, i mangel af bedre, kan kalde brun.

Da hun var et år gammel, blev hun nemlig adopteret og kom til Danmark fra et børnehjem i Calcutta (Kolkata, hedder det i dag).

I stedet for at gå en særdeles usikker fremtid i møde i Indien, fik hun et rødbedefarvet pas, voksede op i et stråtækt bondehus i det nordvestlige Sjælland med flæskesteg, kartoffelkur og film som »Kundskabens træ«, mens Do Do & The Dodos, Laban og Rocazino kørte på båndsløjfe i radioen.

I sommerferierne kørte familien Larsen kongeriget tyndt i en sådan grad, at fruen til hver en tid kan oplyse geografisk interesserede om, at man skal gennem Kostræde for at komme til Svinø.

Intet af dette kan man imidlertid se på hende i security-køen i alverdens lufthavne.

Her sker det gang på gang, at jeg suser igennem sikkerhedstjekket, mens fruen bliver hevet til side og kropsvisiteres, mens hendes bagage bliver udsat for et ekstra grundigt eftersyn. Sådan har det altid været, fortæller hun, men det bliver det ikke sjovere af.

Nu kan man som bekendt læse, hvad man vil, ud af enhver statistik, men vi finder det påfaldende, at de seneste adskillige gange, vi er fløjet fra Danmark, er fruen hver eneste gang blevet hevet (høfligt) til side, mens jeg har set på fra den rigtige side af kontrollen. Vi bliver efterhånden nærmest forbløffede, hvis det ikke sker.

Heldigvis er der altid blot tale om »random security checks« (vilkårligt sikkerhedstjek), kan vi forstå.

Således er det da også betryggende, at metaldetektoren i lige så høj grad som sine kolleger af kød og blod vælger at udsætte fruen for et »random security check« i stedet for mig, selv om jeg har metalknapper i bukserne og – i de lufthavne, hvor man ikke tager den slags så nært – bælte på, mens fru Larsen får maskinen til at bippe højlydt, når hun går igennem iført sandaler af gummi og en kjole uden en eneste metalgenstand.

Vi joker med, at hun skal have en T-shirt med påskriften »Hello, my name is Random«, men er nået frem til, at det næppe vil hjælpe på processen.

Dette har haft en uventet konsekvens for mig, Før fruen blev til fruen, var jeg altid møgirriteret, hvis jeg en sjælden gang skulle bruge 20 sekunder på at løfte armene, mens en mobil metaldetektor fandt frem til det nøglebundt, eller hvad det nu var, jeg havde glemt at tage op af lommen (den slags glemte man nemmere før terrorangrebene 11. september 2001).

Men nu er irritationen afløst af en form for retfærdighedsfølelse. Som tidligere på ugen, hvor vi skulle flyve hjem fra en lang weekend i München. På vejen ud havde vores gamle ven Random slået til igen, og fruen kunne nu lære, hvordan en af de nye kropsskannere virkede, mens jeg havde fornøjelsen af at se på fra sidelinjen.

Sådan forholdt det sig ikke på vejen hjem. Få uger efter terrorangrebene i Paris var sikkerheden i Flughafen München Franz Josef Strauß både grundig og effektiv, hvilket man måske nok vil forvente af tyskere, selv i fredeligere tider.

Men her var der ikke noget vilkårligt over udvælgelsesprocessen. Alle folk med støvler på havde værsgo at vise sokker og strømper frem, mens folk i lettere fodtøj slap med det almindelige sikkerhedstjek.

Se, det kunne vi forholde os til, og hverken fruen eller jeg selv har planer om at lave en T-shirt på vegne af alle os med vinterstøvler på.