Hvem skulle dog stemme på »Carlos Danger« som borgmester?

For anden gang er toppolitikeren Anthony Weiner viklet ind i en af de sexskandaler, som ofte er vejen til den politiske kirkegård i USA. Men han fortsætter, fordi han alligevel har en chance for at blive borgmester i New York, fordi han er den bedste kandidat – og fordi New York er New York.

Anthony Weiner havde hustruen Huma Abedin ved sin side, da han offentligt undskyldte for endnu en pinlig sag. Weiner indrømmede, at det var ham, der stod bag lumre udvekslinger af billeder og tekster med kvinder, som han ikke var gift med. Anthony Weiner gjorde det klart, at hans kone støtter ham, og at han fortsat er kandidat til posten som borgmester i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIC THAYER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På nuværende tidspunkt ville en fornuftig og ædruelig politiker have trukket sig. Eller rettere – han ville slet ikke have forsøgt et comeback og især ikke på det niveau.

Men Anthony Weiner kastede sig i forrige uge ind i sin anden politiske karriere, han stillede op som borgmester i New York, og for anden gang på tre år er han nu fanget i en sex-skandale. Han har haft lumre udvekslinger af billeder og tekster med kvinder, som han ikke var gift med, og på et tidspunkt, hvor han sagde, at han var holdt op, og for det ikke skal være løgn under pseudonymet Carlos Danger.

Så hvad nu?

Natten til i går stillede Weiner og fru Weiner sig frem og sagde samstemmende, at han skulle fortsætte, og at han ville være en god borgmester, og i går fortsatte han sin kampagne.

Hvorfor?

For det første er det en god idé at erindre, hvorfor han overhovedet stiller op. New York er en by, som stemmer på Demokraterne, og den har kun haft en lang periode med republikanske og uafhængige borgmestre, fordi Demokraterne stillede med politisk stangtøj.

Pygmæernes parade

Nu er det så Demokraternes tur, siger de fleste, også fordi Republikanerne ikke har andet at byde på, og som magasinet New York i sidste uge opsummerede feltet af demokratiske kandidater:

Ombudsmand Bill de Blasio er forglemmelig. Finansborgmester John Liu er under efterforskning for fusk. Tidligere borgmesterkandidat Bill Thompson er en maskinpolitiker, og formanden for borgerrepræsentationen, Christine Quinn, ligner måske en borgmester og lyder som en borgmester, men hun har alvorlige problemer med de demokratiske græsrødder, fordi hun har haft et nært samarbejde med den nuværende borgmester, Mike Bloomberg.

»De er allesammen pygmæer,« sagde en demokratisk vælger om feltet til magasinet.

Anthony Weiner har ganske enkelt en chance for comeback, sexskandaler og det hele, fordi han bliver opfattet som den bedste kandidat. Som lokal kongrespolitiker kunne han lyse et rum op, han var kendt som en fighter for de små, en slags jødisk Robert Kennedy, og New York har tidligere valgt bissede skabsbøsser og utro mænd i dametøj som borgmestre, fordi de var de bedste valg, ikke nødvendigvis de bedste mænd.

Måske igennem det værste

Så Anthony Weiner har en chance for at blive valgt, med det hele, og det er den ene grund til, at han fortsætter.

Den anden grund kom i går fra en demokratisk politiker, som sagde til nyhedsbloggen Daily Intelligencer, at »Weiner ikke har noget incitament til at trække sig. Han er på stemmesedlen, hans kone støtter ham, han er på vej gennem det værste...« Hvis han trækker sig, er han formentlig færdig i amerikansk politik. Hvis han derimod står skandalerne igennem og bliver borgmester, bliver hans skandaler – som i tilfældet Clinton – til en bisætning i hans CV.

Hans opgave er nu at overbevise vælgerne om, at sådan har han været, og at der er flere af den slags gamle lummerheder derude. Men han har talt med sin kone om dem allesammen, hun har tilgivet ham, hun siger, at han skal opstille og vinde, og han er, hvad han er, take it or leave it. Hvis vælgerne ved, at han har noget med sexting på akkurat samme måde, som mange andre kendte mænd og kvinder har mystiske neuroser og fetichismer, så kan de holde lummerkarlen og borgmesteren på én og samme tid samlet og adskilt.

Men Weiner er ikke den eneste politiker, som i valgkampen trækker veksler på vælgernes evne til at tilgive, glemme eller trække på skuldrene.

Den tidligere chefanklager og guvernør i staten New York, Eliot Spitzer, stiller også op. Han blev ellers tvunget til at gå af som guvernør efter en kort og tumultagtig embedsperiode, fordi han havde været en livlig kunde hos en luksus-prostitutionsring, og det førte til en artig føljeton om hans seksuelle præferencer og præstationer.

Siden er han gået fra at være ugleset til at være kommentator og også en kort overgang vært på CNN, og da Anthony Weiner stillede op, fik han tilsyneladende en lys idé. Weiner stillede op som borgmester, al rampelys ville være på Weiner og Weiners fortid, og så kunne han i fred og ro stille op til den mindre farverige post som finansborgmester – og det har han gjort.

Det skader formentlig ikke Eliot Spitzer, at han nu kan flyve endnu mere under radaren, fordi endnu mere rampelys er på Weiner, og dermed er han tilbage i politik.

Hvad det alt sammen betyder?

At den gamle forestilling om de puritanske amerikanske vælgere ikke holder mere. Vælgerne ser på den slags skandaler, men de ser også på hele manden eller kvinden. I forsommeren blev republikaneren Mark Sanford valgt til Kongressen på trods af erotiske udenomseskapader, løgne, skandaleafgang som guvernør, en bitter skilsmisse og et tilhold mod at nærme sig ekskonens bopæl, og han blev valgt i South Carolina, hjemstat for fundamentalister og fodvaskere.

Hvis South Carolina kan leve med Sanford, kan New York også leve med Anthony Weiner og Eliot Spitzer.