Hvem skulle angribe Danmark?

På baggrund af en række kilder kan Berlingske her komme med et velfunderet bud på svar til en række spørgsmål relateret til et planlagt terrorangreb i København.

Det var i dette hus i Abbottabad i Pakistan, at Osama bin Laden blev dræbt for fire år siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: AAMIR QURESHI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er det mest interessante, men også mest mystiske af de nye Abbottabad-breve – Danmarks-brevet. Osama bin Laden havde krævet et angreb på Danmark, og i brevet beskrev en ukendt operationsleder på et ukendt tidspunkt fadæsen med tre jihadister, som skulle have angrebet et mål i København, men som var forsvundet.

På baggrund af en række kilder kan Berlingske her komme med et velfunderet bud på hvem, hvad og hvor:

Brevet omhandler en operation, som al-Qaedas eksterne center i Pakistan forberedte i 2009 og 2010, og som handlede om mål i New York, Manchester og København. Den amerikanske del var i hænderne på den 24-årige buschauffør Najibullah Zazi, som havde deltaget i en al-Qaeda-træningslejr i Pakistan, og den britiske del var overladt til en pakistansk studerende i Manchester, Abid Naseer. Målene var henholdsvis undergrundsbane-systemet i New York og Arndale indkøbscentret i Manchester, og ambitionen var at nå et højere dødstal end angrebet 11. september 2001.

Og den danske del?

Den var overladt til tre flygtninge, som boede i Norge. Hovedmanden var den 39-årige Mikael Davud, som kom fra den muslimske uighur-befolkning i Kina, og han havde indforskrevet to andre, en irakisk kurder og en usbeker. De fik e-mailet direktiver fra al-Qaeda i Pakistan om et bombeangreb mod Jyllands-Posten i København, og de fik også at vide, hvilke kemikalier de skulle købe på et norsk apotek. De amerikanske myndigheder opsnappede de pågældende e-mail, og den norske efterretningstjeneste ombyttede det eksplosive kemikalie med et placebo. Der var tale om et stort kvantum acetoneperoxid, som bl.a. findes i neglelakfjerner.

Davud havde fået kontakt til al-Qaeda i 2008, han mødtes med en terrorleder under en ferie i Tyrkiet, og han aflagde ed til bin Laden. Men hans to medhjælpere var knap så faste i troen, og da amerikansk og norsk politi begyndte at optrevle gruppen, tilstod en af dem straks og fortale om planen mod Jyllands-Posten.

Den amerikanske og britiske del blev optrevlet i 2009, og i juli 2010 blev de tre mænd i Norge anholdt. Dermed er Danmarks-brevet til bin Laden formentlig fra sensommeren 2010, og brevskriveren kan være Adnan al-Shukrijumah, et saudisk medlem af trojkaen, som i 2009 og 2010 ledede al-Qaedas eksterne operationer. Han blev dræbt ved en pakistansk operation i 2014, og hele sagen – fra neglelakfjerner til amatørjihadister – vidner om al-Qaedas operative vanskeligheder.