Hvem kan redde USAs storhed?

Amerikanerne vil 8. november vælge den præsident, som, de mener, kan genskabe USAs storhed. Hvem det bliver afhænger blandt andet af, hvorledes vælgerne vægter troværdighed og arrogance.

Hillary Clinton Fold sammen
Læs mere
Foto: BRIAN SNYDER

Virkeligheden er derude – den er ikke inde i et TV-studie. Og det er dén virkelighed, som den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, forholder sig til. I hvert fald hvis man spørger hans spindoktor, Kellyanne Conway – kvinden som på mirakuløs vis har fået Donald Trump til at opføre sig stort set normalt, og som indtil i forgårs kunne sole sig i sin succes og konstatere, at meningsmålingerne rettede sig markant i Trumps favør.

»Trump vandt, fordi han holder fast i sin politik. Vi skal have arbejdspladserne tilbage til USA, vi skal have sænket selskabsskatterne, så de store virksomheder bliver i USA, og vi skal have genforhandlet handelsaftalerne, så de kommer amerikanerne til gode,« fremhævede Kellyanne Conway. Og dermed opsummerede hun den mikroskopiske del af TV-debatten, hvor det var Trump, som klarede sig bedst.

Til gengæld var Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, i topform og stillede sig præsidentielt an. Hun var sikker og havde kontrol over debatten, hun navigerede hjemmevant i både udenrigs- og indenrigspolitikken, og flere gange fik hun Donald Trump til at miste fodfæstet. Altså lige med undtagelse af den del af debatten, der omhandlede økonomien, og hvor Trump i et lyst øjeblik fik sendt Clinton ud på gyngende grund.

Planerne er en katastrofe

Det store spørgsmål er så, om TV-debatten reelt ændrer noget i valgkampen. Clinton vandt afgjort denne første duel, såfremt man skal tro publikum og kommentatorer, der var stort set enige om dette. Men Trump tabte ikke meget. Faktisk klarede han sig godt i de første 20 minutter af duellen, som netop drejede sig om økonomi. Ikke fordi Trump har en stærkere politik end Clinton, når det drejer sig om at styrke den amerikanske økonomi, men fordi han så direkte fortæller folket, at han er opmærksom på deres problemer og vil gøre »America Great Again«.

Donald Trump fortæller de arbejdsløse og dem, der ikke længere tror på et økonomisk stærkt USA, at han er manden, der vil skabe nye arbejdspladser til de millioner, der har mistet jobbet til globaliseringen og til automatiseringen. Og selv om økonomer er enige om, at Trumps økonomiske planer rent ud sagt er en katastrofe, så preller den oplysning af på hans vælgere.

Den overbevisning, som Donald Trump leverer budskabet med, betyder, at han bedre end Clinton kan overbevise vælgerne om, at han vil genskabe den amerikanske middelklasses storhed.

»Hans store styrke er det dynamiske, bevægelserne, smilet og ansigtsudtrykket, som udstråler autoritet. Trump efterlader et indtryk af, at han har langt mere energi end sin modstander,« som psykologen Jeffrey Pfeffer fra Stanford University påpeger.

Derfor kan Trump ifølge Pfeffer bedre end Clinton slippe af sted med en økonomisk politik, som ikke hænger sammen. Fordi Trump blandt de vælgere, der bor i de mest forarmede områder, er manden, der har et svar på den dybe krise, de befinder sig i. De kan se, at deres børn bliver den første generation, der ikke har udsigt til at få det bedre end deres forældre. De bliver »fattigdomsgenerationen«.

Og det er det, der vil sætte sig blivende spor efter mandagens debat. Trump har med sit enkle budskab om økonomi og arbejdspladser sat en bevægelse i gang blandt de, der har mistet jobbet. De tror på, at han har viljen til at gennemføre de nødvendige forandringer. Og det faktum, at Trump var i defensiven på andre områder, vil givetvis ikke betyde alverden blandt disse vælgere.

»Vi vil genskabe de mange job, der er gået tabt, fordi USA har været alt for eftergivende over for Kina. Vi vil have vores arbejdspladser tilbage, og vi vil genforhandle handelsaftalerne, som i alt for høj grad har tilgodeset alle andre end USA,« sagde Trump og kritiserede Clinton for at være mere af det samme – altså mere af det, man har mødt under Obama.

Ikke noget overbevisende forsvar

Clintons forsvar var ikke overbevisende. Trump kunne den ene gang efter den anden slå Clinton tilbage og fremhæve, at hvis hun virkelig ville forandre tingenes tilstand, så havde hun haft »30 år i offentlige hverv« til at gøre dette.

»Hillary, jeg er nødt til at spørge dig: Du har været i politik i 30 år. Hvorfor tænker du først på de her løsninger nu? Efter 30 år!«

Virkningsfuldt? Ja, på den lange bane, indrømmer selv repræsentanter for Demokraterne. De fremhæver, at Clintons største problem helt sikkert er, at hun har været så længe i amerikansk politik, at hun kan stilles til regnskab for mange af de problemer, der for alvor bekymrer det amerikanske folk.

I USA er der mange frustrationer over, at Kongressen er handlingslammet og reelt har været det i flere år, så ingen vigtige lovgivninger når igennem den bureaukratiske proces mellem Senatet og Repræsentanternes Hus. Det betyder, at Clinton i langt højere grad end Trump skal overbevise vælgerne om, at hun trods sine mange år i politik kan være den, der forandrer alt dette.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at Clinton under duellen leverede et indtryk af at være en kompetent, begavet og rolig præsidentkandidat – en, der kan håndtere kriser.

Trump har været for temperamentsfuld de seneste 18 måneder og har flere gange tabt besindelsen. Det er lykkedes at iscenesætte fortællingen om Hillary Clinton som den bedst forberedte kandidat så effektivt, at hun på den lange bane kan modstå mange af Trumps angreb. Om dette så rækker til, at hun vinder præsidentvalget 8. november, er en ganske anden sag. Der vil hendes ry som en lukket person og hendes rygte for at kun at gøre det, der gavner hende selv, blive et problem.

Et er, at Trump har fat i den lange ende, når det drejer sig om at iscenesætte sig selv som kandidaten, der gennemgribende vil ændre USA – både udenrigs- og indenrigspolitisk. Noget andet er så, at hans største svaghed er og bliver, at vælgerne pfatter ham som ustabil. Og netop dette forhold forsøgte Trump at afmontere under debatten.

»Jeg har et langt bedre temperament, end du har. Det er formentlig min største styrke,« sagde Trump til Clinton. Og han slap fra det, fordi Clinton ikke fulgte op og angreb Trump for reelt at være i besiddelse af det stik modsatte.

Men det er der, hvor Trump i de kommende uger skal overbevise vælgerne om, at han er gjort af det rette stof, så han ikke alene kan være præsident, men også øverstbefalende for de væbnede styrker med fingeren på atomknappen. Også der klarede han sig hæderligt under debatten.

Og hvad så med Clinton? Hun skal af med sit ry som arrogant og utroværdig. Hun skal vise vælgerne, at hun trods sine mange år i politik vil være i stand til at ændre alt det, der i mange vælgeres øjne er USAs største problem: At verdens supermagt har mistet indflydelse.

Derfor var Hillary Clinton ifølge The New York Times overforsigtig og angreb ikke Trump, selv når han på afgørende områder blottede sig.

Hun var ganske enkelt bange for at blive opfattet som arrogant.

Kristian Mouritzen er Berlingskes korrespondent i Washington D.C.