Hvem kan presse generalerne?

De asiatiske lande har ikke gjort noget for at presse Myanmar til at tage imod den udenlandske nødhjælp, lyder den vestlige kritik. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at presse Myanmar.

Der ligger fire skibe ud for Myanmar – det tidligere Burmas – kyst. De kommer fra den amerikanske flåde. De har ligget her i mere end en uge. Sammen med skibe fra Storbritannien og Frankrig, der også er fyldt med tonsvis af nødhjælp. Problemet er ikke, at der er cirka 100 kilometer mellem dem og ofrene. Problemet er, at Myanmars 75-årige general, Than Shwe, ikke vil have hjælp.

Det er tre uger siden cyklonen Nargis ramte Myanmar. Og hvad har de asiatiske nabolande gjort for at presse generalen til åbne op og tage imod hjælpen? Ikke meget, lyder den internationale kritik, der på det seneste er blevet hårdere og hårdere.

Se for eksempel på Kina. Det er Myanmars tætteste allierede. Kina har solgt krigsskibe, jetfly, kampvogne, artilleri, ammunition og andet militært isenkram til Myanmar. De gav Myanmar rentefrie lån under den asiatiske finanskrise i 1997-1998. Kinesiske varer strømmer ind i landet, og det sker gennem havne, jernbaner, veje og lufthavne som er betalt af kineserne. De er kort sagt gode venner.

»Men det er svært at presse Myanmar til noget. Selv for et land som Kina, for generalerne vil gøre hvad som helst for at blive ved magten,« siger Ian Storey, der er fellow på Institute of Southeast Asian Studies i Singapore.

Kina har store interesser i Myanmar, men samtidig ved de også, at de har begrænset indflydelse, og at de ikke kan skubbe generalerne for langt, siger Ian Storey.

»Generalerne er xenofobiske, og de har ikke specielt varme følelser over for Kina. I 1956 var de to lande i krig, og det har man ikke glemt,« siger Ian Storey. Det er David I. Steinberg, der er professor på Georgetown University i Washington, enig i.

»De føler sig skrøbelige og er bange for omverdenen. De føler, at de er under angreb, både hvad angår deres kultur og regimet, og de vil beskytte sig selv,« siger David I. Steinberg.

Ligeglade med ASEAN
Men hvad så med ASEAN-landene? Den økonomiske sammenslutning af ti asiatiske lande, som blandt andre har Singapore, Thailand, Malaysia og Indonesien som medlemmer. Kunne de have gjort mere for at presse Myanmar til at åbne grænserne for den udenlandske nødhjælp?

»Det tror jeg ikke. Man skal huske på, at det er et hyperfølsomt regime. Generalerne er virkeligt paranoide, og de er i den grad mistænksomme over for udlandet og nødhjælpen. Det er svært for os, at sætte os ind i deres tankegang, men de ser nødhjælpen og krigsskibene som en militær invasion,« siger Ian Storey.

Generalernes eneste interesse er at blive ved magten. Deres tankegang er ifølge Ian Storey, at Myanmar før har været ramt af naturkatastrofer. Det kommer man over igen. Det klarer man. Og så betyder det ikke så meget, om der dør nogen.

David I. Steinberg tror heller ikke på, at ASEAN vil lægge pres på Myanmar.

»ASEAN har potentialet til at gøre noget, men det er meget tvivlsomt, om de vil reagere,« siger han.

Men omvendt ved man heller ikke, hvad der foregår bag kulissen. For David I. Steinberg mener ikke, at det er en diskussion, som de vil føre i fuld offentlighed.

Et gammelt problem
Myanmar har i lang tid været en sten i skoene på ASEAN. I midten af 1990erne var der stort internationalt pres på Myanmar for at løslade Aung San Suu Kyi, lederen af oppositionspartiet National League for Democracy, der havde siddet i husarrest siden 1990. Hun blev løsladt, og omverdenen håbede på, at man kunne presse styret til demokratiske reformer. Derfor begyndte de fleste asiatiske lande at handle med Myanmar, og arbejdede på at forbedre de diplomatiske forbindelser. Højdepunktet kom i 1997, da Myanmar blev medlem af ASEAN.

Men det virkede ikke. Myanmar er ikke blevet mere demokratisk.

»Det har været en ydmygelse for ASEAN, og nu er de virkelig under pres for at gøre noget og redde organisationens omdømme, der i den grad er blevet plettet,« siger Ian Storey.

Men ASEAN-landene har også en politik om, at man ikke blander sig i hinandens interne forhold:

»Man skal også tænke på, at det ikke er alle ASEAN-landene selv, der er demokratier. Se for eksempel på Laos og Vietnam,« siger Ian Storey.

Så en ting er, om de overhovedet har nok politiske muskler til at påvirke Myanmar. Det har de ikke haft de seneste ti år, for det er stadig militærjuntaen, der er ved magten.

Myanmar er uafhængigt
Hvad kan ASEAN så gøre? Der er ikke nogen mekanisme, så de kan smide Myanmar ud af samarbejdet, når først de er kommet ind. Og hvis de gjorde, ville de blot skubbe Myanmar ind i armene på Kina. Det vil ingen af landene være interesserede i.

Samtidig har generalerne også været gode til at spille på flere heste, mener de to analytikere. De har sørget for, at Myanmar ikke er afhængige af blot et eneste land. Som Kina, for eksempel. Eller ASEAN-landene. Myanmar er også gode venner med Kinas rival Indien.

De seneste år har Indien også forsøgt at gøre kur til Myanmar og øge deres indflydelse hos generalerne ved at sælge militærfly, våben og kampvogne til militærjuntaen. Men økonomisk set har Indien stadig meget lille betydning for Myanmar, siger Ian Storey. Samtidig har Indien også brug for militærjuntaens olie og gas, og ikke mindst vil de gerne bygge en vej gennem Myanmar, der kan skabe mere handel med ASEAN-landene.

Endelig er der Japan. Der stort set ikke har gjort noget som helst for at lægge diplomatisk pres på Myanmar de seneste tre uger.

»Som de fleste andre steder i Asien har Japan haft svært ved at omstille deres økonomiske indflydelse til politisk indflydelse. Japan er utroligt dårlige til at spille det politiske kort. Jeg ved ikke hvorfor, men det er måske på grund af deres historie fra Anden Verdenskrig, som de altid er bevidste om,« siger Ian Storey.

Alt i alt tror de to analytikere ikke på, at der er meget man kan gøre for at lægge pres på militærjuntaen: Som Ian Storey siger:

»Hvis Myanmar ikke vil tillade udenlandsk hjælp, så kan jeg ikke se, hvordan man kan tvinge dem til det.«