»Hvem har stjålet mit parti?«

Han har levet sit liv i inderkredsen af det republikanske parti. Han var med til at etablere den konservative ideologi, som i en generation styrede partiet fra sejr til sejr. Men i dag kan Victor Gold ikke kende sit eget parti. Det er blevet stjålet af de højrereligiøse og de neo-konservative, siger han.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//280/280076/280076_original.jpg'>Se i stort format</a><br> Fold sammen
Læs mere

SANTA FE: Victor Gold er stadig i dag forbistret over, at han ikke så revolutionen i bakspejlet. At han ikke så de revolutionære rulle op bagved, og at han ikke så, hvad de var ude på.

»Jeg skulle have set det,« siger han i dag.

Men det republikanske konvent i 1980 var ikke en anledning til foruroligelse, det var en anledning til forventning. Partiet havde opstillet en præsidentkandidat, en standhaftig konservativ, der stod som hugget i granit oppe på podiet. Han så rigtig ud, han sagde det rigtige, Ronald Reagan var rigtig, og han var, hvad USA havde brug for efter fire år med et skvatmikkel i Det Hvide Hus. »De siger til os, at USA har haft sin tid i solen, at vores land har toppet. De forventer, at vi fortæller vores børn, at det amerikanske folk ikke længere kan løse sine egne problemer,« sagde Reagan. »Men kære medamerikanere tiden er nu; vi skal genvinde vores skæbne, tage den i vores egne hænder.«

Tiden var nu, og tiden var ikke til at bekymre sig over de lyde i natten, som en snes år senere skulle vise sig så skæbnesvangre.

Spindoktor

Victor Gold har levet sit liv i det republikanske parti, og det republikanske parti har levet i ham.

Længe før begrebet spindoktor kom i ordbogen, var han spindoktor for senator og præsidentkandidat Barry Goldwater, senere for vicepræsident Spiro Agnew, og han blev taleskriver for George Bush den ældre. Han kender partiets fald og storhed og senere storhed og fald for han har været der, og han er der.

Gold har netop udgivet bogen »Invasion of the Party­snatchers«, en bitter og harmfuld monolog vendt mod de kræfter, som kaprede hans gamle konservative parti og gjorde det til noget, som det ikke burde være, siger han i et interview med Berlingske Tidende.

»For mange vil Barry Goldwater stå som en ærkekonservativ, en reaktionær. Det var ham, som blev udråbt som den koldeste af koldkrigere, en atomgal cowboy.«

Eller som en kritiker udtrykte det: »Goldwater er en af de fineste tænkere i århundredet. Det fjortende århundrede.«

»Goldwater var konservativ, ingen tvivl om det, men sandheden er, at hvis han kom tilbage i dag, ville han ikke kunne genkende sit parti. Det er blevet så radikalt, det er blevet så u-konservativt, at han ikke ville høre hjemme i partiet,« siger Gold.

Det samme med Nixon og Ford, Reagan og Bush den ældre. Det er ikke længere deres parti. Det er et helt andet parti.

Hvad er der sket?

Nederlaget

Valgnederlaget i 1964 var ikke bare et almindeligt valgnederlag.

Aldrig før i amerikansk historie havde en kandidat tabt så læsterligt. Præsident Johnson knuste republikaneren Barry Goldwater. Johnson red højt på en bølge af Kennedy-nostalgi, ingen tvivl om, at det var en del af forklaringen, men Goldwater var for mange vælgere for konservativ.

Tidsånden følger sjældent årtierne, og 1960erne var først ved at blive 1960erne på det tidspunkt. Den vestlige verden var ved at tage et spring ind i en ny epoke, fra en tid, som bedst kan opsummeres i et valgslogan fra 1957 »Ingen eksperimenter« til en tid, som ville det modsatte. Mennesket ville være et moderne menneske.

Sex blev opfundet i 1963, som forfatteren Philip Larkin har sagt; James Bond og Beatles debuterede; »I have a dream,« sagde Martin Luther King; »Fanny Hill« udkom i USA, og »Farvel Kvindesag« udkom i Danmark. Midt i det hele stod Barry Goldwater så og lignede en mand, som tiden glemte.

Præsident Johnson vandt 44 ud af 50 stater, 486 ud af 538 valgmandsstemmer.

Stå fast

End of story?

Langt fra. Barry Goldwater fornemmede, at her var tale om mere end et modelune, det var ikke bare som en fiks idé fra en boligmesse, nej, det var noget fundamentalt, og han formanede sine med-konservative til at stå fast på deres konservatisme og ikke sælge ud til sex-profeter og selvopdragelse.

De konservative begyndte at etablere tænketanke og magasiner, og de begyndte at grundfæste deres idé.

Godt for dem for 1960erne var ideen om, at mere vil have mere, og det endte, som det måtte ende. 1960erne gik amok, frigørelsen blev forløst i voldelige sammenstød, i skilsmisser, narkomisbrug og en eksploderende kriminalitetsrate; arbejdsmoralen faldt, inflationen steg, og samfundet syntes TV-avis for TV-avis at ryste i sin sokkel.

»1960erne udviklede sig til en krig mellem to ideer og to samfund,« siger Victor Gold. »På den ene side var der frigørelsen, hele hippiebevægelsen, og den blev opfanget af det demokratiske parti, som blev partiet for den herskende intellektuelle tidsånd. På den anden side stod vi, de konservative. Nixon kaldte os for »det tavse flertal,« og det var præcis, hvad vi var,« siger Victor Gold.

En af Nixons mænd sagde lige så korrekt, at USA som en reaktion mod kollektivisterne og aktivisterne vil »dreje så langt til højre, at I ikke vil kunne genkende landet.«

Demokraterne missede denne højredrejning, de missede det store tavse flertal, af den simple grund, at de havde pansat sig selv til det elitære mindretal, og hvis ikke det havde været for Watergate, ville republikanerne formentlig uafbrudt have regeret USA fra 1968, og ind til Bill Clinton i 1992 sørgede for, at Demokraterne på ny fik stelforbindelse. »Den demokratiske ørkenvandring er en advarsel om, hvad der kan ske, hvis man lader ekstremismen råde i et parti,« mener Gold. »Desværre overhørte vi den advarsel.«

Det moralske flertal

Og dermed er vi tilbage ved det republikanske konvent i Detroit i 1980.

To højrereligiøse prædikanter havde set lyset. Hvis der var et tavst flertal, så var der også et moralsk flertal, og i 1979 stiftede Paul Weyrich og Jerry Falwell organisationen Moral Majority. Falwell havde engang prædiket, at man skulle give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, men han var kommet på andre tanker. De højrereligiøse måtte nødvendigvis gå ind i politik, og forud for det republikanske konvent i 1980 fastslog hans makker, Paul Weyrich, at »den politiske proces er en moralsk tvekamp mellem godt og ondt«, og de gode kræfter »skal frygtes«, mens de onde skal skræmmes til »at tænke sig godt om, inden de åbner munden«.

Efter konventet efter Reagans valg og de højrereligiøses græsrodsrolle i valgkampen sagde Weyrich: »Vi adskiller os fra tidligere generationer af konservative. Vi arbejder ikke længere for at opretholde status quo. Vi er radikale, vi arbejder for at vælte den nuværende magtstruktur.«

»I begyndelsen modtog vi de højrereligiøse med åbne arme,« siger Victor Gold. »Her havde vi endelig et fodfolk, en bevægelse, som kunne gøre for os, hvad fagbevægelsen og studenterne gjorde for Demokraterne.« Men som Gold og hans fæller fandt ud af.

De højrereligiøse gjorde det ikke gratis. Stat for stat satte de sig på partiapparatet, og det er i dag i de fleste stater umuligt at blive opstillet som republikansk hundefanger-kandidat uden et nik fra de højrereligiøse. En af de højrereligiøse ledere, Gary Bauer, ramte hovedet på sømmet, da han forud for valget i 2006 sagde: »Jeg tror, at Det Hvide Hus fuldt ud forstår, at den største republikanske vælgergruppe er de mennesker, som er i kirke om søndagen og i stemmeboksen om tirsdagen ... Vi er hjertet i partiet.«

»Mit yndlingseksempel eller værste eksempel er fra Illinois i 2004,« siger Victor Gold. Illinois er ikke en højrereligiøs stat, det er ikke engang en konservativ stat, og hvilken kandidat opstillede partiapparatet? Det opstillede Alan Keyes, en bulder- og brandprædikant, som aldrig havde boet i staten, og som var til højre for højre.«

I løbet af valgkampen kaldte Keyes sin modkandidat, Barack Obama, for »marxistisk-socialist« og »den objektive ondskab«, vælgere, som stemte på ham, gjorde sig »til en del af ondskaben«, aborttilhængere var »rene terrorister«, og »Kristus ville aldrig stemme på Obama«.

»På valgdagen stemte 70 procent af vælgerne i Illinois på Barack Obama. 27 procent på Alan Keyes. Er det så underligt,« spørger Gold.

De neo-konservative

De højrereligiøse var imidlertid ikke ene om at invadere det republikanske parti og gøre det til noget, som det ifølge Victor Gold ikke burde være.

De neo-konservative gjorde akkurat det samme. Mange af de neo-konservative var oprindeligt venstreorienterede, de havde en idé om med magt om nødvendigt at gøre verden til en bedre verden, og med tiden tog de deres aktivistiske tankegods med sig ind i det republikanske parti. Som deres tankefar, Irving Kristol, sagde: »Det republikanske parti er det dumme parti«, og det var nødvendigt mente han at han og hans akademiske meningsfæller konverterede republikanerne »mod deres vilje til en ny form for konservativ politik, der passer til et moderne demokrati«.

USA skal føre en udenrigspolitik, som fører til »et godartet globalt overherredømme«, som hans søn, Bill Kristol, senere udtrykte det.

Det er ikke traditionel republikansk politik. Tværtimod, siger Victor Gold. Det var republikanerne, som i 1919 nedstemte præsident Woodrow Wilsons idé om en forløber til FN, fordi Republikanerne ikke ville udkæmpe fremmede krige alle mulige steder på kloden. Indtil Richard Nixon i 1969 havde ingen republikansk præsident fortsat en krig, som en demokratisk præsident havde begyndt, og ind til præsident Bush den ældre i 1991 havde ingen republikansk præsident i næsten 100 år startet en krig. De fleste republikanere var imod præsident Clintons intervention i Kosovo, og præsident Bush den yngre udtrykte republikansk udenrigspolitik, da han i valgkampen i 2000 lovede en »ydmyg udenrigspolitik«, og at han som præsident ikke ville sende soldater ud for at løse allehånde konflikter.

11. september 2001

Så hvad skete der?

Nogle analytikere vil hævde, at terrorangrebet 11. september 2001 ændrede præsidentens verdensbillede og at præsidenten selv blev en neokonservativ men kritikere i og uden for det republikanske parti har en anden udlægning. Vicepræsident Dick Cheney var en neo-konservativ, og han var stadig forbitret over, at han i 1991 ikke fik sin vilje. Han var dengang forsvarsminister under Bush den ældre, og under den første Golfkrig talte han om at marchere hele vejen til Bagdad og vælte Saddam. Men han blev afvist, ikke kun af sin daværende forsvarschef, Colin Powell, men også og vigtigere af præsident Bush den ældre. Bush og Powell var ikke interesserede i at få tilskødet Irak og alle de irakiske problemer og en potentiel borgerkrig.

I 2001 var det så tid til revanche.

Ifølge Victor Gold, som fulgte slaget på de indre linjer, pakkede vicepræsident Cheney regeringens sikkerhedspolitiske hold med meningsfæller. Folk som forsvarsminister Donald Rumsfeld, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, viceudenrigsminister Richard Armitage og sin egen stabschef Scooter Libby.

De neo-konservative kaldte hinanden »vulkanerne«, opkaldt efter den græske gud for ild og mod ildebrande, og de tromlede hen over de eneste to sikkerhedspolitiske rådslagere, som ikke var neo-konservative: Udenrigsminister Powell og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice.

»Og Condoleezza Rice var først og fremmest interesseret i sin egen karriere, i at få et endnu højere job, og hun lagde sig hurtigt ned og blev selv neo-konservativ,« fortæller Gold.

Det må have ført til en vis bekymring hos Bush den ældre og hans folk, som gik ind for en meget mere tilbageholdende udenrigspolitik?

»Bush den ældre er splittet mellem på den ene side sin kærlighed til sin søn og sin modvilje mod hans udenrigspolitik. Derfor kan han kun sige meget lidt. Men jeg kender ham, og jeg tror jeg ved, hvad han føler og det er ikke let for ham. Jeg taler stadig med mange af mine gamle kolleger fra hans regering også højtstående medlemmer og de er rystede over, hvad der er sket. De mener, at der er tale om et paladskup. At republikansk udenrigspolitik i modstrid med selve partiets historie og program er blevet kapret af en universitets-elite, der aldrig selv har tilbragt så meget som fem minutter i en uniform, endsige under beskydning, og resultatet ser vi i Irak.«

Kristne bøller

De to bevægelser de højrereligiøse og de neo-konservative forandrede fars og bedstefars republikanske parti og gjorde det til noget helt andet.

Eller som den amerikanske forfatter og humorist Garrison Keillor skrev i 2004: »Noget er gået helt galt med det republikanske parti. Engang var det partiet for pragmatiske butiksindehavere med store, fornuftige briller. De talte mod udsvævelse og spild, de var søjler i lokalsamfundet, og de støttede den form for velstand, der gjorde alle rigere.«

Nu er det i stedet mener Keillor blevet partiet for »kristne bøller« og »mennersker, der hævder, at jorden virkelig er flad«.

Barry Goldwater, en mand med store, fornuftige briller, døde i 1998, men han nåede at udtrykke sin afsky over for de tendenser, som forandrede hans gamle parti.

Goldwater talte uden omsvøb, og da f.eks. den højrereligiøse leder Jerry Falwell talte imod udnævnelsen af en republikansk højesteretsdommer, som ikke var så anti-abort, som han kunne ønske sig, svarede Goldwater igen: »Enhver god kristen burde give Falwell et spark i røven,« lød det fra den konservative chefideolog. »Jeg er bekymret for præsteskabet og deres hårdhændede forsøg på at bruge politiske midler til at nå moralske mål og vice-versa. Det er en af de farligste tendenser i landet i dag,« fortsatte han.

På samme måde var Goldwater imod den neo-konservative tanke. Som han udtrykt den doktrin, der har fået hans navn: »Der findes krige med et begrænset mål, men der findes ikke begrænsede krige.« Som han uddybede doktrinen: »Enten skal vi vinde på kort tid eller også skal vi få tropperne hjem.« Goldwater mente, at Vietnam var et håbløst eventyr. »Vietnam er et land på den anden side af jordkloden, det er på størrelse med et stort europæisk land, det har en skrevet historie, som går tilbage til år 111 før Kristus ... vi gik ind i Vietnam med en enestående uvidenhed,« skrev han senere.

Kort før sin død sagde den gamle koldkriger og konservative bussemand til sin ligesindede, senator Bob Dole: »Bob, jeg tror, at vi i dag er blevet de moderate i partiet.«

En af Barry Goldwaters nutidige meningsfæller, senator Chuck Hagel, konstaterede i 2005: »Jeg kan somme tider spørge mig selv, om jeg stadig er medlem af det samme parti, som jeg i sin tid meldte mig ind i.«

»Jeg spørger mig selv om det samme,« siger Victor Gold. »Jeg spørger mig selv hver dag, når jeg tænder TV eller læser avisen: Er det virkelig det samme parti, som jeg i sin tid meldte mig ind i og har arbejdet hele mit liv i? Hvad er der blevet af Goldwaters parti? Reagans parti? Bush den ældres? Det republikanske parti?«

»Vi er blevet til noget, som vi ikke er, og vi kan ikke genvinde vælgernes tillid før end vi finder tilbage til det, vi var.«