Det er ikke svært at forstå, hvorfor de er der. Bare læs de skilte, som de holder op.

Her er ét af dem:

»Jeg er 38 år gammel. Jeg fik kræft og mistede mit job, og min sygeforsikring smed mig ud. Jeg skylder 50.000 dollar i studielån, og jeg har 50 dollar i banken.«

Her er et andet: »Vi har begge et fuldtidsjob, men vi lever alligevel fra løn til løn, og vi er kun én bilreparation fra ikke at kunne betale huslånet. Alligevel betalte vi sidste år mere i skat end General Electric.«

Og et tredje: »Jeg er en 27-årig alenefar, som har to job og arbejder mere end 70 timer om ugen. Jeg fik mavesår sidste år og skylder for behandlingen. Jeg har ikke 600 dollar til at betale for en undersøgelse.«

Sådan bliver det ved på det website, hvor aktivisterne præsenterer sig selv. De begyndte under betegnelsen »Occupy Wall Street«, men kalder sig nu fortrinsvis 99-procenterne, og deres website er - kvinde efter kvinde, mand efter mand - en røst fra det dybeste angstlag i det amerikanske samfund.

Den republikanske leder Eric Cantor kan tydeligvis føle angsten, men bare ikke den samme angst som aktivisterne, der protesterer i tusindtal i New York, Washington og andre amerikanske storbyer.

Fredag langede Cantor ud efter dem. Han var foruroliget over, hvad han så, og over risikoen for klassekamp, sagde han, for der kommer ikke noget godt ud af at hidse amerikanerne op mod hinanden.

Alle både skal hæves

Der kommer heller ikke noget godt ud af at rase mod de rige, har Cantor tidligere sagt, for »et tidevand hæver alle både i vandet«. Underforstået: Når de rige bliver rigere, så bliver alle rigere, for det er netop de rige - virksomhederne og virksomhedslederne - der skal hæve bådene, siger han og hans partifæller.

Eller udtrykt i personer: Mænd som Kevin Sharer skal hæve bådene.

Kevin Sharer har personligt ikke mærket meget til finanskrisen. Hans finanser har det godt nok. Washington Post beskrev tidligere på ugen, hvordan den 63-årige chef for biotech-koncernen Amgen sidste år fik 15 mio. dollar i løn. Det var ikke nok, vurderede bestyrelsen, som for nylig gav ham en stigning på 37 pct., til 21 mio. dollar plus fryns, og det er ikke fordi, bundlinjen retfærdiggør det. Siden 2006 er Amgens aktiepris faldet med syv pct., og virksomheden har været nødt til at lukke fabrikker og fyre 15 pct. af medarbejderne, skriver avisen.

Kevin Sharer er ikke ene om at cruise gennem krisen. Siden 1970 er lønnen for amerikanske topdirektører firdoblet, mens arbejdernes løn i samme periode er faldet med ti pct, og det er »den sociale kontrakt, der er brudt sammen«, som bloggeren Ezra Klein fastslog fredag.

For tidevandet hæver ikke længere alle både. Den hæver kun de få guldglinsende, privatyachts og ikke de små plimsollere og slet ikke vragene, skrev han.

Mike Gallagher, konservativ radiovært – om 99-procenterne

»De skulle i stedet gå hjem og tage sig et bad. «

---

Mere kontrol med Wall Street

Derfor har USA nu fået 99-procenterne, og der er også andre tegn på et oprør fra venstre. I Massachussetts har senatskandidaten Elizabeth Warren således succes med at buldre mod storfinansen. Warren har brugt det meste af sit voksenliv på at kræve mere kontrol med Wall Street, og i meningsmålingerne spiller hun nu lige op med statens populære Republikanske senator, Scott Brown.

Selv præsident Barack Obama, som ellers i sine første præsidentår har forsøgt at holde tungen lige meget til højre og venstre, lyder mere sæbekassepopulistisk.

»Mange mennesker gør det rigtige og bliver ikke belønnet, mens de mennesker, som gør det forkerte, bliver belønnet,« sagde han i denne uge en tale, hvor han krævede en tilbagevenden til ideen om den sociale kontrakt - om at hæve alle både i samfundet

»Vi skal have de gamle amerikanske værdier tilbage,« sagde han.

Derfor har han også foreslået en decideret millionærskat på fire-fem procent, som skal betale for en beskæftigelsespakke for de u- og underbeskæftigede.

Det er nye toner i kapitalismens hjemland, og det forunderlige er for så vidt ikke, at de lyder - men at de først lyder nu. Da finansmarkedet brød sammen i efteråret 2008, var det et fundamentalt sammenbrud, som kastede selv insidere ud i selvransagelse - f.eks. den engang så legendariske forbundsbankpræsident Alan Greenspan, som havde levet et langt liv i troen på, at markedet altid havde ret og kunne regulere sig selv. »Jeg tog fejl,« sagde han i 2008.

Han var ikke ene om at tage fejl; det system, som har styret Amerika, og som har kittet Amerika sammen, havde grundlæggende taget fejl. Kapitalismen havde taget fejl, og ikke så få forudsagde dengang, at en vredsens høtyvehær ville rejse sig, og ikke så få fandt anledning til at genlæse »Kapitalen«.

Sejrrig vrede mod Washington

Høtyvehæren kom, og i USA i form af te-aktivisterne, som i begyndelsen udtrykte et ligeligt raseri mod Washington og Wall Street. Republikanerne fangede imidlertid vreden i te-bevægelsen og pegede den mod Washington i stedet for mod Wall Street, og de var imod de intellektuelle i stedet for de rige, og den dagsorden sejrede ved midtvejsvalget i 2010.

Opgøret med Wall Street og kapitalismen, som de fleste forudså i efteråret 2008, udeblev.

Og Kevin Sharer fik bare mere i løn, og næsten alle andre fik mindre.

Med tre års forsinkelse kommer nu noget, der minder om et opgør med de rige og med Wall Street. Spørgsmålet er, hvad det bliver til.

Og svaret er, at det kan blive til meget - og det kan blive til ingenting. Aktivisterne har ingen fællesdagsorden bortset fra vrede mod de rige og mod sammebruddet i den sociale kontrakt; i et interview på NPR krævede nogle af dem i denne uge verdensrevolution og bank-nationalisering, mens andre blot ville have arbejde og sygeforsikring. Hvis intervieweren var gået hele vejen rundt, havde der sikkert været lige så mange krav som mennesker - og nogle, som bare kom for hash og ballade.

Obama: Forståelig frustration

Hvis aktivismen stopper dér, så stopper dens indflydelse, og amerikanerne vil sige, som den konservative radiovært Mike Gallagher sagde i går: »De skulle i stedet gå hjem og tage sig et bad.«

Men te-aktivismen begyndte i 2009 som en lige så forvirret og mangefacetteret flok, og først da Republikanerne tappede vreden og vendte den mod præsident Obama og Washington - først da fik bevægelsen indflydelse og en samlet dagsorden. Officielt er Demokraterne og aktivisterne ikke i færd med en tilnærmelse; både præsident Obama og vicepræsident Biden kom fredag med ikke-svar, da de blev spurgt om deres holdning til protestbølgerne.

»Jeg forstår godt, at folk er frustrerede, og det udtrykker aktionerne,« sagde præsidenten, og Biden fulgte senere op: »Det handler om, at den sociale kontrakt er brudt.«

De fleste aktivister udtrykker også en skuffelse over Obama, som de støttede i 2008, men som siden kun er gået de riges ærinde, siger de.

Uofficielt foregår der imidlertid en tilnærmelse. De amerikanske fagforeninger har udtrykt deres støtte til aktivisterne og deltaget i protestaktionerne, præsident Obamas nyfundne anti-establishment-populisme er ikke kommet af sig selv, og det er Elizabeth Warrens gennemslagskraft heller ikke.

På græsrodsniveau rækker Demokraterne også ud til aktivisterne, og de håber at skabe en slags venstreorienteret pendant til te-bevægelsen, og de mest resultatorienterede af aktivisterne ved også, at de kun får ændret noget, hvis de skaber en sådan pendant.

Som analytikeren Jonathan Alter fra Bloomberg News sagde efter at have tilbragt et par dage sammen med aktivisterne: »Pludselig er valgkampen i 2012 blevet så rasende mere interessant.«