Hvad vi lærte af Irak? Skepsis

Uanset om man betragter invasionen af Irak som en god idé, så var det en invasion på et usandfærdigt grundlag - og konsekvensen er en afgrundsdyb mistro til eksperter og politikere.

Tusindvis af amerikanere demonstrerer mod USAs krig i Irak ved området omkring Pentagon i Washington DC 17. marts 2007. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonathan Ernst

SANTA FE: Det var en af de populære selskabslege for et år siden - i det mindste i USA: At spørge amerikanerne, hvad de havde lært af recessionen, og svarene var typisk, at de havde lært, at huspriserne ikke vokser ind i himlen, men det gør gælden til gengæld, og de havde lært at lægge penge til side og klippe kuponer i kuponhæfterne.

Og det er rigtigt nok, men lektien er dybere og mere grundlæggende end husholdningsøkonomi, og historikere vil formentlig om nogle årtier koble recessionen sammen med en anden samtidig begivenhed - krigen i Irak. Umiddelbart har de ikke meget med hinanden at gøre, ud over kronologien og den præsident, der præsiderede over dem, men de førte begge til noget, som lagt sammen har burret sig til vores DNA, nemlig en afgrundsdyb skepsis.

HVOR GODARTET VI end vælger at betragter invasionen af Irak, så var det en invasion, som i vid udstrækning var baseret på et forkert grundlag, og det samme med boom-årene. Krigen var baseret på en påstand om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og de fede år var baseret på en påstand om, at opturen ville fortsætte op, og ingen af påstandene var udtryk for en danbrownsk verdenskonspiration, men snarere udtryk for, hvad vi - mange af os - gerne ville høre.

For det var ikke bare den amerikanske regering, der hævdede, at der var masseødelæggelsesvåben; det gjorde Anders Fogh Rasmussen, Bill Clinton og Hans Blix også, og det gjorde efterretningstjenesterne i Tyskland, Frankrig og Spanien, og det var ikke bare en solariebrun kystmægler, der hævdede, at priserne ville gå op. Det gjorde præsidenter og finansministre og estimerede økonomer også, og selv i 2007 sagde et flertal af huskøberne det samme. Mange andre, der skulle have vidst bedre, enten samtykkede eller tiede.

NOBELPRISTAGEREN PAUL Krugman skrev i går på sin blog, at han op gennem 00erne forudså boblen, men en blogger, Kevin Drum, gennemgik hans klummer i New York Times og konstaterede, at Krugman ikke advarede mod boligprisernes himmelflugt - ikke før end seks måneder før de begyndte at bryde sammen, og Krugman er formentlig ikke ene om erindringsforskydelsen. Nogle få opinionsdannere købte ikke den officielle linje, den danske mellemøstekspert Lars Erslev Andersen troede ikke på masseødelæggelsesvåbnene, og alle spekulanterne i bogen »The Big Short« blev mangemillionærer ved ikke at tro på boomet, men de var undtagelser, og det gør faldet så meget hårdere og værre.

I februar 2003 troede 66 pct. af amerikanerne på, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, og at det var en krig værd, og hvis det kun var nogle få, som havde sagt, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, og hvis det kun var nogle få, som havde troet på det, så var det selvsagt også kun nogle få, der havde følt den kapsejsende fornemmelse af at få sandheden afsløret som løgn og vranglæren som det modsatte. Det havde vi nok overlevet, måske endda med en hvad-sagde-jeg fornemmelse, men det var som sagt ikke de få, og det lever ikke mindst amerikanerne nu med.

AMERIKANERNE HAR SIDEN midten af 1960erne mistroet autoriteter og offentlige institutioner, og netop på et tidspunkt, hvor de kunne have brug for tro på begge dele - de er i krig i Afghanistan, og de er midt i den største økonomiske nedtur siden 1930erne - har Irak og boblen tværtimod næret og hærdet mistroen. Når så mange amerikanere tvivler på selv de mest elementære kendsgerninger, f.eks. at præsident Obama er født i USA og ikke er muslim, og når de tvivler på, at bankpakker, vækstpakker og sundhedsreformer vil virke efter politikernes og eksperternes hensigt, så er det ikke bare en partipolitisk positur.

Så er det en konsekvens af den krig og den optur, som de engang troede på.