Hvad sker der for Spanien?

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Felipe VI er kendt under tilnavnet el preparado – den velforberedte. Modsat adskillige af sine for- gængere er den spanske konge intelligent, veluddannet og udogmatisk tæn­kende, medgiver selv overbeviste republikanere, som har mødt ham.

Så meget desto mere bastant fremstod budskabet, da Felipe tirsdag aften gik på TV for at tale om situationen i Catalonien. Ikke et ord, der så meget som rimede på dialog. Ikke et ord om politiets voldsomme fremfærd mod de hundredtusinder af catalanere, som søndag var mødt op for at stemme ved en ulovlig, men også fredelig uafhængighedsafstemning. Ikke et ord på det catalanske sprog, som kongen behersker og før har anvendt i forsøg på at række hånden ud mod Catalonien. Kun en lidt mere velformuleret gentagelse af den konservative regerings budskab om, at lov er lov, og at dem, som bryder den, selv er ude om konsekvenserne.

Onsdag morgen kunne kommentatorerne i Spaniens nationalkonservative medier da også knap få armene ned. Felipe har sat sit kongeblå stempel på deres mangeårige krav om, at man én gang for alle sætter separatisterne i Catalonien stolen for døren.

Talen, der i et konstitutionelt monarki naturligvis er afstemt med regeringen, ses både i Madrid og Barcelona som et signal om, at premierminister Mariano Rajoy har besluttet at overtage kontrollen med det catalanske selvstyre.

Rajoy har blandt samme højreorienterede meningsdannere indtil for nylig været kendt som Maricomplejines. Et uvenligt øgenavn, der tilskriver premierministeren en kompleksfyldt mangel på mandsmod, og som skyldes hans tendens til at lurepasse og undgå konfrontation i håb om, at problemerne løser sig selv.

Såvel søndagens bombastiske politioperation som andre håndfaste indgreb under de seneste ugers eskalering af krisen i Catalonien er da også mindst lige så ukarakteristiske for Rajoy, som tirsdagens tale er for kongen.

Rajoy kunne – som i forbindelse med en vejledende folkeafstemning i 2014 – have valgt at ignorere en valghandling, som stort set ingen uden for de catalanske separatisters rækker alligevel betragter som gyldig, og bagefter lægge sag an mod de ansvarlige politikere for en god retsordens skyld.

I stedet farer Rajoy frem med en uforsonlig hårdhed, der ikke kun skader Spaniens internationale omdømme. Den truer også med at koste andet og mere end trykkede ribben, blå mærker og et par sønderskudte øjne ved de uroligheder, som givetvis vil opstå, når eller hvis den nuværende selvstyreregering bliver sat fra bestillingen. Hvorfor spille med så høje indsatser?

Et kvalificeret gæt er, at han handler i selvforsvar. Mod strammerne i sit eget parti samt, ikke mindst, mod lederen af det nye borgerlige parti Ciudadanos, Albert Rivera. En ung, velformuleret, fotogen og unionistisk catalaner, der er populær i nationalkonservative kredse, og som i disse uger bejler uhæmmet til rollen som den spanske nations frelser. Og da Rajoy for et par uger siden beklagede, at separatisterne »tvinger os til at gøre det, som vi helst vil undgå«, virkede det oprigtigt ment.

Det er den ene – og formentlig vigtigste – side af sagen. Den anden handler om parlamentarisk taktik. Rajoys smalle mindretalsregering sidder alt andet end sikkert i sædet. Med sin hårde kurs over for Catalonien kan han splitte socialisterne og neutralisere deres nye, mere venstreorienterede leder, Pedro Sánchez, som er nødt til at bakke op om regeringen.

Dels for at undgå et oprør blandt de i forvejen fjendtlige og spansk-nationalistiske partikammerater i den sydlige del af landet. Dels for ikke at bløde stemmer på grund af blødsødenhed i det catalanske spørgsmål, hvis Rajoy skulle finde på at udskrive parlamentsvalg i utide.

Tilbage står spørgsmålet om den internationale opinion. I den forbindelse satser Rajoy på, at indignationen fra medierne ikke i større målestok breder sig blandt premierministerkollegerne i et Europa, der slås med mange andre problemer, og hvor flere lande frygter en dominoeffekt, hvis Catalonien løsriver sig.

Foreløbig tyder alt på, at han har ret.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa