Hvad pokker går Obama-doktrinen egentlig ud på?

Præsident Barack Obama har lagt navn til en Obama-doktrin om sin udenrigspolitik. Men hvad går den egentlig ud på? Kritikken er højrøstet, så for nylig forklarede Obama sin doktrin i tidsskriftet Atlantic Monthly. Forklaringen efterlod endnu mere forvirring og kritik.

»Hr. Putin var begejstret over at føje Obama og derved forsvandt 40 års amerikansk dominans i verdens mest kritiske arena,« skriver professor Josef Joppe om Obamas manglende handlekraft i Syrien. Foto: Die Zeit Fold sammen
Læs mere

Offentligheden er vildt uenige om, hvor præsident Barack Obama vil hen med sin udenrigspolitik. Kommentatorer hiver sig i håret for at finde ud af, hvad han egentlig mener.

Det er nok noget med, at han vil trække USA ud af væbnede konflikter. Han vil tilsyneladende løse internationale konflikter gennem diplomati og ikke gennem magtanvendelse. Han vil overholde internationale aftaler, men han vil gerne dræbe udvalgte personer med droner. På forhånd fik han Nobels fredspris i 2009, endda før han havde iværksat en eneste af doktrinens planer, og han holdt en tale i Cairo i 2009, hvor han undskyldte for den tidligere amerikanske politik og lovede bod og bedring som en anden synder. Der var lagt op til en helt ny politik.

Problemet for Barack Obama er, at hans udenrigspolitik af mange i USA opfattes som svag. Han proklamerede således, at han ikke ville acceptere brug af kemiske våben i Syrien. Da Syriens diktator Bashar al-Assad derefter anvendte kemiske våben, undlod Obama at reagere med våbenmagt. Hans kritikere har sagt, at hans passive udenrigspolitik har efterladt et magtvakuum, som Rusland, Kina og andre lande nu fylder ud. Hvis det så bare var Barack Obamas politiske modstandere, der var kritiske, så kunne han tage det med ro, men kritikken har bredt sig til venneskaren. Den indflydelsesrige redaktør af tidskriftet Foreign Affairs, Gideon Rose, har tidligere rost Obamas forsigtige udenrigspolitik, men efter Obamas manglende handling i spørgsmålet om kemiske våben skrev han, at »det er et eksempel på en skamfuld amatøragtig improvisation«.

Normalt får Barack Obama støtte af avisen New York Times, og i avisens ledere og blandt dens kommentatorer er der som regel altid støtte at hente til Obamas handlinger. Men også her titter en ny kritisk linje frem, og avisens kommentator Roger Cohen skrev 8. februar: »Aleppo er i dag udsat for Putins lunefuldheder, og en genoplivelse af Assads ubarm­hjertige indfald er et resultat af næsten fem års uduelig og formålsløs politik fra Obama-administrationens side.«

I takt med at verdens konflikter ikke blot løste sig gennem diplomati og forsoning, men at der tværtimod viste sig dybere kriser, fik Obama et behov for at forklare sin doktrin. Det gjorde han i en stor artikel i tidsskriftet Atlantic Monthly for nylig, hvor hans favoritjournalist Jeffrey Goldberg sammenfattede en række bordsamtaler og pænt holdt mikrofonen uden at stille rigtigt ubehagelige spørgsmål.

Hovedessensen af Obamas forklaringer gennem mediet Goldberg kan opsummeres som følgende:

  1. Obama kom til Det Hvide Hus fast besluttet på at få USA ud af Irak og Afghanistan og ikke at finde nogen ny drage, som han kunne dræbe.
  2. Obama mener generelt ikke, at han vil risikere amerikanske soldaters liv for at forhindre humanitære katastrofer – kun hvis disse katastrofer repræsenterer en direkte sikkerhedsrisiko for USA.
  3. Han anser sig selv som en udenrigspolitisk realist, der ikke vil intervenere i andre lande uden meget presserende grund. Realisten er en klassisk definition på en bestemt holdning i amerikansk udenrigspolitik og står i modsætning til idealisten, der gerne vil intervenere i andre lande for at udbrede demokrati eller forfølge andre idealistiske mål.
  4. »Don’t do stupid s**t...« – på pænt dansk: »Gør ikke dumme ting,« har Obama sagt om en af holdepunkterne i sin udenrigspolitik. Det fik Hillary Clinton til at bemærke, at det ikke var nok i udenrigspolitik, og at man må have en mere visionær plan.
  5. Meget lidt kan ske internationalt uden amerikansk engagement, men Obama mener, at amerikansk evne til at styre globale begivenheder er meget begrænset.
  6. Droner er ikke af det onde. Nogle gange må man tage dristige beslutninger og bruge droner til at dræbe for at redde liv.
  7. Man skal udenrigspolitisk nyvurdere forholdet til venner og fjender og ikke blot fastholde de gamle mønstre. Således har Obama åbnet for forhandlinger med gamle fjender som både Iran og Cuba.
  8. Obama støtter ikke teorien om civilisationernes sammenstød. Ikke fordi han undervurderer islamismens trussel, skriver Jeffrey Goldberg, men fordi han ikke vil skabe unødige fjender.
  9. For egen regning skriver Jeffrey Goldberg desuden, at Obamas verdenssyn er optimistisk, og historien vil føre til større retfærdighed. Obama tror på, at historien har skillelinjer, og at Amerikas modstandere har placeret sig på den forkerte side af skillelinjen. Hvad disse modstandere ikke forstår er, at historien bøjer sig i Obamas og USAs retning.

Artiklen i Atlantic Monthly førte til skarpe og generelt kritiske reaktioner. Brian Katulis er mildt venstreorienteret og tidligere knyttet til Bill Clintons udenrigspolitiske administration. Han skriver om Obama-doktrinen i Washington Post: »Artiklen afslører en slående mangel på klarhed i Obamas vision for hans positive legitimitet på den internationale scene (...) Obama har brugt meget mere energi på at definere, hvad hans administration ikke vil gøre, og hvad den har prøvet at undgå, i stedet for at at forklare, hvad han vil gøre, og hvordan det vil gavne USA. Denne mangel på at kommunikere fordelene er en del af årsagen til, at den seneste måling viser, at et flertal af offentligheden ikke godkender Obamas udenrigspolitik.«

En interessant reaktion kommer fra Josef Joffe i Atlantic Monthly i denne uge. Josef Joffe er født i 1944 i Polen i en jødisk familie. Han overlevede krigen og voksede op i Tyskland og blev chefredaktør for avisen Die Zeit og er nu professor i USA. Joffe skriver, at man godt kan forstå Obamas forsigtighed efter erfaringerne i Irak og Afghanistan, og man derfor også forstår hans ord om »Don’t do stupid s**t«. Det er også sandt, skriver Joffe, at USA ikke kan redde hele verden, og man må være selektiv i de sager, man involverer sig i. Men problemet opstår i udførelsen af den amerikanske udenrigspolitik. Åbenbart udgjorde hverken den syriske borgerkrig eller Putins overgreb mod Ukraine en direkte trussel mod USA, siden Obama ikke fandt det nødvendigt at gribe ind nogen af stederne, skriver Joffe.

Men udenrigspolitisk realisme er mere kompliceret end som så, fordi fjerne konflikter, der ignoreres, hurtigt kan blive til direkte trusler. Rigtige realister ved også, skriver Joffe, at et magtvakuum i det internationale system automatisk vil fyldes, fordi modstandere vil opfatte passivitet som en invitation: »Syrien er et perfekt eksempel. Obama trak en rød streg ved brugen af kemiske våben, før Bashar al-Assad massakrerede civile med sarin, en nervegas, i 2013. Men i stedet for at gøre alvor af sine trusler om at bruge amerikansk militær magt, så trak han sig tilbage og inviterede russerne ind og lod hånt om, at Henry Kissinger i realiteten havde sparket Sovjetunionen ud af Mellemøsten i 1970erne (...) Hr. Putin var begejstret over at føje Obama, og derved forsvandt 40 års amerikansk dominans i verdens mest kritiske arena. I dag er russerne tilbage med styrke og repræsenterer en dødelig trussel for enhver, der vil fordrive dem fra Levanten. I dag er Assads hær i fremmarch, millioner af flygtninge er strømmet ind i nabolandene og Europa.«

Josef Joffe konkluderer, at Obama ikke er en realist, men en isolationist med droner: »Hvis historien er på Amerikas side, som Jeffrey Goldberg skriver, så behøver USA ikke at tvinge eller bekrige andre. Lad Iran, Rusland og Kina kæmpe for ære og magt. Det betyder ikke noget, tror Obama, fordi de er forudbestemt til at fejle (...) Dette er ikke en storslået strategi. Det er en religion.«

Den franske filosof Bernard Henri Levy er inde på samme vurdering i en kommentar i det amerikanske netmagasin Daily Beast under overskriften: »Obama-doktrinen? Passiv Messianisme: Den amerikanske præsident synes at tro at demokrati kommer fra ganske naturlige processer og ikke behøver at blive skubbet eller tvunget frem og slet ikke ved hjælp af krig.«

Levys artikel udtrykker, som man måske kan ane, en skarp misbilligelse af Obamas politik.

Barack Obamas forklaring på sin udenrigspolitiske doktrin har efterladt mere undren end afklaring. Er han realist, idealist, isolationist eller religiøs i sin tro på, at han står på historiens vinderside? Bernard Henri Levy afslutter sin artikel med at udtrykke dyb bekymring for fremtiden og at han frygter det værste.