Hvad nu hvis muren stadig stod?

I dag husker vi 1989 som frihedens år, men hvad nu hvis en stribe begivenheder op til det store år var faldet ud til gammelkommunisternes fordel? Lad os vende op og ned på det store år. Vi skriver historien om.

Konstantin Tjernenko døde af lungebetændelse i 1985. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra portret.ru

WASHINGTON. Konstantin Tjernenko, den sovjetiske generalsekretær på nu 78 år, krævede at komme direkte igennem til Deng Xiaopeng, den øverste kinesiske autoritet, for nu ville han ikke længere finde sig i alle de narrestreger, der udspillede sig i Beijing.

Det var den 15. april 1989 - og Tjernenko havde lige på statsnyhederne set, hvordan ualmindeligt mange unge kinesere var mødt op på Den Himmelske Freds Plads i sorg over, at den tidligere generalsekretær Hu Yaobang var død. Tjernenko, en sovjetisk høg, havde med foragt fulgt de markedsøkonomiske tiltag, som Deng Xiaopeng havde tilladt i Kina - og han troede fejlagtigt, at den glidebane mod det dekadente vestlige demokrati, som Hu Yaobang havde talt så varmt for, var ophørt, da han trods alt blev tvunget i husarrest.

Havde Deng Xiaopeng fuldstændigt mistet styringen, lød spørgsmålet fra Tjernenko til sit eget Politbureau? Hans blik fangede Mikhail Gorbatjov. Han godtede sig indvendigt over, at det lykkedes ham at udmanøvrere Gorbatjov i 1984, da Jurij Andropov, den kortvarige generalsekretær døde - og det glædede ham, at han selv kom sig over den grimme lungebetændelse, der nær havde kostet ham livet i foråret 1985. Ellers havde Gorbatjov sikkert fået samme ideer som Deng Xiaopeng og endnu være Hu Yaobang - for Tjernenko havde tidligt og uden tøven måtte slå hans ideer om glasnost og perestroika ned.

De kinesiske kommunister tøvede ikke. Allerede dagen efter slog de hårdt ned på de unge uromagere, som blev sendt langt ud i de ydre provinser for at blive genopdraget. Tjernenko kunne med tilfredshed konstatere, at det modelune, som havde præget Kina, nu havde udspillet dets rolle. Intet ville være værre, havde generalsekretæren gentagne gange forsikret sine nærmeste om, end hvis det enorme kinesiske parti begyndte at falde sammen. Det ville kunne danne en uheldig skole - på et tidspunkt, hvor et stærkere Moskva var ved at få bedre styr på Beijing.

Ingen vidste bedre end Tjernenko, hvor vigtigt det var at tage ethvert tilløb til optøjer i opløbet. I de første måneder af 1989 havde han egenhændigt beordret Erich Honecker, partiets ellers tro allierede i DDR, til at tage sig sammen - og standse den spirende oprørsbevægelse, som Sovjet mente åbenlyst udfordrede systemet, mens de gemte sig i de østtyske kirker. Tjernenko havde sagt til Honecker, at det slogan, som hørtes i gaderne om, at »Wir sind das Volk« var kontrarevolutionært. DDR-lederen slog til med en storstilet masseanholdelse - og man hørte ikke mere til de ellers voksende protester.

Hørte aldrig fra Walesa igen

DEN SOVJETISKE generalsekretær havde lært af de seneste år, at det handlede om at handle hurtigt og hårdt. Han huskede tydeligt, hvordan hans polske kollega, general Wojciech Jaruzelski, nær havde ladet en elektriker fra et skibsværft i Gdansk underløbe det kommunistiske system i 1980. Lech Walesa havde haft held til at gennemføre en strejke, og Jaruzelski havde af årsager, som Tjernenko aldrig forstod, gjort hans såkaldte Solidaritetsbevægelse lovlig. I halvandet år havde Walesa - uden om partiet - mobiliseret en større bevægelse, inden Moskva endelig beordrede elektrikeren indespærret. Selv om Nobelkomiteen i 1983 gav ham fredsprisen, hørte man aldrig mere til ham.

Den korte opstand under Walesa havde dog gjort mange af de andre kommunistledere nervøse - for de vidste, at der også i deres lande fandtes aktivister, der kunne rokke ved deres magt. I Tjekkoslovakiet havde styret deres besvær med at holde en simpel undergrundsforfatter nede, for Vaclav Havels essays og teaterstykker blev ved med at dukke op. Efter ti år i fængsel hørte man dog efterhånden kun til Havel, når vestlige politikere demonstrativt bragte hans navn op. Det ungarske politbureau havde anderledes styr på tingene, mente Tjernenko. Straks Kreml i foråret 1989 gav et signal om, at der var fare på færde, fjernede de to af deres topfigurer, Guyla Horn, som var viceudenrigsminister, og Imre Pozsgay, der var et fremtrædende politbureaumedlem.

Dukakis præsident i USA

I WASHINGTON BEMÆRKEDE den nye præsident Michael Dukakis, som nemt havde besejret George H. Bush i 1988, dårligt nok de mange optrin. Den fejlslagne konfrontation med Sovjetunionen, som Reagan havde stået for, havde slået de republikanske ideer ned - og nu ønskede Dukakis i stedet at forhandle med Moskva. Tiden med skarpe meldinger var ovre. Reagans opfordring fra 1987 - »Mr. Tjernenko, riv denne mur ned« - fremsagt under en tale på den vesttyske side af Berlinmuren, havde skabt så meget ustabilitet mellem Vest- og Østeuropa, at Dukakis havde lagt afstand til den. Det samme gjorde den nye britiske premierminister, den socialdemokratiske Neil Kinnock, som havde slået den ærkekonservative Margaret Thatcher af banen i 1987.

Den indblanding i et suverænt lands anliggender, som Reagan udførte, havde skabt uroligheder flere steder i Sovjetblokken, især i de tre sovjetrepublikker, der lå tættest på Skandinavien - den estiske, den litauiske og den lettiske. Det var uhensigtsmæssigt og førte til en ukontrollabel reaktion, mente Dukakis. Da en gruppe estere i Tallinn i februar 1989 var lykkedes med at rejse et illegalt uafhængighedsflag på et berømt tårn i byens midte, havde andre oprørere således brudt ud i nationalistiske sange. Kreml havde brutalt grebet ind og sovjetisk politi havde gennemført masseanholdelser - for en sikkerheds skyld også i flere andre republikker.

Danmark bakkede op om den nye forsonende amerikanske linje. Statsminister Svend Auken, der havde slået firkløverregeringen ved atomvalget i 1988, havde allerede mødtes med både Dukakis og Tjernenko - og gjort klart, at den danske regering ville bakke tæt om de nedrustningsforhandlinger, som skulle i gang. I Moskva havde man især glædet sig over, at Uffe Ellemann-Jensen var væk som udenrigsminister. Hans »provokerende opførsel«, hvor han aktivt havde støttet, hvad Sovjetunionen betegnede som »imperialistiske bevægelser« var nu afløst af Ritt Bjerre­gaard. Auken og Bjerregaard kunne man tale med, noterede man sig i Kreml.

De sidste tre måneder af 1989 høstede Tjernenko frugterne af sine resolutte handlinger. Ethvert tilløb til opstand, der spirede, var brutalt blevet slået ned og hevet op ved rode. I Kina, i Baltikum, i Polen, i Tjekkoslovakiet, i DDR og i Ungarn. De præventive nedslag havde virket. I de sidste måneder af året satte den gode stemning for alvor ind. Det var et godt år, hvor Sovjetunionen stod stærkere end længe - med en ideologisk sejr i propagandakrigen mod Vesten, hvor højreorienterede regeringer var faldet på stribe, og naturligvis med et stadig mere udbygget økonomisk samarbejde i Comecon og militært i Warszawa Pagten, der udfordrede det noget trætte Europæiske Fællesskab og NATO.

Onsdag den 7. oktober 1989 satte Tjernenko sig i det officielle Aeroflot-fly med kurs mod Østberlin for at være æresgæsten ved DDRs 40 års jubilæum. Alle de stærke kommunistbosser, som fulgte Moskvas rettesnor, var med. Fra dansk side deltog DKPs formand, Ole Sohn, som en sikker støtte. Hans parti var en del af statsminister Aukens parlamentariske grundlag efter valget i 1988, hvor det lige havde sneget sig over spærregrænsen.

Ved 30 års jubilæet for DDR ti år tidligere havde generalsekretær Leonid Bresjnev givet den østtyske partiboss, Erich Honecker, et ikonisk kys - et stærkt kommunistisk tegn på solidaritet. Tjernenko ville gentage kysset - for at vise, at de stærke bånd mellem Moskva og Østberlin var intakte, og for at give sig selv en plads i historiebøgerne. Foran alverdens kameraer rakte han frem mod Honecker og gav ham et langt kys. De, der stod tæt på, mener, at han sagte mindede østtyskeren om det fornuftige i at have slået det spirende oprør hårdt ned med denne sætning:

»Livet straffer hårdt dem, der handler for sent.«