Hvad har Golda Meir, Indira Gandhi, Margaret Thatcher og Michelle Bachelet også til fælles?

Højprofilerede kvindelige regeringschefer efterfølges sjældent af en kvinde. Men hvorfor egentlig? Spørgsmålet er blevet aktuelt efter, at Angela Merkel har annonceret sin exit. Vil hun kunne blive efterfulgt af en kvinde?

Højprofilerede kvinder i international politik efterfølges sjældent af en endnu en kvinde på posten. Ofte går der mange år - hvis overhovedet - før der kommer en kvinde nr. 2. Det er Golda Meir, Indira Gandhi, Corazon Acquino, Margaret Thatcher og Michelle Bachelet gode eksempler på. Men hvad er egenntlig forklaringen? Spørgsmålet er aktuelt, da Tyskland efter 13 år med Angela Merkel står over for inden for den nærmeste fremtid at skulle have ny leder. Én af kandidaterne er kvinde, Annegret Kramp-Karrenbauer (til venstre). JOHN MACDOUGALL / AFP / scanpix

En kvindelig stats- og regeringschef vækker stadig opsigt på de obligatoriske familiefoto til internationale topmøder. For kvinder i spidsen af politik er fortsat en uhyre sjælden race.

Endnu mere sjældent er det dog, at en højprofileret kvinde efterfølges af en kvinde på posten. Udover at have været stærke kvindelige ledere har Golda Meir (Israel), Indira Gandhi (Indien), Margaret Thatcher (Storbritannien), Corazon Aquino (Filippinerne) og Michelle Bachelet (Chile) alle det til fælles, at de er blevet afløst af en mand. Tre forklaringer presser sig på.

Indira Gandhi var premierminister i Indien fra 1966-77 og senere fra 1980-84. I 1984 blev hun myrdet af én af sine sikh-livvagter. Alex Ogle

Smal fødekæde

De få kvinder i toppolitik betyder, at der i hvert fald i de første mange årtier efter 2. verdenskrig sjældent var flere i fødekæden, som kunne stå på spring.

I flere lande, såsom Indien og Filippinerne, fulgte kvinderne i fodsporene på deres far (Nehru) og mand (Benigno Acquino).

Golda Meir var Israels første premierminister (1969-1974). Israel har ikke siden haft en kvindelig statsminister. Premierministeren ses her med Vesttysklands kansler Willy Brandt, da han besøgte Knesset i 1971. -

Kvinder tør ikke gøre noget for kvinder

De få kvinder, der har formået at kæmpe sig til tops, har sjældent haft fokus på at give kommende generationer en hånd eller blandet sig i ligestillingsemner.

Dertil kommer, at de af bekymring for at blive kritiseret for at være bløde ledere ofte har lagt »kvindeligheden« på hylden. Golda Meir i Israel blev f.eks. konsekvent betegnet som en »den eneste mand i den israelske regering.«

Margaret Thatcher i Storbritannien lagde stor vægt på, at kun var kommet til tops udelukkende på grund af kvalifikationer og derfor pr. definition ikke kunne støtte særbehandling:

»Kvinder må forfremmes på baggrund af deres meritter. Diskrimination må ikke finde sted«, sagde hun.

At der kunne være faktorer, der holdt kvinder tilbage, indgik ikke i Thatchers verdensbillede.

Da Margaret Thatcher døde i 2013, opstod der en betydelig diskussion om, hvad den mangeårige premierminister (1979-1990) egentlig havde gjort for ligestillingen. Der var almen enighed om, at hun alene ved at blive premierminister havde brudt glasloftet. Derimod pegede mange på, at hun aldrig havde engageret sig i ligestillingspolitiske emner. MIKE SARGENT / AFP / Scanpix

Tilsvarende har kansler Angela Merkel, trods en fortid som ligestillingsminister, sjældent italesat ligestillingspolitisek emner eller sat sig i spidsen for kvindelig talentrekruttering.

For nyligt viste en undersøgelse, at der siden 1949 er blevet udpeget flere topembedsmænd i Tyskland, der hedder Hans end kvinder.

Hvis vi konsekvent stillede med halvdelen af de nødvendige 11 til en fodboldkamp, ville vi aldrig vinde en kamp. For at udvikle sig har et land brug for mænds og kvinders evner

En undtagelse på en kvindelige regeringschef, der har engageret sig i ligestilling, er Chiles tidligere præsident, Michelle Bachelet. Ikke mindst i hendes sidste præsidentperiode refererede hun konsekvent til fodbold:

»Hvis vi stillede med halvdelen af de nødvendige 11 til en fodboldkamp, ville vi aldrig vinde en kamp. For at udvikle sig har et land brug for mænds og kvinders evner.«

USAs tidligere udenrigsminister Madeleine Albright har peget på, at nogle kvinder heller ikke ønsker at hjælpe andre kvinder til tops - måske fordi de selv ikke er blevet hjulpet. »Der er et særligt sted i helvedet for kvinder, som ikke hjælper hinanden«, har hun sagt.

Michelle Bachelet er én af de få kvindelige præsidenter, der for alvor har markeret sig i ligestillingspolitiske spørgsmål. Hun har været præsident i Chile over to omgange. Første gang var fra 2006-2010; anden gang fra 2014 til 2018. FABRICE COFFRINI / AFP / scanpix

Mænd får nok

Endelig virker det som om, at mænd, som har haft patent på formandsposten, ofte har set på kvindelige leder som en anomali. »Nok må være nok«; nu må en mand igen på posten.

I hvert fald er det svært at overse, hvordan længslen efter den tidligere CDU-gruppeformand, Friedrich Merz i Tyskland i visse dele af partiet også hænger sammen med ønsket om at vende tilbage til partiets mere traditionelle rødder - med mandlige, vesttyske, katolske og mere konservative ledere.

I sin tid uden for politik var Merz indirekte med til at sætte ord på denne længsel, da han betegnede Merkel som »damen fra Østtyskland.«

Lige så klart er det, at 13 år med Merkel som kansler også har ændret tysk politik. Ikke alene diskuteres det med et smil på læben, om en mand også kan blive »kanslerinde«, men kræfter i CDU ønsker også at fastholde den modernisering af politik, som Merkel har stået for.

I hvert fald var det et vink med en vognstagn til Friedrich Merz og den anden mandlige formandskandidat Jens Spahn, da partiets nye gruppeformand Ralph Brinkhaus forleden udtalte, at »moderne politik er holdspil - tiden for alfahanner er forbi.«

Robert Habeck og Annalena  Baerbock har til sammen ført De Grønne i Tyskland til en stor fremgang ved de to seneste delstatsvalg. I den sidste måling står partiet til 24 pct af stemmerne, hvis der var valg i Tyskland på søndag. ARNE IMMANUEL BANSCH / AFP / scanpix

Tilsvarende har De Grønnes nye leder Robert Habeck, der leder partiet på lige fod med Annalena Baerbock udtalt, at tiderne er skiftet:

»Idag ville Joschka Fischer, det sidste indbegreb af den politiske førerhan, ikke passe til os. Det tager jeg som et tegn på, at det ikke længere drejer sig om, hvor meget testosteron, der drypper ud af én,«

Så hvem ved, måske Angela Merkel kommer til at bryde trenden og får Annegret Kramp-Karrenbauer som afløser?

Og endnu vigtigere: måske kommer tysk politik til at leve op til et ordsprog fra Bachelets hjemegn: En kvinde på toppen i politik ændrer kvinden; flere kvinder ændrer det politiske liv.