»Hvad, far? Har de religiøse allerede vundet?«

Som ikke-religiøs far til fire i Jerusalem er det et tilbagevendende problem at finde den rette børnehave, når religion gennemsyrer selv de mest uskyldige institutioner.

Som ikke-religiøs far til fire i Jerusalem er det et tilbagevendende problem at finde den rette børnehave, når religion gennemsyrer selv de mest uskyldige institutioner. Fold sammen
Læs mere

»Desværre, der er ingen plads i år,« sagde kvindestemmen i telefonen.

Afslaget på pladsen til min yngste søn i den børnehave, hvor to af hans søskende har gået, fangede mig med paraderne nede. Vi havde søgt pladsen til tiden, har god kontakt til personalet og besidder den slags mellemøstlige forbindelser, der plejer at kunne lirke lukkede døre op. Men afslaget er endeligt. Fra september vil børnehaven være fyldt op med søskende til de børn, der allerede går i børnehaven. Og de har førsteret.

Generelt er vi en temmelig udramatisk familie. Den iranskfødte jødiske forretningsmand, vi lejer hus af, synes, vi lever som romaer, hvilket er hans måde at sige, at vi er nogle easygoing hippier. Men når det kommer til børnehaver, lurer panikken. For i Israel og især i Jerusalem er børnehaver ikke bare et valg mellem god, halvdårlig og dårlig. Det er, for vores vedkommende, et spørgsmål om at finde den ikke-religiøse nål i en høstak af religiøs leflen, ritualer, tvang, pådutteri og indoktrinering af den slags, vi ærligt talt ikke bryder os om.

Der er institutioner, hvor hele personalet er praktiserende religiøse, og hvor børnene efter sølle to uger begynder at svare »Herren være priset«, når man spørger dem, hvordan de har det. Den slags børnehaver, hvor man bliver irettesat, hvis man »Gud forbyde det« er kommet til at give sønnike både kød – og! – mælkeprodukter i samme madpakke. Som havde man givet bettemand flæskesteg med til koranlæsning.

Og der er børnehaver, hvor der bedes bøn før måltiderne, og hvor tre-fireårige placeres i rundkreds eller på bløde puder for at høre om Moses, slaveriet i Egypten, de historiske helte og det forjættede land og alt det, der er en del af pakken.

Som far har jeg gentagne gange stået i den lidt pinlige situation, hvor personalet hiver kippaen frem og vil have mig til at sige en eller anden bøn, fordi det er fredag eller sidste dag inden en højtid. Her taler vi om de såkaldte sekulære børnehaver. Jeg ender altid med at takke nej, og mumler, at den slags gør vi altså ikke, og så melder en af de andre fædre sig.

Børnene skal naturligvis kende historierne, men i den alder? De lærer jo heller ikke om Darwin og evolution som små. Vi ønsker at lade vores børn vokse op med bevidstheden om, at religion er et tilvalg – for voksne vel at mærke.

I Jerusalem er det hipt at være religiøs

Religion er på mange måder sat i automatgear i et samfund, hvor det er oppe i tiden at være religiøs. Popsangere bliver det. Journalister bliver det, mens regeringen skruer op for identitetsskabelsen med et sammenkog af nationalisme og religiøsitet, der når helt ned på de allerlaveste klassetrin. Og i modsætning til Danmark, hvor det har skabt debat, at den nu tidligere forskningsminister tror på skabelsesberetningen, ville det nærmere skabe debat i Israel, hvis forskningsministeren ikke troede på skabelsesberetningen.

At bo i Jerusalem betyder, at religion hele tiden er tæt på. Nogle gange synligt, andre gange med krav om særlig hensyntagen. Og når religion i mange tilfælde introduceres med en mere eller mindre institutionaliseret konsensus fra børnehavestadiet, er det en underlig oplevelse for de børn, der ikke vokser op i et religiøst eller semireligiøst hjem.

For nogle måneder siden gik jeg en tur med min dengang seksårige datter. Det var lørdag, og hun spurgte, om vi skulle køre med bus. Jeg mindede hende om, at busserne jo ikke kører på shabatten.

»Hvad, far? Har de religiøse allerede vundet?« nærmest råbte hun.

Det var noget af det sjoveste og mest oprigtige, jeg havde hørt hende sige, men også sørgeligt på sin egen jerusalemske måde. Hun har været igennem de forskellige religiøse ritualer i en enkelt børnehave, og går nu i en skole uden. Men allerede i sit seksårige univers havde hun en idé om, at religion er en størrelse, der gerne vil bestemme – om muligt også over andre. Og at religion i det offentlige rum skaber kampstemning.

Med det telefoniske afslag fra den børnehave, vi havde kalkuleret med, står vi nu i en situation, hvor vi trods alt stadig har et valg: Enten skal vi køre alt for langt for at bringe og hente i en sekulær børnehave, eller også skal vi tage imod trøstetilbuddet om at få en plads i en af de religiøse børnehaver i nabolaget.

Her skal det siges, at vi »gudskelov« ikke bor i det ortodokse Meah Shearim-kvarter i Jerusalem. Vi bor i en bydel med restauranter, cafeer, gadefester, joggere, hundeluftere, børnefamilier, studenter og alderdomshjem. Men i det kvarter er der næsten ingen sekulære børnehaver tilbage. Efterspørgslen på forskellige grader af religiøse børneinstitutioner er stigende, og de enkelte sekulære institutioner, der findes i nabolaget, er optaget af søskende med førsteret. Eller også er de forudbooket år i forvejen af forældre, der er bange for, at religion også her vil finde vej til puderummet, hvis de ikke er på vagt.