Hvad får Assad ud af et kemisk angreb?

Kombinationen af en diktator, der aner sejr, en desperat opposition, og et lammet Sikkerhedsråd bærer Syrien dybere ind i det mørke, landet har befundet sig i siden 2011

Foto: LOUAI BESHARA. Syriske drenge spadserer forbi en plakat med Bashar al-Assad i Damaskus i marts 2016.  / AFP PHOTO / LOUAI BESHARA
Læs mere
Fold sammen

MELLEMØSTEN: Syrienkrigen har de seneste seks år været alt andet end pæn. Men slutfasen har potentiale til at blive krigens mest beskidte kapitel.

De kemiske angreb tirsdag morgen i Khan Shaykhun er et eksempel. En påmindelse om, at krigens aktører vil gøre alt for at vinde slaget. Simpelthen fordi det er muligt. Og fordi de kan slippe afsted med det. Også selvom det betyder, at Syrien næppe lader sig samle under et flag i de kommende mange år.

Trods det syriske regimes benægtelse og det russiske forsvarsministeriums efterfølgende forsøg på at forklare, regimet i virkeligheden bombede et kemisk våbenlager, der tilhørte oppositionen, er store dele af regionen og den vestlige verden overbevist om, at det syriske regime står bag angrebet.

Et af de mest anvendte argumenter fra de, der forsvarer præsident Bashar al-Assad er, at den hårde kerne af islamister, der udgør størstedelen af oppositionen i Idlibprovinsen, ikke er til at stole på. Og det har de ret i.
Islamisk Stat har brugt kemiske våben, og sikkert også al-Qaeda. Men slet ikke i et omfang som regimet er i stand til, og ikke sarin i store hemmelige lagerbygninger.

Et andet argument er, at det syriske regime jo intet motiv har til at udføre et kemisk angreb, fordi det svækker ham, mens oppositionen tilskrives en række motiver for et kemisk angreb. Her tager de fejl. Assad har motiver.

På det storpolitiske plan kommer angrebet få dage efter den amerikanske administration for første gang siden Donald Trumps indsættelse formulerede sine retningslinjer for Syrien. USAs fokus er nu på Islamisk Stat, og flyttes væk fra Bashar al-Assad.
I det libanesiske dagblad al-Akhbar afslørede Ibrahim al-Amin, en mangeårig skribent med et yderst tæt forhold til Hizbollah, Iran og det syriske regime, for nylig, at Donald Trump havde kontaktet Bashar al-Assad i januar 2017 via Tulsi Gabbard. I samme periode talte Trump ved flere lejligheder om, at han havde en »hemmelig plan« til at besejre Islamisk Stat. Ifølge Ibrahim al-Amin indebar den plan et samarbejde med - og hermed også en accept af - det syriske regime.

Bashar al-Assad har ikke nogen egentlig interesse i at involvere USA alt for dybt i den syriske konflikt. Det syriske regime henter sin hjælp fra Iran, Hizbollah og Syrien, og sådan vil man helst have det.

Og hvad angår det kemiske angreb kan Bashar al-Assad, hvis det var på hans ordre, med rette have følt sig sikker nok på den amerikanske administration til at angrebet ikke ville få alvorlige følger. På samme måde som i 2013, hvor det kemiske angreb i Ghouta heller ikke fik alvorlige følger med Barack Obama som præsident.

På det strategiske og taktiske plan siges det om Bashar al-Assad, at han intet har at vinde ved at bruge kemiske våben. Han har fået rygvind siden russerne gik ind i krigen, og han har gjort oppositionen meget svagere det seneste års tid. Så hvorfor gøre det?

Svaret er, at de kemiske angreb er taktiske på den måde, at de skræmmer civilbefolkningen ud og efterlader de militante som lettere ofre. De skåner regimets egne soldater, der foruden det kemiske angreb, skulle sendes ind i nærkampe. Og når det gælder den syriske hærs mandskab, har regimet ikke meget at give af. Assads hær har lidt enorme tab og gør det stadig. Derfor er det en reel overvejelse for regimet at skåne sine mænd mest muligt.

Ikke mindst fordi regimets fremtidsvision er, at om et halvt, helt eller to-tre år, når oppositionen er nedkæmpet og de fleste landområder er generobret, så skal den syriske hær være i stand til at regere og værne om sikkerheden. Hvis den ikke kan det, er alle de seneste og kommende erobringer overflødige.

Derfor er et kemisk angreb, i det omfang, at det syriske regime står bag, først og fremmest en slags føler, der skal give Assad en indikation på, hvor han står internationalt set. Et redskab til at udstille det internationale samfunds manglende evne og vilje til at blande sig og sætte hårdt mod hårdt over for Rusland, Iran og Assad. Men det er også et brutalt og effektivt taktisk middel, der skræmmer. Nogle flygter, andre beslutter sig for aldrig at vende tilbage, de militante er blottede og mange af de civile, der forbliver, bøjer nakken i angst.

Det gør den fase Syrienkrigen befinder sig i lige nu, til den måske mest uforudsigelige fase. En fase, hvor både regime og opposition står blødende tilbage i arenaen og føler sig sikre på, at Vesten ikke vil blande sig, som man gjorde i Libyen.

Så hver side af krigen forbereder sig på at ramme, hvor det gør allermest ondt.