Hvad er et præsidentielt dekret – og hvorfor har det så stor betydning?

Med et pennestrøg kan en siddende amerikansk præsident forandre USA og verden. Donald Trump forventes at udstede mere end 100 præsidentielle dekreter i løbet af sin første tid tilbage i Det Hvide Hus. Her kan du blive klogere på de omstridte ordrer.

Donald Trump underskrev i 2020 et dekret, der blandt andet skulle fremskynde udviklingen og godkendelsen af coronavacciner. Tasos Katopodis/AFP/Ritzau Scanpix

I den forgangne uge kunne det amerikanske nyhedsbureau Associated Press fortælle, at Donald Trump pønser på at udstede »flere end 100« præsidentielle dekreter – executive orders, som de kaldes – fra dag ét i Det Hvide Hus.

De præsidentielle dekreter kan bedst beskrives som officielle instruktioner eller erklæringer, som landets siddende præsident udsteder til de føderale myndigheder.