Husker du Monica Lewinsky?

Damen i den blå kjole - alias Monica Lewinsky - svarer nu igen på de mange angreb, der har været mod hende efter hendes forhold til den daværende præsident Bill Clinton.

Foto: STAFF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Monica Lewinsky er tilbage. 40 år, psykolog og færdig med at forholde sig tavs efter affæren med den daværende præsident Bill Clinton i 1990erne - et forhold der kastede så meget vrede af sig, at hun i en lang periode opholdt sig i London, hvor hun nu er uddannet psykolog fra et af de mest anerkendte universiteter, London School of Economics.

Og det er en moden kvinde, der nu tager ordet fra munden i det kommende nummer af det amerikanske magasin, Vanity Fair. Det er en afbalanceret Monica Lewinsky, der stille og roligt skriver i bladet, at hendes affære var et udslag af "gensidig enighed" om forholdet, og at der absolut ikke var nogen tvang forbundet med det.

"Det var et forhold mellem to voksne mennesker, og vi var begge enige om det", som hun skriver i Vanity Fair.

Men det har været en sand rutsjebane, Lewinsky har været igennem, med store problemer med at blive taget seriøst nogen steder.

Lewinsky trådte for alvor ind på scenen i Washington i 1995, da det blev afsløret, at hun som praktikant i Det Hvide Hus havde haft et forhold til verdens mægtigste mand, præsident Bill Clinton. Præsidenten blev selv stillet for en slags rigsret i det republikansk kontrollerede Repræsentanternes Hus på grund af forholdet, men blev frikendt af Senatet efter mange og lange afhøringer, hvor han blandt andet udtalte de berømte ord. "I did not have sexual relations with that woman" - hvilket viste sig at være en nødløgn af de helt store.

For Lewinsky var prisen ekstrem høj. Hvor Bill Clinton måtte igennem mange processer i forbindelse med forholdet, så blev Monica Lewinsky for alvor kastet for løverne. Som hun selv siger til Vanity Fair i dag, så var det bagefter, at hun følte sig udnyttet, da hun blev gjort til syndebuk af medierne, politikerne i Kongressen og offentligheden i det hele taget.

"Jeg fortryder dybt det, der skete mellem mig og præsident Clinton. Lad mig sige det igen. Fortryder. Dybt. Hvad der skete", skriver Lewinsky i Vanity Fair med punktummer og store bogstaver mellem ordene.

Symbolsk har hun begravet "den blå kjole", der var den, hun angiveligt bar engang imellem under forholdet, og som blev gransket for spor efter det seksuelle forhold mellem de to. Spor efter Clintons sæd blev da også "efter stor videnskabelig sandsynlighed", som FBI skrev, fundet på kjolen.


 
Lewinsky har været tavs de sidste ti år om forholdet.

"Folk tror, at jeg er blevet betalt af Clinton-familien for at holde mund, men intet kunne være fjernere fra sandheden", skriver Lewinsky til bladet. 

Inden hun tog til London forsøgte Monica Lewinsky sig med en række projekter. Hun har reklameret for slankeprodukter, lagt navn til håndtasker og har optrådt i tv-shows. Men hun blev træt af rampelyset og søgte til London.

Nu har hun valgt at træde frem igen, og allerede få timer efter, at de første referater fra Vanity Fair ramte de amerikanske avisers og tv-stationers hjemmesider, var dommen stadig hård fra begge sider af det politiske spektrum. Lige fra "du har ødelagt en stor præsident, skam dig", som en skrev på CNNs hjemmeside til, at "det er Bill, der burde være den, der fik skylden for affæren og ikke Monica".

Og historien vil helt sikkert fortsætte, især hvis Hillary Clinton stiller op ved næste præsidentvalg i 2016. Konservative republikanere som Rand Paul har allerede stillet spørgsmålet, om man kan stole på en familie, hvor manden har foregrebet sig på en praktikant i Det Hvide Hus. Det sidste anklageskrift er ikke skrevet endnu.