Kan man få serveret kaviar og hummer i fængslet?

Ifølge den 32-årige Jake Angeli fra Arizona kan man i hvert fald kræve at få serveret økologisk mad.

Jake Angeli, som er en af de ledende figurer i QAnon-miljøet i USA og bedst kendt under navnet »Q Shaman«, har siden 9. januar siddet varetægtsfængslet, efter at han deltog i stormløbet mod Kongressen 6. januar.

Men en ting har skabt store problemer for QAnon-tilhængerens varetægt i fængslet i Washington:

Maden.

Problemet er nu løst. Jake Angeli skal ikke længere finde sig i at spise ikkeøkologisk mad. Torsdag fik han nemlig sin vilje, da han blev rykket fra fængslet i Washington til et fængsel i delstaten Virginia efter, at hans advokat havde kæmpet for hans ret til at få serveret en økologisk diæt. Advokaten argumenterede med, at økologi er en del af Angelis »shamanske tro og livsstil«.

Allerede tre dage efter anholdelsen kunne hans mor fortælle om udfordringerne med fængselskosten. Her fortalte hun medier, at hendes søn ikke havde spist noget hele weekenden, fordi han kun vil spise økologisk mad.

Sultestrejke

Jake Angelis advokat argumenterede for flytningen af sin klient med, at han ikke havde spist i ni dage, hvor han angiveligt skulle have tabt sig ni kilo. Herefter beordrede en dommer, at han fik serveret en økologisk diæt.

Ifølge distriktsdommer Royce Lamberth havde fængslet i Washington bedt om at få Jake Angeli flyttet, eftersom de ikke kunne imødekomme domstolens kendelse om at give ham økologisk mad.

Den prominente QAnon-figur, Q Shaman, var svær at overse, da han fra forreste række indtog kongresbygningen iklædt horn i panden, bar overkrop, amerikansk flag i ansigtet og spyd i hånden. Ud over anklager om at have deltaget i civil uro og ordensforstyrrelser 6. januar, har han skrevet trusler til daværende vicepræsident, Mike Pence. Det oplyser amerikanske myndigheder.

Flytningen har fået flere på det sociale medie Twitter til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af at flytte en varetægtsfængslet på grund af et ønske om en særlig kost.

»Måske starter jeg en religion, der kræver, at jeg spiser sushi, frisk frugt og gourmet-cupcakes. Hvis jeg nogensinde bliver sigtet for at have begået noget kriminelt, så er jeg sikker på, at jeg kan få serveret min yndlingsmad,« lyder det fra en bruger.