SANTA FE: Hvordan ville du reagere, hvis en håndfuld mænd pludselig stormede ind gennem døren? Hvis de var iklædt uniform, skimas­ker og maskinpistol?

Heidrun Anschlag reagerede ved at falde ned af stolen.

Hendes reaktion var lige så forklarlig, som hendes profession var det modsatte.

Den 45-årige kvinde var spion; ikke en muldvarp, som tog en ekstra kopi og sendte den videre til de højere magter, eller en ingeniør, som tjente lidt ved siden af ved at fiske industrihemmeligheder. Nej, hun var en gammeldags spion med dæknavn og dæk­historie og med radioudstyr, som bippede rødt, når en spionsatellit nærmede sig.

Hun var Den Kolde Krig, der kom ind fra kulden og som i 2013 viste sig at være en husmor i Marburg an der Lahn.

USA har i år måttet gå global bodsgang og undskylde spionage over for nære venner. I den ene uge er det aflytninger af den brasilianske præsident, den næste afsløringen af to amerikanske informanter i Tyskland, og for nylig var den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, på lappemission i Berlin.

»Det er der Untergang for Obama,« skrev magasinet National Interest.

Én fejl berettiger ikke en anden, ét lands spionage berettiger ikke et andet, men den hidsige kritik af amerikanerne rejser ikke desto mindre et spørgsmål – hvad med russerne?

»Amerikanernes spionage er sød musik for præsident Putin«, har magasinet Time skrevet for nylig, for øjeblikkets skandaler får amerikanerne til at virke som arvtagerne til en svunden tid, mens russerne kan gøre, som Putin for nylig gjorde på TV – slå ud med armene og love, at han hverken spionerer mod andre eller mod sin egen befolkning.

Ingen af delene er korrekte, og dermed vender vi tilbage til Heidrun Anschlag.

Glansbillede

Klokken var 6.30, solen var endnu ikke stået op over parcelhuskvarteret, og betjentene fra den tyske politienhed GSG-9 sneg sig op til adressen Ewiges Tal 28. Huset var anonymiteten selv – hvidmalet gasbeton med høj rejsning og veltrimmet græsplæne. Det kunne være et hvilket som helst sted mellem børnecheck og kameluldshjemmesko.

Betjentene havde tidligere på natten anholdt den ene af husejerne, Andreas Anschlag, og taget hans nøgle til huset. Nu låste de musestille døren op og stormede ind.

Detaljerne om politiets aktion stammer fra Die Zeit, Der Spiegel og Die Presse. Ifølge de tyske medier blev Heidrun Anschlag grebet i færd med det, som betjentene kom efter. Hun sad foran en trådløs radiosender, der modtog kodede radiomeddelelser fra en satellit. Det var i det øjeblik, at hun chokeret faldt ned på gulvet.

Heidrun og hendes seks år ældre mand blev anholdt og fængslet. Sagen vakte tysk bestyrtelse, men af de forkerte grunde.

Overskrifterne handlede om, at man for første gang siden genforeningen havde anholdt to illegale russiske spioner, og at glansbilledet af det harmoniske forhold mellem de to lande dermed krakelerede. Men overskrifterne burde have handlet om, hvorfor tyskerne siden 1990 kun havde anholdt to illegale spioner, og hvorfor de troede på glansbilledet. For det strider mod enhver logik.

Før 1990 var Vesttyskland et kaninbo af russiske spioner, og før 1990 var Østtyskland styret fra Moskva. Skulle russerne efter 1990 have besluttet at stoppe enhver spionage og droppe enhver illegal spion, som de havde brugt årevis på at udstyre med en dækhistorie?

Selvfølgelig ikke. De russiske spioner var der stadigvæk, og de er der stadigvæk, siger den estiske præsident, Toomas Ilves, til det velansete amerikanske magasin Foreign Affairs, som spørger, hvorfor Estland kan afsløre russiske spioner på stribe, mens de øvrige EU-lande ikke kan?

»Vi har fanget fire muldvarpe i de seneste fem år, og der er to muligheder: Enten er vi det eneste land i EU med et muldvarpe-problem. Eller også er vi det eneste land i EU, som gør noget ved det,« siger præsident Ilves, som ikke er i tvivl om, at svaret er det sidste – at de øvrige EU-lande vælger at ignorere eller neddysse problemet for ikke at tirre Moskva.

Den værste skandale

Estland har lært lektien på den hårde måde.

I 2008 blev Herman Simm afsløret som russisk spion. Simm var de facto sikkerhedschef i det estiske forsvarsministerium med fuld adgang til NATO-hemmeligheder, og han stod bag »den værste lækage i NATOs historie«, som vurderingen lyder i Foreign Affairs.

Simm gav Rusland en lytter og kigger i Bruxelles, han sendte koder, mødereferater og alt tys-tys videre, og han gav de andre NATO-lande en instinktiv skræk over for nye NATO-medlemslande som Estland. For var de ikke alle infiltrerede og inficerede af mænd som Herman Simm?

Det var, hvad Estland efter skandalen besluttede sig for at modbevise, hvorefter landet satte sin »revolutionerende tilgang til kontraspionage i gang«, som magasinet skriver.

Men hvad består revolutionen i? Hvad er det, som esterne gør, som f.eks. Danmark ikke gør?

Forfatteren Edward Lucas, der er den eneste, der har interviewet Herman Simm i fængslet, har beskrevet sagen og den estiske »revolution« i sin bog »Deception«. Han peger på tre grunde til, at den estiske kontraspionage nu »er langt foran det øvrige EU«:

Estland neddysser netop ikke spionafsløringerne. Andre lande indhyller den slags sager i diplomatisk tåge, mens esterne giver den fuld skrue, når de finder, fanger, anholder, fængsler eller deporterer russiske spioner.

De fleste øvrige vestlige lande forsøger at indgå tuskhandler med Moskva efter en spion­afsløring. Moskva kan få sine folk igen til gengæld for et eller andet. Esterne handler ikke, men søger den strengest mulige straf. Herman Simm fik 13 års fængsel og sidder stadig i fængsel.

Estland giver igen, når Moskva skruer op for propagandamaskinen, og »de matcher russerne i PR-krigen,« som Lucas siger til Foreign Affairs.

Et godt eksempel på »revolutionen« er den estiske sikkerhedstjenestes årsrapport, der er en – i mere end én forstand – farverig sag. Berlingske har gennemlæst rapporten fra 2013, og den adskiller sig fra alle andre vestlige sikkerhedstjenester ved sin rigdom af detaljer og sin kampivrige tone.

I rapporten blotlægger sikkerhedstjenes-ten f.eks. estisk-russiske borgerretsgrupper og viser, hvordan de er i præsident Putins lomme og pengepung, og hvordan Moskva gennem fonde kanaliserer penge og direk­tiver til dem.

Rapporten redegør også for sagen mod Vladimir Veitman, en russisk spion, som i oktober 2013 blev dømt for sin muldvarpevirksomhed. Han var en forholdsvis lavtstående medarbejder i den estiske sikkerhedstjeneste, og i 2002 rekrutterede den russiske efterretningstjeneste SWR ham. SWR fornemmede »menneskelig svaghed«, som det hedder. Veitman havde problemer på privatfronten, det kneb med pengene, og han følte sig overset i karrieren. SWR fedtede for ham og tilbød ham penge.

Esternes nye sikkerhedsprocedurer fangede ham til sidst; han var godt nok gået på pension, men beviserne indhentede ham, og Veitman fik i oktober 15 års fængsel.

Kodenavne »Pit« og »Tina«

Hvis præsident Ilves har ret, er russiske spioner ikke bare et estisk fænomen, de er i alle lande og alle steder, siger han. Heidrun og Andreas Anschlag indikerer, at han har fat i den lange ende.

Historien tog sin begyndelse, da Andreas Anschlag i 1984 dukkede op i den østrigske landsby Wildalpen. Han talte gebrokkent tysk, men var udstyret med en østrigsk advokat, med dokumenter og en historie: Han hævdede at være født af østrigske forældre i Argentina i 1959. Dokumenterne var falske, historien var også, og advokaten var ikke meget bedre. Hun betalte 1.500 kr. under bordet til en højtstående person i den lokale forvaltning for at få ham til at godkende papirerne, skriver Der Spiegel. Anschlag fik østrigsk pas, og kort efter slog Heidrun ham følge. Hun var født i 1965 af en østrigsk mor i Peru, sagde hun.

Parret flyttede kort efter til Vesttyskland, hvor Andreas uddannede sig til elektro­ingeniør, og parret levede et stilfærdigt liv i Michelbach, en forstad til Marburg. Han passede sit arbejde uden at vække opsigt, og hun passede hjemmet og parrets datter, som blev født i 1991. For naboerne var de anonymiteten selv. Han kunne lide at fiske, hun kunne lide at lave mad. »Det var alt, hvad naboerne kunne fortælle os,« som en tysk anklager senere sagde til Die Zeit.

Men for russerne var de meget mere. De var kodenavnene »Pit« og »Tina«, de var effektive føringsofficerer for vestlige agenter, deriblandt Raymond Poeteray, en embedsmand i det hollandske udenrigsministerium.

Poeteray var en levemand, som ikke kunne få sin tjenestemandsgage til at slå til. Gælden tårnede sig op, og da konen blev syg, besluttede han sig for at gå til russerne. Mellem 2009 og 2011 modtog han 72.000 euro, bl.a. for informationer om den vestlige aktion i Libyen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Andreas Anschlag var hans føringsofficer og mødtes i weekenderne med ham i Amsterdam. SWR var så tilfreds, at tjenesten i 2010 udnævnte Anschlag til afdelingschef og hans kone til viceafdelingschef.

Fortiden var imidlertid ved at indhente parret. Kilden til afsløringen var den advokat, som i 1984 havde hjulpet parret med at tuske sig til østrigsk pas, skriver Die Zeit.

Advokaten var gift med en tidligere SS-løjtnant, som efter krigen var involveret i lyssky foretagender på tre kontinenter og endte som spion for russerne. Han blev anholdt i Tyrkiet og døde i 1992, hvorefter hun flyttede tilbage til Wien, hvor hun døde i 2005.

Efter hendes død begyndte den østrigske efterretningstjeneste at blotlægge hendes liv og de sager, som hun havde været involveret i, hvilket førte dem til Wilkdalpen og til Andreas og Heidrun Anschlag. Det førte videre til den tyske efterretningstjeneste og til den oktobertirsdag i 2011, hvor GSG-9 stormede huset i forstæderne.

Sidste år blev parret idømt fem et halvt års fængsel, og Tyskland og Rusland forhandler nu om en udveksling af spioner og interesser.

»I fjendeland«

Vestlige politikere og efterretningstjenester kan vælge at tro, at det var en isoleret hændelse, hvis det ikke var for fire ubekvemme kendsgerninger.

Den ene er erfaringerne fra Estland og ordene fra præsidenten om, at Estland er reglen, ikke undtagelsen.

Den anden er, at der til stadighed dukker nye, isolerede hændelser op – senest en højre­orienteret ungarsk europaparlamentariker, som beskyldes for at være russisk spion.

Den tredje kendsgerning er, at Moskva kort før anholdelsen advarede ægteparret om, at tyskerne og østrigerne »måske« var på sporet. Hvor vidste russerne det fra?

Den fjerde kendsgerning er formentlig den mest illustrative:

I Heidrun Anschlags computer fandt myndighederne en kodet meddelelse, som kom fra topcheferne hos SWR i Moskva. Meddelelsen mindede hende om noget, som hun og hendes mand aldrig måtte glemme, uanset talen om nye tider og et nyt forhold og et nyt Rusland.

»I befinder jer midt i fjendeland,« lød meddelelsen.

Læs mere af Poul Høi:

I Jesu navn – hvad er der galt med os amerikanere?

Den skingre lyd af Putin? Det er lyden af sanktioner

Er du bange for Extremistan?