Det lød som en oplevelse for livet: I tre år skulle de rejse rundt og se verden på et krydstogt. Endda til en overskuelig pris, der kunne måle sig med almindelige leveomkostninger.
Det skulle vise sig at være for godt til at være sandt for de mange passagerer, der havde købt det tre år lange krydstogt.
Krydstogtet, der gik under navnet Life at Sea Cruise, er med få ugers varsel blevet aflyst.
Efter flere ugers tavshed har selskabet bag erkendt over for passagererne, at det ikke har noget skib, og har derfor måttet aflyse turen.
Selskabet har lovet, at passagererne får deres penge tilbage, men for mange har aflysningen store konsekvenser.
Flere passagerer siger til CNN, at de har solgt eller udlejet deres hjem i forventning om jordomsejlingen. Mange har derfor ikke noget hjem at vende hjem til.
»Jeg er meget ked af det, vred og fortabt. Jeg havde sat de næste tre år af mit liv af til at leve et ekstraordinært liv. Nu har jeg ingenting. Jeg har svært ved at komme videre,« lyder det fra en anonym krydstogtgæst.
Manglede et skib
Krydstogtet skulle oprindeligt være begyndt i Istanbul 1. november.
Kort inden afrejse blev destinationen så flyttet til Amsterdam, og datoen for afrejse blev udskudt til 11. november. Senere blev rejsen udskudt til 30. november.
17. november fik passagererne så besked om, at krydstogtet helt var aflyst.
Selskabet bag Life at Sea Cruise har udtalt, at det vil foretage tilbagebetalinger i månedlige rater, startende fra midten af december, og afslutte tilbagebetalingerne i slutningen af februar. Der vil altså gå flere måneder, før kunderne vil kunne få deres penge tilbage.
Nogle af passagererne opholder sig stadig i Istanbul, skriver CNN.
Selskabet har derfor også tilbudt at betale for overnatning indtil 1. december og fly hjem for alle, der nu er strandet i Istanbul.
»Der er en hel masse mennesker lige nu uden nogen steder at tage hen, og nogle har brug for deres refusion for overhovedet at planlægge et sted at tage hen – det er ikke godt lige nu,« sagde en passager til CNN.
Life at Sea Cruises manglede et krydstogtskib, da det skib, de ville have brugt, blev solgt til et andet selskab.
I en video til passagererne er forklaringen, at Life at Sea Cruise alligevel ikke havde råd til skibet. Angiveligt afviste selskabets investorer »at støtte os yderligere på grund af uroligheder i Mellemøsten«.
Hamas' angreb Israel 7. oktober, en uge efter at skibets salg oprindeligt skulle være afsluttet.
Vedat Ugurlu, der ejer Life at Sea Cruise, har erklæret sig »ekstremt ked af ulejligheden«.
Det tre år lange krydstogt skulle have bragt passagererne til syv kontinenter og 140 lande.



