Den britiske udenrigsminister, Jeremy Hunt, besøger mandag Saudi-Arabien.
Her vil han lægge pres på kong Salman og kronprins Mohammed bin Salman i sagen om den dræbte journalist Jamal Khashoggi.
Drabet på Jamal Khashoggi, der fandt sted på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i sidste måned, har udløst en international krise i diplomatiet med Saudi-Arabien.
»Det internationale samfund er stadig forenet i sin rædsel og harme over drabet på Jamal Khashoggi for en måned siden,« udtaler Jeremy Hunt i en erklæring.
»Det er naturligvis uacceptabelt, at omstændighederne omkring drabet stadig er ukendte.«
»Vi opfordrer de saudiarabiske myndigheder til at samarbejde med den tyrkiske efterforskning af hans dødsfald, så vi kan give hans familie og den iagttagende verden retfærdighed,« tilføjer udenrigsministeren.
Jeremy Hunts besøg i Saudi-Arabien er en del af kort rundtur i regionen, hvor han også vil besøge De Forenede Arabiske Emirater.
Storbritannien forsøger i disse dage at få opbakning i FN's Sikkerhedsråd til at få iværksat fredsforhandlinger i Yemen.
»De menneskelige omkostninger af krigen i Yemen er uberegnelige: med millioner af fordrevne, sult, udbredte sygdomme og års blodsudgydelser er den eneste løsning nu en politisk beslutning om at lægge våbnene og søge fred,« siger Jeremy Hunt.
»Storbritannien har en unik position som pennefører i FN's Sikkerhedsråd og som nøglespiller i regionen, så i dag rejser jeg til Golfen for at kræve, at alle parter forpligter sig til denne proces,« tilføjer han.
/ritzau/AFP