Undervisningen er fredag blevet lukket ned eller forstyrret på omkring 560 franske skoler, hvor franske gymnasieelever demonstrerer.

Eleverne har både antændt brande og er stødt sammen med politi som led i protesterne.

Bevægelsen begyndte sidste uge i Paris og har hurtigt spredt sig til hele landet.

De demonstrerende er studerende i de gymnasietrin, der omfatter børn i alderen 15 til 18 år.

Her er der blandt andet utilfredshed med skoledagens længde og dårlige forhold for eleverne. Det omfatter for varme klasselokaler og for stort fravær blandt lærerne.

- I et helt år havde vi ikke nogen naturvidenskabslærer. Vi har ingen lærebøger, siger 15-årige Simon, der afviser at oplyse sit efternavn.

- Og vi er de heldige. Det er værre i forstæderne, fortsætter han.

Han taler uden for Turgot-gymnasiet centralt i Paris.

Regeringen har kaldt elevernes bekymringer for legitime, men har fordømt det, den beskriver som voldelige handlinger fra elevernes side.

Imens beskylder eleverne politiet for overdreven brug af magt, herunder brug af tåregas.

RITZAU/AFP