Hundredvis af fly aflyst i Frankrig

En strejke blandet de franske flyveledere har medført flere hundrede aflyste fly onsdag. De franske luftfartsmyndigheder melder også om massive aflysninger torsdag.

Informationstavle med aflysninger i Charles de gaulle-lufthavnen i Paris. Fold sammen
Læs mere
Foto: IAN LANGSDON

FRANKRIG: De franske flyveledere har onsdag morgen indledt to dages arbejdsnedlæggelse, og det betyder hundredvis af aflyste fly.

Landets største flyselskab, Air France, har hovedsageligt været ramt på de kortere og mellemlange flyvninger, mens langdistanceflyvninger stadig holdes i drift, rapporterer BBC.

Lavprisselskabet Ryanair har måttet aflyse mere end 250 afgange og har flere aflysninger i sigte, ligesom lavprisselskabet Easyjet ifølge Reuters har aflyst 118 flyafgange.

Flyvelederne protesterer over, at deres pensionsalder skal hæves fra 57 til 59 år, og strejken ventes at vare frem til torsdag aften ved midnat.

De franske luftfartsmyndigheder har ifølge den franske avis Le Figaro allerede meldt ud, at halvdelene af flyafgangene bliver aflyst torsdag.

Der er planlagt yderligere strejker 16. til 18. april, hvilket falder sammen med de franske skolers forårsferie.

Paris’ to lufthavne, Charles de Gaulle og Orly, er særlig hårdt ramt af strejken, så hvis man skal rejse til eller fra Paris, må man holde øje med informationer fra sit flyselskab. Også lufthavnene i Bordeaux, Lyon, Marseille, Toulouse, Nice og Nantes vil ifølge check-in.dk blive berørt af strejken.