Hundeliv verden rundt

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hunden er som bekendt menneskets bedste ven, men der er stor forskel på betydningen af udtrykket »et hundeliv«, afhængigt af hvor i verden man spørger.

Da jeg var barn, rejste hele familien ofte til Norge med vores hund, der på mirakuløs vis aldrig vejede mere end de otte kilo, der er den øvre grænse for, hvornår man må have hunden med i kabinen. Og det var altid det samme, når man kom til de norske toldere. De hærdebrede uniformerede mænd blev ligblege, når de så den lille hund spankulere mod dem med logrende hale.

Om deres manglende kulør skyldtes frygt for, at fjeldlandet nu skulle oversvømmes af rabies eller det ton af papirarbejde, der lå foran dem, før de otte kilo på fire poter kunne komme ind i landet, vides ikke. Men det er i hvert fald blevet bedre med papirarbejdet siden dengang takket være EU-pas til hunden. Og tolderne er noget mere afslappede i dag.

Hvis man vil tage sin hund med i de norske fjelde, foregår det i snor – hele tiden. Som de fleste fjeldvandrere vil vide, er det ret upraktisk kun at have én hånd fri, ligesom det ikke hjælper på balancen med en hund, der trækker i snoren. Men loven står fast. Ikke for hundens sikkerhed, men for at den ikke skal angribe de mange får, der går frit på fjeldet.

Her kan man indvende, at der er masser af steder i den storslåede norske natur, hvor der ingen får er i nærheden, eller at man jo også kunne forsøge sig med at hegne fårene ind, som man kender det fra store dele af resten af verden.

Flabede røster har da også påtalt, at langt størstedelen af de får, der kan findes i de norske fjelde, er af en race, der er importeret fra Holland og derfor er fremragende til at gå i fladt marskland, men konstant falder ud over de norske klippesider (hvorefter bonden for øvrigt bliver kompenseret af staten).

Hunden skal også være i snor i store dele af Israel, hvor man ellers sætter stor pris på de firbenede venner.

»Jeg ved efterhånden ikke, hvor mange bøder jeg har fået for at lade ham løbe frit i parken,« som en veninde advarede fruen og mig, inden vi passede hendes hund i to uger i Tel Aviv.

Dér lærer man desuden som nordbo hurtigt helt nye aspekter af livet som hundeejer. Eksempelvis at ture foregår, umiddelbart efter at solen er stået op, og lige før den går ned, så ikke det stakkels kræ får et hedeslag. Desuden kan man ikke skifte vand i skålen hyppigt nok, da man risikerer, at alt muligt kryb lægger æg i det. Og de skal jo nødigt udklækkes inden i Fido.

I Tel Aviv er man ikke bleg for at gå til demonstrationer, men de foregår gerne i god ro og orden, og derfor kan de sagtens kombineres med en tur med hunden. Personligt har jeg en teori om, at de mange logrende haler er med til at dæmpe gemytterne.

I nogle af verdens fattigste lande er man buddhister, og i buddhismen er der nogle dyr, som det giver mere god karma at opføre sig ordentligt over for end andre. Heldigvis ligger hunden ret højt på listen, hvorfor man kan se herreløse hunde færdes trygt i storbytrafikken på fuld mave. Det var også en oplevelse at besøge det burmesiske munkekloster, hvor gamle og syge hunde blev passet og plejet.

Anderledes står det til med gadehundene i flere sydeuropæiske lande. Her har man en noget anderledes hundekultur end i ­ f.eks. Danmark. Og så kan det vist ikke siges pænere.

Nu er jeg selv partisk, da fruen og jeg har adopteret to portugisiske gadehunde gennem en organisation af frivillige ildsjæle.

De bortadopterer for øvrigt mange hunde til Storbritannien, hvilket kom bag på mig. Jeg troede stadig, at den berygtede britiske karantæne på flere måneder gjaldt, men der er EU-reglerne altså kommet de firebenede til gode.

Det betyder, at menneskelig storpolitik som Brexit også kan få store konsekvenser i hundeverdenen. Nu kan hunde som bekendt hverken tale eller stemme, så vi får aldrig at vide, om de ville sætte potemærket ved Brexit eller Bremain.

Karl Kühlmann Selliken er souschef på Berlingskes udlandsredaktion.