Hund reddet tre uger efter tsunami

Den japanske kystvagt har fundet en hund, der sad på tagresterne af et hus. Her har den drevet rundt siden tsunamien.

Her får redningsfolk fat i hunden, der har drevet rundt på tagrester i tre uger. Fold sammen
Læs mere
Foto: -

Mere end tre uger efter det katastrofale jordskælv og den efterfølgende tsunami har Japans kystvagt reddet en hund, der drev rundt ud for kysten.

Det var en helikopter fra kystvagten, som fredag spottede hunden. Den stod oven på taget af et hus, der flød rundt i havet 1,8 kilometer ud for Kesennuma i provinsen Miyagi.

Kystvagten sendte en båd ud til det drivende hus, efter det var mislykkedes for helikopteren at få fat i dyret.

Hunden var blevet bange for helikopteren og var hoppet over på andre vragdele, der lå og flød i vandet, skriver nyhedsbureauet Kyodo.

Det lykkedes tre folk fra kystvagtens båd at fange hunden. Den viste sin taknemmelighed ved at kaste sig over de pølser og kiks, som de serverede for den på turen hjem.

Der forlyder intet om, hvordan hunden har kunnet overleve de tre uger til havs.

/ritzau/dpa