Hun hørte skuddet, der dræbte hendes søn

For et år siden blev 77 mennesker skudt og dræbt i Ukraines hovedstad. Endnu er ingen dømt for forbrydelsen, og en domstol har ladet den hovedmistænkte gå. »De ønsker ingen retfærdighed,« siger en mor, der mistede sin søn.

Nadesjdas søn Vladimir blev skudt på Majdan-pladsen i Kiev, mens han for nu et år siden prøvede at hjælpe sårede kammerater væk fra de voldsomme uroligheder og bringe friske forsyninger til de opstillede nødhospitaler. Det dræbende skud faldt, mens de to talte i telefon. Foto: Simon Kruse Fold sammen
Læs mere

KIEV: Vladimir var ikke en af dem, der stod forrest. Han havde ikke sten i sine hænder og ingen plastikhjelm på hovedet. Han ville slet ikke i nærheden af de kampklædte sikkerhedsstyrker, der havde åbnet ild mod mængden samme morgen. Han var kommet af en anden grund.

For at hjælpe.

Det meste af dagen havde den store russisktalende ukrainer med det pjuskede hår og den blå skijakke kørt i pendulfart i sin bil. Han havde løftet sårede ind på bagsædet og kørt dem i sikkerhed. Han havde bragt forsyninger til læger og sygeplejersker på et nødhospital i et kloster nær Majdanpladsen.

Den store plads i byens hjerte lignede mest af alt et panorama fra en krigsfilm. Ulmende barrikader af bildæk og skrot havde farvet jorden sort. Fagforeningsbygningen på hjørnet var et udbrændt skelet. De skuddræbte lå ved trappestenen uden for posthuset. Mange flere lå inde på de improviserede felthospitaler. Ingen vidste dengang, hvor mange der havde mistet livet. Men det var mange.

Alt det fortalte Vladimir i løbet af dagen til sin familie. Han ringede flere gange til sin kone Maria og til sin mor, Nadesjda, for at berolige hende. Moderen tiggede og bad ham om at komme væk fra stedet.

»Mor, jeg er nødt til at være her. Jeg kan ikke gøre andet,« svarede han.

Lovløsheden lever

I dag er sporene af de blodige begivenheder næsten vasket væk fra Majdanpladsen. Asken og barrikaderne er for længst fejet bort. Et banner i ukrainske farver er spændt ud over den udbrændte bygning på hjørnet. Der er lagt nye fliser, posthuset er genåbnet, og alt ligner næsten sig selv.

Men de blodige begivenheder er ikke opklaret, og de skyldige er ikke draget til ansvar. 64 demonstranter og 13 politifolk blev skudt og dræbt på pladsen på to døgn i februar sidste år. Så meget er fastslået af myndighederne. Og så ikke så meget mere.

Et år efter begivenhederne er ingen dømt. Ikke en eneste retssag er gennemført. De efterladte, og resten af landet, venter stadig på et retsopgør, der kan drage de skyldige til ansvar for en tragedie, der kostede flere end 100 mennesker livet, sendte en præsident på flugt og skubbede Ukraine ud i den nuværende krig mod russisk-støttede oprørere i øst.

Pavlo Dykan er advokat for flere af de efterladte familier. De føler sig glemt og svigtet, siger han.

»Det er tungt. Vi har spildt meget tid, måske ti måneder, på ingenting,« siger han.

Krigen i øst har overskygget tragedien i Kiev. Delvist af gode grunde. Den russiske præsident Putin har annekteret den ukrainske Krim-halvø. Den ukrainske hær kæmper en umulig kamp mod separatister, hvis russiske våben er nyere og ammunition rigeligere. »Meld dig til hæren,« står der nu på store klapskilte midt på Majdanpladsen.

Imens er mistænkte bag massakren i Kiev stille og roligt forsvundet. Mange er flygtet til Rusland. Værdifulde beviser gået tabt. Blot to lavtstående politifolk fra specialstyrkerne »Berkut« er varetægtsfængslet. Og ingen af dem, der gav ordrerne, er anholdt.

»Det er en virkelig tragedie, fordi det, demonstranterne kæmpede for, var et opgør med lovløsheden,« siger Pavlo Dykan.

Skytten med én hånd

Især et ansigt er blevet synonymt med det mislykkede retsopgør. Hans navn er Dmitrij Sadovnyk, og han skød som ingen andre.

20. februar stod Sadovnyk i spidsen for en gruppe på 24 Berkut-betjente. Efterforskere anklager gruppen for at stå bag 39 drab den morgen. Videooptagelser viser tydeligt betjentene affyre deres våben mod demonstranterne på Institutska-gaden ved Majdan. Igen og igen. Men de er maskerede, så efterforskerne har svært ved at bevise, hvem der trykkede på aftrækkeren.

Med én undtagelse. En af politifolkene på videobillederne skiller sig ud. Når han løfter geværet og skyder, holder han ikke fast i våbnet med den anden hånd. Han støtter det på sin underarm. Han mangler sin højre hånd.

Skydestilen var Sadovnyks specialitet. Han mistede sin hånd i en granatulykke for seks år siden. Siden blev han kendt på skydebanen for sin særlige teknik. I april blev han sat bag tremmer. Både geodata fra hans mobiltelefon og vidneudsagn bekræftede, at Sadovnyk var manden på videoen. Han blev den hidtil eneste højtstående politimand, der blev anholdt. I fem måneder sad han varetægtsfængslet.

Men så tog begivenhederne en ny drejning. Ved en høring i september ophævede en dommer Sadovnyks varetægtsfængsling. Manden, der var anklaget for medvirken til 39 drab, kunne nøjes med husarrest, mente dommeren. Sadovnyk forlod retssalen. Dagen efter var han væk. Han flygtede til Rusland, mens både anklagemyndigheden og de efterladte stod måbende tilbage.

»At denne mand blev sluppet fri er et eksempel på den korruption, den råddenskab, som alle demonstranterne kæmpede imod,« siger advokaten Pavlo Dykan.

Nadesjda hørte først fra sin søn igen klokken 16.55. Tidspunktet er gemt på hendes telefon.

Nadesjdas søn Vladimir blev skudt på Majdan-pladsen i Kiev, mens han for nu et år siden prøvede at hjælpe sårede kammerater væk fra de voldsomme uroligheder og bringe friske forsyninger til de opstillede nødhospitaler. Det dræbende skud faldt, mens de to talte i telefon.Foto: Simon Kruse Fold sammen
Læs mere

Den 39-årige Vladimir havde i ugevis brugt dage og nætter på pladsen. Han tog ferie fra sit arbejde. Han hentede i stedet mad til demonstranterne og sang nationalsangen sammen med titusinder af andre i den tindrende kolde vinternat.

»Det handlede om landets fremtid. For ham var det utilgiveligt, hvad præsidenten havde gjort,« husker Nadesjda Melnitjuk.

Nu skød politifolkene med skarpt mod demonstranterne, og hendes søn var rystet og endnu mere utrættelig. Nu ringede han for at fortælle sin mor, at politistyrkerne havde trukket sig væk fra pladsen. Skuddene var stilnet af, og nu ville han dokumentere ødelæggelserne med sit kamera. Hans kone, Maria, havde sluttet sig til ham, fortalte han sin mor i telefonen, mens vintersolen lagde sig bag hustagene.

»Han sagde, »Mor, nu er der en virkelig smuk solnedgang«. Så hørte jeg dette »paf« og et skrig,« fortæller Nadesjda Melnitjuk.

Så blev linjen afbrudt.

Politifolk modarbejder

De magre resultater af den officielle efterforskning har givet næring til sammensværgelsesteorier om de tragiske begivenheder. Ukrainske politikere har længe beskyldt russiske snigskytter for at stå bag en del af drabene på Majdan. Moskva har skiftevis udråbt USA og demonstranterne selv som de skyldige bag massakren i et snedigt udtænkt plot mod Rusland.

Berlingske har i Kiev mødt chefen for anklagemyndighedens efterforskere, Sergej Gorbatjuk, og bedt ham forholde sig til kritikken.

»Ja, at de lod Sadovnyk gå,« begynder den mørkhårede efterforsker bag det store skrivebord.

Chefen for den ?ukrainske anklage­myndigheds efterforskere, Sergej Gorbatjuk, er rystet over, at man lod politimanden, som stod i spidsen for en enhed, der angiveligt stod bag 39 drab på Majdan, gå.Foto: Simon Kruse Fold sammen
Læs mere

»Lad mig sige det sådan. Jeg har i løbet af mange års arbejde aldrig set noget lignende. End ikke en mand, der var sigtet for ét mord, ville på den måde få ændret sin forvaring,« siger Sergej Gorbatjuk.

Korruption og bevidst sabotage fra en tidligere præsidents elite er efterforskningens største problem, siger Gorbatjuk. Først i november blev de 77 adskilte drabssager samlet til en. I mellemtiden er nøglepersonerne, fra ekspræsidenten til den tidligere politichef, og 15 ud af oprindeligt 17 mistænkte betjente, flygtet til Rusland.

Samtidig oplever efterforskerne, at politikorpset bevidst forsøger at spænde ben for opklaringen. Betjente nægter næsten konsekvent at vidne.»Ledelsen er udskiftet, men mellemlaget er det de samme. Derfor foregik der fra begyndelsen et skjult modarbejde. Der var mange dokumenter, som af en eller anden grund blev destrueret,« siger Sergej Gorbatjuk om politifolkenes forsøg på at slette deres spor.Retsmedicinske undersøgelser og videooptagelser har dog fastslået hovedtrækkene i begivenhederne, siger han.

De fleste dræbende skud blev affyret fra politifolkenes kendte positioner, siger han. 20. februar blev 39 dræbt af skud fra et område, hvor 24 mand under Sadovnyks kommando var placeret. Politiet havde desuden sat skarpskytter med udsigt over Majdan på taget af Nationalbanken. Men i sidste fase af opgøret bevæbnede demonstranterne sig også med blandt andet jagtgeværer, siger han. Det kostede givetvis også liv.

Havde politiet gyldig grund til at skyde? Var der tale om selvforsvar?

»Hver sag er individuel. Men her er billedet, at der ikke er grundlag for selvforsvar, for eksempel når ubevæbnede demonstranter bliver skudt på 100 meters afstand,« siger Sergej Gorbatjuk.

Ikke et skjold

Minutterne og timerne efter det sidste telefonopkald var sug ned i mørket for 64-årige Nadesjda Melnitjuk. Hun ringede til sønnens telefon igen og igen. Intet svar. Hun ringede til sygehuse. Til politiet. Til bekendte. Til hans venner. Først dagen efter fik hun fuld vished.

Vladimir var død. Som en af de sidste den dag, som et sidste meningsløst offer, blev han skudt gennem hovedet af en skarpskytte. Han blev ramt, mens han talte i telefon med sin mor. Og han døde, mens hans kone Maria holdt ham i sine arme.

Hvem, der skød, ved familien stadig ikke. Nadesjda mener, at politifolkene dækker over hinanden.

»De frygter mest af alt, at loven skulle begynde at fungere. Derfor ønsker de ingen retfærdighed,« siger Nadesjda fra sofaen i den lille lejlighed i det nordlige Kiev.

»Hvorfor skød de ham? Fordi han var smuk? Fordi han så solen? Han havde ingenting, ikke en hjelm, ikke et skjold. Ingenting undtagen et kamera,« siger hun.

Fra billedrammen på væggen smiler hendes søn ud i stuen.