Hun har kritiseret Harry Styles og er blevet uvenner med Kanye West. Nu overvejer trofast Trump-tilhænger at stille op som præsident
Den konservative forfatter og politiske aktivist Candace Owens deler vandene. Blandt andet på grund af flere kontroversielle kommentarer om maskulinitet og sorte. Nu overvejer hun at stille op som præsidentkandidat i 2024 for Det Republikanske Parti.
Forfatter og politisk aktivist Candace Owens overvejer at melde sig i kapløbet om præsidentposten frem mod 2024. Det skriver hun på Twitter. Arkivfoto: Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix Sameer Al-doumy
Hun er en ung, sort kvinde. Hun er trofast Donald Trump-tilhænger, og nu vil hun være Det Republikanske Partis nominerede til det amerikanske præsidentvalg i 2024.
Kvinden, der er tale om, er den kun 31-årige konservative forfatter og politiske aktivist Candace Owens.
Hovedpersonen selv annoncerede nyheden på Twitter:
»Jeg elsker USA. Jeg overvejer at stille op som præsident.«
Selvom navnet Candace Owens muligvis ikke giver den store genklang hos mange danskere, er hun et kendt ansigt i USA.
Blandt andet på grund af hendes forfatterskab til bogen »Blackout«, hvor hun beskriver, hvordan Det Demokratiske Parti har svigtet sorte vælgere gennem årene. Gennem kampagnen »Blexit« – sammentrækning af black og exit – opfordrer hun sorte til at forlade partiet og i stedet stemme på republikanerne.
I 2018 tweetede rapperen Kanye West »I love the way Candace Owens thinks«, hvilket for alvor gjorde den unge forfatter til et kendt navn. Candace Owens og Kanye West endte dog som uvenner efter en konflikt om design af merchandise til »Blexit«-kampagnen. Kanye West endte med helt at trække sin støtte til hende tilbage.
Netop konflikterne med kendte personligheder i det offentlige er nærmest blevet et vartegn for den unge forfatter, der har været i åben konflikt med både rapperen Cardi B og det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez.
Selv det tidligere »One Direction«-medlem Harry Styles har fået med grovfilen af Candace Owens. Hun kritiserede sangeren for på forsiden af modemagasinet Vogue at være iført en kjole.
»Giv mig de mandige mænd tilbage,« skrev hun, hvilket var med til at starte en global diskussion om mænd og femininitet.
I sommer støttede hun en indsamling til fordel for en restaurantejer, der var kommet i modvind for at kalde den afroamerikanske George Floyd en »bandit«, efter at han blev dræbt af hvide politibetjente. Candace Owens har flere gange kaldt George Floyd for »ikke en god mand«.
Det har medført stor forargelse hos Black Lives Matter, som Candace Owens åbent har kritiseret. Hun beskriver bevægelsen som »en flok klynkende babyer, som påstår, at de er undertrykte for at få opmærksomhed.«
Hun har argumenteret for, at afroamerikanere har offermentalitet, og at den amerikanske venstrefløj gør sorte til klienter og afhængige af social velfærd og dermed hjernevasker dem til at stemme på demokraterne.
Candace Owens, der er en trofast Trump-tilhænger, er grundlægger af »Blexit«. En bevægelse, der skal få sorte til at forlade Det Demokratiske Parti. The Washington Post
Hun mener, at Donald Trumps politik gavner den sorte befolkning, og hun peger på, at arbejdsløshedstallene under Trump viste den laveste arbejdsløshed for sorte, siden man begyndte at registrere den slags.
Yderligere er hun medlem af National Rifle Association og mener, at Trump gjorde klogt i at ville lukke grænsen mod Mexico.
Om det vil lykkes hende at opnå nomineringen som republikanernes præsidentkandidat, er stadig alt for tidligt at forudsige.
Del:
Andre læser også
Globalt
Han var 47 år og rockstjerne. Hun var 13 år. Og han bliver stadig hyldet som en halvgud
Europa
Hun er den værste mor i Tyskland – og nu har hun truffet sit sidste katastrofale valg
USA
Analyse: De fik et chok på en tv-station i West Virginia. Kort efter havde Kamala Harris begået sin første fejl