Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Ri Chun-hee er navnet på den mest fremtrædende person hos den nordkoreanske TV-station KCLN, der foruden lederen Kim Jong-un er gået hen og blevet et ansigt på Nordkoreas gentagne missilaffyringer og trusler mod resten af verden.
74-årige Ri Chun-hee er en berømt kvinde i Nordkorea og er som oftest iklædt traditionel koreansk beklædning, der typisk er lyserød.
Hun er ifølge The Guardian født tilbage i 1943 i byen Tongchong, der ligger i det sydøstlige Nordkorea. Her voksede hun op i en fattig familie, indtil hun som teenager søgte ind på Pyongyang University of Theatre, hvor hun læste performance art.
I 1971 fik hun job på den statslige TV-kanal KCTV og blev bare tre år senere udråbt til at være kanalens primære nyhedsoplæser.
Siden har hun overlevet utallige politiske udrensninger i det lukkede land og er angiveligt særdeles beundret af den nuværende leder Kim Jong-un, hvilket ifølge The Guardian også er årsagen til, at hun har overlevet netop hans regime, der af mange bliver betragtet som et af landets mest brutale nogensinde.
Ri Chun-hee afviger sjældent fra sin hårde retorik, når hun annoncerer landets missilaffyringer eller atomprøvesprængninger, men nyheden om Nordkoreas første leder Kim Il-sungs død foregik grædende på direkte TV.
Ligeledes lod hun tårerne falde for åben skærm, da Kim Il-sungs søn og efterfølger Kim Jong-il døde.
I 2012 gik Ri Chun-hee imidlertid på pension. Alligevel tonede hun frem på skærmen små fire år senere for at annoncere endnu en af landets militære øvelser.
Siden har hun regelmæssigt optrådt på den statskontrollerede TV-kanal, mens hun sideløbende træner nye, kvindelige nyhedsværter op.
Det statskontrollerede magasin Chosun Monthly havde ifølge The Guardian et portræt af Ri Chun-hee tilbage i 2009, hvor man fik et sjældent indblik i den 74-årige nyhedsoplæsers liv.
Her lød beskrivelsen blandt andet, at de nordkoreanske borgere blev rørt, når de hørte hendes stemme, mens hun fik landets fjender til at »skælve af frygt,« når hun annoncerede regimets erklæringer.
Privat bor Ri Chun-hee sammen med sin mand, børn og børnebørn i luksuriøse omgivelser i hovedstaden Pyongyang.