Huckabee overhaler konkurrenter i Iowa

I Iowa ser baptistpræsten Mike Huckabee meget overraskende ud til at være republikanernes foretrukne bud på en præsident-kandidat.

For blot få måneder siden halsede Mike Huckabee efter de andre republikanske præsidentkandidater i meningsmålingerne, men i en ny måling giver baptistpræsten baghjul til sine konkurrenter. I hvert fald i delstaten Iowa, som har stor betydning, fordi det er her, de første nomineringer finder sted om mindre end en måned.

Den nye måling i nyhedsmagasinet Newsweek giver Huckabee tilslutning fra hele 39 procent af de republikanske vælgere. Hans nærmeste forfølger er mormonen Mitt Romney, som får opbakning fra 17 procent af republikanerne, mens den tidligere skuespiller Fred Thompson må nøjes med 10 procent.

Den tidligere borgmester i New York Rudolph Giuliani ligger et enkelt procentpoint efter Thompson.

/ritzau/AFP