Hovedmanden bag folkedrabet i Rwanda er død i fængslet

Theoneste Bagosora blev efter folkedrab i Rwanda i 1994 dømt for forbrydelser mod menneskeheden.

På billedet ses Theoneste Bagosora, som han så ud, da han i 2008 blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden ved den FN-støttede Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICTR). Ho/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En tidligere hærchef fra Rwanda, der er blevet beskyldt for at have været den hovedansvarlige bag folkedrabet i landet i 1994, er død i et fængsel i Mali.

Det oplyser flere maliske embedsfolk lørdag.

Nu afdøde Theoneste Bagosora var i gang med at afsone en fængselsdom på 35 år, efter at han i sin tid blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden af den daværende FN-støttede Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICTR).

Hans straf var blevet nedsat fra fængsel på livstid.

»Det er bekræftet. Han var over 80 år gammel og alvorligt syg med hjerteproblemer,« siger en unavngiven kilde i Malis fængselsvæsen.

»Han kom på hospitalet adskillige gange og gennemgik tre operationer. Han døde i dag (lørdag, red.) på en klinik,« lyder det videre fra kilden, der ønsker at være anonym.

Anklagere beskyldte efter folkemordet Bagosora for at have overtaget kontrollen med militæret og de politiske institutioner i Rwanda, efter at daværende præsident Juvenal Habyarimana blev dræbt, da hans fly blev skudt ned i 1994.

Theoneste Bagosora var på det tidspunkt den øverst ansvarlige i landets forsvarsministerium.

Anklagere ved krigsforbryderdomstolen ICTR beskyldte også Bagosora for at have haft ansvaret for den berygtede Interahamwe-milits og de tropper, der på bare 100 dage var med til at slå næsten 800.000 tutsier og moderate hutuer ihjel.

Den canadiske general Romeo Dallaire, der var chef for FNs fredsbevarende mission i Rwanda under folkedrabet i 1994, har tidligere beskrevet Theoneste Bagosora som »hovedmanden« bag drabene.

Dallaire har også hævdet, at Bagosora skulle have truet med at slå ham ihjel dengang.

/ritzau/Reuters