Hovedet snurrer hurtigt på Duracell-kaninen Lykke Friis

50 år søndag. Berlingskes – indtil nu – korrespondent i Berlin overkommer det utroligste. Og bag hende står Team Lykke.

1. december starter Lykke Friis som ny direktør for Tænketanken Europa. Heldigvis bliver hun ved med at skrive for os her på Berlingske, hvor hun cirka hver 14. dag vil analysere tysk og europæisk politik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Busck

For de fleste mennesker har døgnet 24 timer. Men for Lykke Friis er det, som om det bare ikke gælder. For hvad Lykke Friis når at udrette på to timer, på et døgn, på en uge – det slår de fleste mennesker.

Som det vil være Berlingskes læsere bekendt, har Lykke Friis, som fylder 50 år 27. oktober, i en periode været avisens korrespondent i Berlin. Mens hun har passet det, som jo er et stort fuldtidsarbejde på alle tider af døgnet, har hun også lige færdiggjort to bøger, udgivet en podcast, siddet i Team Danmarks bestyrelse, været præsident for Kræftens Bekæmpelse, kommenteret europæisk politik på alle tilgængelige medieplatforme, sammen med svenske Carl Bildt og tyske Norbert Röttgen udgjort toppen af den europæiske tænketank ECFR, passet diverse andre engagementer – og haft tid til at følge med i fodbold, både kvindefodbolden på højt niveau og selvfølgelig Bayern Münchens kampe.

Forpustet? Det er vi også.

Journalist på en dag

At spænde over den mængde engagementer kræver ikke bare stor arbejdskapacitet, det kræver også stor mental kapacitet. Den har Lykke Friis. Hjernen snurrer bare lidt hurtigere rundt på hende end på de fleste andre. Det så man for eksempel også, da hun blev ansat her på Berlingske.

Formidle, vidste vi, at hun kunne – men at udfylde rollen som journalist kræver, at man behersker en grundlæggende faglighed. Så da Lykke Friis blev ansat, fik hun et lynkursus i de grundlæggende genrer og metoder. Hun behøvede ikke så mange gentagelser eller små hop på stedet, før det pensum sad fast: Hun blev journalist på en enkelt dag.

Kort tid efter var hun på plads i Berlin og til topmøder i Bruxelles, hvor hun til forundring for kolleger arbejdede synkront på tre skærme på én gang. Siden har hun analyseret og rapporteret om Tyskland og Europa, altid levende og med stort udsyn, aldrig tungt og kedeligt.

At det var netop Tyskland, der trak, er ingen tilfældighed. Lykke Friis er barn af en dansk far og en tysk mor, og den kombination af kulturer har præget hendes karriere.

Som korrespondent, hvor hun har rapporteret fra alle hjørner af Tyskland, til sit universitetsarbejde, hvor hun har været stærkt optaget af, at unge vælger tysk til som fag. Murens fald i 1989 er en af de helt store identitetsskabende begivenheder for hende – som enhver kan høre på de fremragende podcast, hun har produceret her i 30-året for Murens fald. De ligger i øvrigt gratis her.

Se traileren til podcasten om Murens fald her:

 

Lykkes brand var stærkest

Korrespondentjobbet var en barndomsdrøm. Men få danskere har formået at bevæge sig på tværs af akademia, politik og medier som hun. Lykke Friis har været prorektor på Københavns Universitet, europapolitisk chef i Dansk Industri og sågar været klima- og energiminister.

Hun meldte sig i den forbindelse ind i Venstre og blev valgt til Folketinget i 2011 med sjetteflest personlige stemmer. Markant nok associeres hun meget lidt med partipolitik i dag: Brandet Lykke Friis viste sig stærkere end det politiske mærke, som andre har haft svært ved at slippe af med.

En ting, hun ikke nåede: At blive professionel fodboldspiller. Ambitionen var der, lysten var der – og hun kæmpede stædigt for det. Men en dag ødelagde hun sit knæ i en kamp, og med det bristede drømmen.

Team Lykke

Men intet menneske kan spænde over så meget alene. Ikke engang Lykke Friis. Bag enhver stærk kvinde eller mand står et bagland, og det gør der også i dette tilfælde. For mens alle kender Lykke Friis, står hendes mand, Peter Warming, knap så tydeligt i offentligheden, selv om han betyder meget for Lykke og hendes beslutninger.

Team Lykke Friis består i særdeleshed også af hendes ægtemand, Peter Warming. Og af hunden Winston, som mærkeligt nok ikke er med på den røde løber her i Boxen i Herning i begyndelsen af 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Sammen med hunden Winston udgør de triumviratet Team Lykke, som følger hende rundt i verden, sørger for, at alt spiller – og i det hele taget er der for hende.

Nu begynder et nyt kapitel for Lykke Friis: 1. december starter hun som ny direktør for Tænketanken Europa. Vi ønsker hende al god vind – og heldigvis bliver hun ved med at skrive for Berlingske, hvor hun cirka hver 14. dag vil analysere tysk og europæisk politik for os, der læser Berlingske.