Houthi-bevægelse advarer USA og Storbritannien efter angreb
Yemen var genstand for aggressivt angreb udført af USA og Storbritannien, lyder det fra Houthi-bevægelsen.
Yemen var genstand for aggressivt angreb udført af USA og Storbritannien, lyder det fra Houthi-bevægelsen.
USA og Storbritannien bør forberede sig på at betale en høj pris for nattens angreb i Yemen, siger Houthi-bevægelsen til mediet Al Masirah ifølge AFP.
- Amerika og Storbritannien bør forberede sig på at betale en høj pris og bære alle de alvorlige konsekvenser som følge af denne åbenlyse aggression, siger Hussein Al Ezzi, der fungerer som bevægelsens viceudenrigsminister til mediet, som Houthi-bevægelsen kontrollerer.
- Vores land var genstand for et stort, aggressivt angreb fra amerikanske og britiske skibe, ubåde og kampfly, siger Al Ezzi.
Luftangreb ramte flyvepladser og militære faciliteter tidligt fredag, har Al Masirah oplyst.
Danmark bakker i en fællesudtalelse med en række andre lande op om angrebet mod Houthi-bevægelsen.
Her lyder det, at angrebet demonstrerer forpligtelse til fri søfart, verdenshandlen og forsvar af søfolks liv. Det fremgår af udtalelsen, som er delt på Det Hvide Hus' hjemmeside.
- Vi har sammen med en bred kreds af lande sendt et klart budskab om, at houthierne skal stoppe deres angreb. Det er der ikke blevet lyttet til. Regeringen og en gruppe lande støtter derfor fuldt ud det amerikanskledede modsvar i Yemen, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Australien, Holland, Bahrain og Canada støttede amerikansk-britisk angreb mod Houthi-bevægelsen i Yemen, har USA's præsident, Joe Biden, oplyst i en pressemeddelelse.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har landene ydet "ikke-operationel støtte" til det amerikansk-britiske angreb, har den britiske premierminister, Rishi Sunak, oplyst.
Australiens forsvarsminister, Richard Marles, oplyser, at Australien har bidraget med personel.
Det fremgår ikke præcist, hvilken form for støtte de andre lande har ydet.
Der er ingen meldinger om døde eller sårede personer i forbindelse med angrebet.
/ritzau/