Houellebecq roser Trump: Han er den bedste amerikanske præsident, jeg nogensinde har set

Den franske forfatter Michel Houellebecq skriver i et indlæg til amerikansk magasin, at Donald Trump er lige netop, hvad USA – og Europa – har brug for.

Selv om Donald Trump ifølge den franske forfatter Michel Houellebecq har en »frastødende« personlighed, er Trump den måske bedste præsident, USA nogensinde har haft. Sådan lyder det i et indlæg fra den kontroversielle forfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Boris Roessler

Når man spørger Michel Houellebecq om, hvad han mener om valget af Donald Trump som USAs præsident, falder svaret prompte:

»Jeg har svaret, at jeg ikke giver en skid.«

Sådan skriver den omdiskuterede franske forfatter i hvert fald i et indlæg i Harper’s Magazine, at han hidtil har svaret. Men Houellebecq giver tilsyneladende en skid. Faktisk mener han ikke kun, at Donald Trump er en god præsident, som det sig hedder i indlæggets overskrift – han mener, at Donald Trump er den bedste amerikanske præsident, han nogensinde har oplevet.

Houellebecq har aldrig været bange for at ytre upopulære holdninger. Tværtimod. Den franske forfatter er siden sin debut i 1994 både blevet kaldt for racist, islamofob og sexist. Derfor kommer det for de fleste af dem, der kender ham, formentlig heller ikke som et synderligt chok, at forfatteren nu markerer sig som en af meget få internationale kunstnere, der har rosende ord tilovers for Donald Trump.

Forfatteren mener, at der især er god grund til at bryde sig om Trump ud fra et ikkeamerikansk synspunkt. For USA er ikke længere så magtfuldt, som nationen har været. Og Trumps politik, der i høj grad handler om sætte Amerika først – frem for internationalt samarbejde, handelsaftaler og stærke diplomatiske forbindelser – er gode nyheder for resten af verden. For vi slipper dermed for USA, skriver Houellebecq.

»Amerikanerne lader os være. Amerikanerne lader os eksistere.«

Allervigtigst er dog Trumps modvilje mod EU, som Houellebecq ligeledes i artiklen erklærer sig som modstander af.

»Han vil hellere forhandle direkte med individuelle lande, og det tror jeg faktisk også ville være at foretrække; jeg tror ikke, at vi nødvendigvis finder styrke i fællesskabet.«

For Europa, beskriver forfatteren, er i virkeligheden et forstillet, tvunget fællesskab mellem lande, der intet har til fælles – hverken sprogligt, værdimæssigt eller interessemæssigt.

»Kort sagt er Europa bare en dum idé, som langsomt er blevet til en ond drøm, og på et tidspunkt må vi vågne af den.«

Det kan Trump blive anledningen til, håber forfatteren. I takt med, at USA lukker sig mere om sig selv, vil resten af verden ligeledes trække sig tilbage; også Kina, mener han.

»For at opsummere er præsident Trump i mine øjne en af de bedste amerikanske præsidenter, jeg nogensinde har oplevet,« skriver forfatteren.

Selv om Houellebecq synes, at Trumps personlighed er »ret frastødende«, er han alligevel lige netop, hvad USA har brug for, mener han:

»I bliver nødt til at vænne jer til ideen, værdige amerikanere: I den endelige analyse er Donald Trump måske et nødvendigt onde for jer. Og I vil altid være velkomne som turister.«