Familien til Paul Rusesabagina – hvis liv er genstand for den oscarbelønnede film »Hotel Rwanda« – har sagsøgt Rwandas regering for 400 millioner dollar i USA for angiveligt at have bortført og tortureret ham.

Det oplyser familien lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beløbet svarer til godt 2,8 milliarder kroner.

Den i dag 67-årige Rusesabagina blev sidste år idømt 25 års fængsel for terrorisme ved en domstol i Rwanda.

Hans støtter mener dog, at retssagen var fyldt med fup og uregelmæssigheder.

I søgsmålet beskylder familien Rwandas regering for at lokke Rusesabagina fra sit hjem i Texas tilbage til Rwanda, »hvor han skulle tortureres og tilbageholdes ulovligt i resten af sit liv«.

Søgsmålet blev indgivet ved en domstol i Washington D.C. den 22. februar. Ifølge BBC har Rwandas regering endnu ikke kommenteret sagen.

I en udtalelse oplyser familien, at de 400 millioner dollar, der søges i kompensation, vil »vokse sig større for hver eneste dag, Paul Rusesabagina holdes i fangenskab«.

Paul Rusesabagina har fået æren for at have reddet cirka 1200 mennesker under folkedrabet i Rwanda i 1994.

Han arbejdede på daværende tidspunkt som bestyrer for et hotel, hvor han lod hundredvis af tutsier søge ly under de radikale hutuers folkedrab på cirka 800.000 mennesker.

Rusesabaginas heltemod blev i 2004 portrætteret i filmen »Hotel Rwanda«, der har Hollywood-stjernen Don Cheadle i hovedrollen.

I de efterfølgende år brugte Rusesabagina sin berømmelse til at fordømme og kritisere Rwandas nuværende præsident, Paul Kagame.

Han har blandt andet beskrevet Kagame som en diktator og opfordrede i 2018 til et regimeskifte i landet.

Men i august 2020 sluttede det hele for Rusesabagina, da et fly, han troede, var på vej til Burundi, i stedet landede i Rwanda, hvor han straks blev anholdt.

Ved en retssag i september sidste år blev Rusesabagina så dømt for at have været involveret i en oprørsgruppe, der beskyldes for at stå bag flere dødelige angreb i Rwanda i 2018 og 2019.

Rusesabagina har selv afvist, at han har spillet en rolle i voldelighederne.

/ritzau/