Hongkongs politiske leder, John Lee, undskylder for en brand i et boligkompleks, som kostede 168 mennesker livet for et år siden.

John Lee sagde torsdag, kort inden offentliggørelsen af en rapport, som ventes at beskrive en række fejl i forhold til regulering og kontrol i Hongkongs bygnings- og renovationssystem.

I november 2025 bredte en brand sig mellem syv højhuse i et boligkompleks i Tai Po-distriktet i Hongkong.

Højhusene var i gang med at blive renoveret.

Branden var den mest dødelige beboelsesbrand i verden siden 1980.

John Lee siger også, at Hongkongs boligminister, Winnie Ho, fratræder. Boligministeren er den første til at gå af som følge af sagen.

Det ventes, at regeringen i Hongkong, efter at den modtog rapporten i sidste uge, vil beslutte, hvilke personer der skal pålægges ansvaret for ulykken.

Ifølge John Lee kan fire offentlige myndigheder gøres delvist ansvarlige for branden.

I juni blev der rejst tiltale mod syv personer og to virksomheder i sagen.

De mistænkte personer og virksomheder er tiltalt for 25 forhold, der blandt andet omfatter uagtsomt manddrab, hvidvask og skatteunddragelse.

Desuden skal de tiltalte have forsøgt at hindre rettens gang, og de skal have konspireret om at begå bedrageri. Det fremgik af tiltalen.

De tiltalte er flere chefer og inspektører fra et konsulentfirma, der var involveret i renoveringen af bebyggelsen, samt den primære entreprenør på renoveringsprojektet.

Efterforskningen af branden har især haft fokus på sikkerhedsnet, som var spændt ud på de stilladser, der var opsat rundt om bygningerne, og fund af cigaretskodder på byggepladsen.

Mistanken har været, at sikkerhedsnettene var letantændelige og medvirkede til, at ilden hurtigt bredte sig mellem højhusene.

Der blev således ikke anvendt brandhæmmende sikkerhedsnet ved renoveringen, som ellers er et krav i Hongkong. Det kom frem i forbindelse med undersøgelsen tidligere i år.

Indtil videre har efterforskerne peget på, at en tændt cigaret udløste branden.

Mens 168 mistede livet i branden, mistede flere tusinde mennesker deres hjem. De blev genhuset i midlertidige boliger.

RITZAU/Reuters