Hongkong-aktivist løsladt og på vej mod Tyskland

Joshua Wong, som i sidste måned blev fængslet for at have opmuntret til uro, kan besøge Tyskland og USA.

En af de mest fremtrædende prodemokratiske aktivister i Hongkong, Joshua Wong, er blevet løsladt efter en kortvarig anholdelse og er fløjet til Tyskland, hvorfra han senere vil tage videre til USA. (Arkivfoto) Stringer/Reuters Fold sammen
Læs mere

En af de mest fremtrædende prodemokratiske aktivister i Hongkong, Joshua Wong, er blevet løsladt efter en kortvarig anholdelse og er fløjet til Tyskland, hvorfra han senere vil tage videre til USA.

Den 22 år gamle Wong blev anholdt i Hongkongs lufthavn for brud på kautionsbetingelserne, efter at han for nylig var blevet løsladt fra et fængsel.

Mandag besluttede en domstol at løslade ham igen, og han er nu taget til udlandet.

»Joshua Wong er i dag på vej til Tyskland, og det er planen, at han også tager til USA,« siger en talskvinde for hans parti Demosisto til AFP.

Han vil ifølge planen vende tilbage til Hongkong sidst i september.

Wong begyndte sin løbebane som aktivist, da var 12 år. Senere blev han den mest fremtrædende demonstrant, da han som studenterleder fremmede den såkaldte paraplybevægelse i 2014.

Han er tidligere blevet dømt og fængslet for sit engagement i 2014-demonstrationerne.

Wong og en række andre ledende aktivister blev i sidste måned anholdt og fængslet for at have opmuntret til og deltaget i ulovlige demonstrationer denne sommer. Han blev senere løsladt mod kaution.

Siden demonstrationerne begyndte i juni er over 1200 personer blevet anholdt.

Mandag var tusindvis af elever samlet uden for flere af Hongkongs skoler, hvor de dannede menneskekæder for at vise deres solidaritet med demonstranterne.

Politiet sagde på en pressekonference mandag, at det er blevet vanskeligere at udøve politiopgaver på grund af demonstrationerne.

Demonstrationerne i Hongkong blev udløst af et nyt lovforslag, som gør det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.

Hongkongs leder, Carrie Lam, har trukket lovforslaget tilbage, og onsdag i sidste uge blev det officielt droppet. Alligevel er protesterne fortsat. Demonstranterne frygter en øget kinesisk indflydelse i regionen.

/ritzau/Reuters